Over sofaen i hjemmet i Rødovre ved København hænger alle familie-klenodierne. Der er farfar Jens Rosings vidunderlige tegning af en humlebi, en ørred, en lappedykker på drivtømmer. To af faster Ina Rosings livfulde malerier. Og midt i det hele et af Jukke Rosings egne stærke værker, et stort, vemodigt sort-hvidt fotografi. Fuld af længsel.
Så er hele familien samlet.
I hvert fald den del af Rosing-klanen, som arbejder med kunst. Ja, faktisk er der mange flere kendte, hvis man går længere ud ad stamtræet. Hendes onkel er geolog og professor Minik Rosing.
Lige fra den 34-årige fotokunstner var lille, er hun blevet hjernevasket med kunst. Ikke så meget fra den allernærmeste familie. Faderen er mave-tarmkirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital i Grønlands hovedstad, Nuuk, og moderen sygeplejerske.
Men hos farfar Jens Rosing sugede hun eventyret med papir og blyant til sig.
”Farfar sad altid ved sit bord, der var fyldt med ting og sager. Han viste mig forskellige teknikker, når han malede og tegnede. Det gjorde dybt indtryk på mig,” fortæller Jukke Rosing og viser endnu et værk af den bedstefar, som har betydet så meget. Det er en tegning af en haleløs kat og et lille værk med ryghvirvler på et stykke drivtømmer.
Som få evnede Jens Rosing at indfange dyrets sjæl og statur. Han havde fryseren fuld af alskens motiver. En dag gjorde lille Jukke store øjne, da farfaderen halede et par dødfødte isbjørneunger op af fryseren, som han ville tegne. Isbjørnemoderen havnede i Zoologisk Have i København.
Mens Jens Rosing var en munter mand, en storyteller, som mest sang i maskulin dur, er Jukke Rosing i feminin mol. Hun lægger ikke skjul på, at angst er en sort følgesvend, som har siddet på skulderen det meste af livet.
Lige nu er hun inde i en god periode. Hun har netop haft en fotoudstilling, Inside-Out, i Det grønlandske Hus i København. I hendes værker sanser man den sorte Satan på hendes skulder. Der er desperation og savn i billederne. De er en sær blanding af Grønland og Danmark. Af intethed og jagt på identitet.
”Jeg er meget inspireret af vores grønlandske myter. Det er grumme historier. Men jeg vil gerne fremhæve det smukke i det grumme. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget,” siger Jukke Rosing.
”Jeg har lært at leve med min angst. Lige nu er jeg et sted i livet, som jeg er tilfreds med,” siger hun og smiler.
”Men indimellem kryber angsten ind på mig. Efterhånden har jeg lært, hvad jeg skal gøre, så den ikke griber fat. Angsten er blevet en drivkraft rent kunstnerisk. Når jeg arbejder med kunst, sætter jeg en prop i min angst. Det renser ud at arbejde med angsten.”
Jukke Rosing lægger ikke skjul på sit følsomme gemyt. Sådan er hun bare skabt.
”Jeg er i mine følelsers vold. Jeg græder, når jeg glad. Jeg græder, når jeg er vred. Jeg græder, når jeg er ked af det. Jeg græder rigtigt meget.”
Inspirationen fra gamle myter er vigtig for Jukke Rosing – selvom hendes udtryk er moderne og med abstrakt kant.
”Jeg giver de gamle myter et moderne tvist. Myterne har altid betydet meget for mig. Som barn var jeg utroligt bange for Havets Moder. Vi har en smuk historie og spændende myter, hvor naturen er det allervigtigste. Det er den stadig, for at vi kan overleve. Men jeg synes, at der i denne her tid, hvor folk ønsker selvstændighed, er en tendens til, at man kigger alt for meget bagud. Vi skulle hellere kigge fremad. Tage alt det gamle med i rygsækken og bruge det i en ny tid.”
Jukke Rosing mener, Grønland har brug for at være international.
