”Det mener du simpelthen ikke.”
Min veninde står inderst inde i flyttebilen, da hun kommer med sit udbrud.
Hendes stemmeleje minder om det, min mor plejede at bruge, når udsigten til at få hendes fem børn til at holde op med at slås var særligt dårlig.
Det er et toneleje, man kommer til at tale i, når man er træt på en meget bestemt måde. Min veninde taler til mig i det toneleje nu, fordi hun har fundet noget i bunden af flyttebilen. Hun har allerede brugt det meste af sin dag på at hjælpe mig med at flytte fra en københavner-lejlighed på 4. sal til en anden københavner-lejlighed på 4. sal, og for et par minutter siden begyndte hun endelig at kunne se en ende på flyttelæsset. Men nu har hun altså fundet noget, der får hende til at gentænke sin hjælpsomhed: En rå træstub.
Den er bulet, skæv og komplet ubrugelig – man kan ikke engang bruge den som bord eller skammel. Men den er også det eneste, der er tilbage fra det enorme gyngetræ, der engang stod i mine forældres have.
”Hvis dén der skal op i lejligheden, så bærer du den selv,” lyder det fra veninden.
Jeg har boet 11 forskellige steder i fire forskellige byer, siden jeg flyttede hjemmefra for 11 år siden. Den gennemsnitlige 35-årige dansker har oplevet at flytte ni gange i sit liv, som man tidligere kunne læse i Kristeligt Dagblad, så jeg ligger en smule over normalen. Lige i det her tilfælde ville jeg egentlig helst ligge under.
Det har været en periode fyldt med ”begrænsede lejeperioder”, lægestuderende værelseskammerater, der var bange for bakterier, københavnske studieboliger på 20 kvadratmeter til 8000 kroner om måneden, kunstneriske eks-kærester, der ikke havde råd til at betale deres del af huslejen, og værelseskammerater, der bad mig om at flytte ud, så deres nye kæreste kunne flytte ind.
Der findes mange årsager til, at andre kan bestemme sig for, at man som lejer eller fremlejer skal pakke sine ting og flytte.
Jeg har prøvet dem alle, og det er mange år siden, jeg blev træt af den altid overhængende risiko for, at jeg i morgen ville få at vide, at jeg ikke kunne blive boende i mit hjem længere. Men det her er ikke en brokkefest. Det er et stemningsbillede, der skal gøre det nemmere at formidle den følelse, jeg har i skrivende stund. En følelse, som er det modsatte af den usikkerhed, der har fulgt mig fra lejekontrakt til lejekontrakt. I 11 år har jeg raget træstubbe, bøger, møbler og alt muligt andet til mig med den tanke, at dem skulle jeg bruge eller stille frem, når jeg engang fik et rigtigt hjem.
At der skulle gå så længe, at jeg har nået at samle et helt lager af flyttekasser i mine stakkels forældres kælder, som jeg ikke længere aner, hvad indeholder, er der mange grunde til. Men nu skal det altså ske, tingene skal ud af papkasserne. For i en alder af 30 år har jeg købt mig min første lejlighed.
Jeg skal bo i den sammen med mig selv, og ingen udløbne lejekontrakter, fattige ekskærester eller vanvittige værelseskammerater kan afgøre, at jeg pludselig ikke skal bo her længere. Det lyder måske som en simpel ting, men for sådan nogle som mig, der har studeret og forsøgt at betale huslejer med SU i så mange år, at jeg næsten havde glemt, at der fandtes et alternativ, er det en ting, jeg kan sætte kryds ved på ”livslisten”, som min mor kalder den. Listen over de helt store ting, man gerne vil nå eller opnå i livet.
Og træstubben har jeg gemt på længe. Ubrugelig, gammel og lodden som den er, er den en vigtig del af drømmen – den er faktisk motivationen. For lige siden gyngetræet blev væltet for mange år siden, har jeg haft en tanke om, at jeg skulle have en stue, stubben kunne stå i, så den blev gemt og bevaret. At den skulle befries fra sin plads på lageret. Det bliver den i dag. Og jeg skal nok selv bære den.
Simone Nilsson er journalist på Kristeligt Dagblad.