Da hun for nylig udsmykkede kredsrettens bygninger i Nuuk, Sisimiut, Qaqortoq og Ilulissat, valgte hun at koncentrere sig om et symbol, som bruges verden over. Nemlig Justitia, gudinden for retfærdighed.
Hun har bind for øjnene, en vægt og et sværd i hånden – som et symbol på, at retfærdighed gælder alle.
”Det synes jeg var et smukt symbol. At retten sigter efter at behandle alle ens, uanset hvem vi er. Så jeg tog udgangspunkt i et internationalt kendt symbol og satte det ind i en grønlandsk kontekst.”
Et andet fotografi i kredsretten viser Ilulissat gemt bag et kæmpestort klæde, som hvirvler i vinden. Et tredje værk spiller lidt på de samme strenge. Det er Sisimiut, som gemmer sig bag et stort hvidt klæde, som ligner et kæmpe lagen.
”For mig handler det om det samme. Nemlig om at ens sjæl forsøger at finde hjem. Jeg har et enormt savn og stor hjemve efter Grønland. Jeg mærker det rent fysisk som en knugende fornemmelse. En stor knude i maven,” fortæller Jukke Rosing.
Hun voksede op i Nuuk og hedder egentlig Angiuk Sara Kleist Rosing Gausten. Da Jukke var ni år, fandt hun ud af, at hun ville døbes.
Og så tog hun sin mors familienavn Kleist og oldemoderens navn Sara.
Hun var inde i en svær periode efter forældrenes skilsmisse. Og meget usikker og søgende.
”Jeg er ikke særligt religiøs. Og jeg husker ikke det som årsagen til, at jeg blev døbt. Det var snarere for at markere et tilhørsforhold til min mor og hendes familie. For at finde et ståsted.”
Gausten fik hun efter giftermål med sin engelske mand. I dag bor hun og familien, som også tæller Elliot på tre år og bulldoggen Dexter, på første sal i et hyggeligt hus i Rødovre med udsigt til have og et kæmpe kirsebærtræ.
Jukke Rosing kom til Danmark, fordi hun skulle uddanne sig på den fotografiske billedkunstskole Fatamorgana. Men blev så hængende.
Trods 10 år i Danmark er Nuuk stadig hjemme, siger Jukke Rosing.
”Når jeg er i Nuuk, får jeg opladet batterierne. Det er stadig dér, jeg har levet det meste af mit liv. Det er der, størstedelen af min familie bor. Jeg elsker at være hjemme i Grønland.”
Evigt ejes kun det tabte, siger man. Hvad der ligger langt borte, drømmer man ofte sødt om. Men Jukke Rosing lægger ikke skjul på, at alt ikke var idyl i hendes barndom og ungdom i Nuuk. Der var en mørk side.
”Jeg har altid følt mig som outsider. I et lille samfund skal man helst ikke stikke ud. Jeg malede mine øjenbryn røde, gik i guldsko og hjemmesyet tøj. Jeg var irriteret over, at folk ikke turde sådan noget, og over, at folk sladrede.”
Det sårer, at hun ikke bliver betragtet som rigtig grønlænder, fordi hun er dansktalende.
”Hele livet har jeg fået at vide: Du er ikke grønlænder. Hvem er Jukke? Det er hende danskeren. Det var enormt sårende og provokerende at få den besked. Folk har åbenbart behov for at putte mig i den kasse, når jeg ser grønlandsk ud, men taler dansk. I min nærmeste familie er det endda kun min farmor, som er dansk. Begge mine forældre er grønlændere og hele min mors familie.”
”Vi har en dobbelt kultur i Grønland, fordi vi er præget af Danmark. Det ser jeg som en styrke. Vi dansktalende grønlændere er også en del af Grønlands historie og kultur. Derfor er det forkert at ekskludere os. At afskrive os er det samme som at afskrive en del af Grønlands historie.”
Fordi hun ser grønlandsk ud, bliver hun tit konfronteret med bemærkningen: ”Kan du ikke engang sproget! Det er for dårligt.” Og så bliver hun kaldt dansker.
”Jeg føler mig ikke mindre hel, fordi jeg er blandet og har en dobbelt kulturel baggrund. Når vi er så lille en befolkning, skal vi passe på hinanden. Vi er ikke mindre værd, når vi taler dansk.”
I sit hverdagsliv i Danmark oplever Jukke Rosing, at folk har en stereotyp opfattelse af grønlændere.
”En af mine opgaver som grønlænder i Danmark er at nedbryde fordomme. Folk kan for eksempel finde på at sige: ’Du er godt nok en heldig grønlænder. Du er normal. Du drikker ikke.’”
”Hvorfor har både danskere og grønlændere så travlt med at definere mig? Hvorfor må jeg ikke bare være Jukke?”.
At leve af fotokunst er noget nær umuligt, så Jukke Rosing arbejder også i den sociale hjemmepleje på Nørrebro i København. Hendes far blev enormt lettet, da hun uddannede sig til sosu-assistent. I sin barndom havde han selv oplevet, at pengene i en kunstnerfamilie er små. Derfor var han ikke glad, da datteren besluttede at gå i farfaderens fodspor.
Jukke Rosing kalder sig ”sosu-assistent by day, kunstner by night”. For pengene tjener hun i et job, hun er utroligt glad for.
”Jeg kan godt lide dem, der ikke passer ind i en kasse. Dér bløder mit hjerte. For mig giver det god mening at hjælpe en udskældt gruppe med store sociale problemer. Jeg ved selv, hvordan det er at have det svært. Jeg tror, de opfatter mig som oprigtig. En, der bekymrer sig om dem. Jeg skal være fakkelbærer – den, der lyser. Så må de selv gribe faklen senere, når de er parate.”
At Jukke Rosing selv har haft sit at slås med, gør hende bedre til arbejdet, tror hun selv. Hendes problemer med angst mener hun blev grundlagt, allerede da hun var seks år.
”Mine forældre blev skilt. Jeg havde det ikke så godt med min stedfar. Jeg var trodsig – ’du er ikke min far!’. Det var min holdning, selvom han faktisk er verdens sødeste mand.”
”Skilsmissen har virkelig præget mig rigtig hårdt. Det var som et stillads, som begyndte at svaje. Jeg følte mig på usikker grund. Det prægede mig i årevis. Jeg blev overvægtig og mobbet – både med min vægt, og fordi jeg talte dansk.”
Jukke var et følsomt barn. Og det fortsatte hun med at være som voksen.
”Da jeg oplevede ulykkelig kærlighed og fik en abort, ramlede det hele for mig. Det var meget voldsomt. Jeg brød sammen og fik angstanfald. Jeg fik et dyk igen, da min allerbedste veninde døde som 30-årig, mens jeg var højgravid. Det var en stor sorg.”
Efterhånden fik hun lært at tøjle angsten og bruge den frugtbart i sin kunst.
”Min søgen efter identitet er drivkraften i min kunst.”
Sidste efterår mødte hun en samisk kunstner, da de begge hængte billeder op på Nuuk Kunstmuseum til gruppeudstillingen ”Assinga 4 x 4”.
”Vi klikkede utroligt godt. Og da vi kom til at tale sammen, opdagede vi, at vi havde den samme fælles historie. Marte Lill Somby kommer fra en ledende samisk familie. Hendes farfar solgte rensdyr til min farfar, som så blev sejlet til Grønland. Hun taler heller ikke samisk, men norsk. Hun har også i hele sit liv fået at vide, at hun ikke er rigtig same.
De to kunstnere har nu slået sig sammen om et kulturprojekt med identitet som tema i nordnorske Karasjok og nok også i København og Nuuk.
”Vi ligner hinanden. Vi har den samme historie. Vi er søgende begge to. Vi leder efter vores identitet.”