Jul er også noget, man arver

Rigtig voksen er man den dag, man har retten til egen jul

–
– . Foto: Lars Hansen/Polfoto.

Rigtig voksen er man først den dag, man selv er vært for juleaften, for hermed har man opnået ret til egen jul. Efter snart to årtier med egen jul vil jeg vove at pille ved begrebet ”egen jul”. Bortset fra de ovnbagte rodfrugter, som er en del af tilbehøret til vores julemiddag, er der ikke noget på morgendagens menu, som enten min mand eller undertegnede ikke voksede op med at få serveret juleaften.

Juledagene er der, hvor julens arv ses tydeligt, men tegnene er mange og dukker op i adventstiden. I mit barndomshjem var det første tegn på decembers komme, at der blev kogt klejner. Klejnekogningen var et projekt, mine forældre udførte i et fortrinligt samarbejde, og vi børn blev bedt om at holde os på god afstand af den varme palmin. Så i mange år var min opgave blot at spise klejnerne. Min mor koger fortsat klejner, og hun leverer dem gerne, men hun har også lært sit ældste barnebarn kunsten. Opskriften på klejnerne er uændret, og i år blev der bragt orden i klejne-arven, da også jeg lærte at koge klejner efter den overleverede opskrift.

Til min egen forbløffelse kan jeg på denne tid af året konstatere, at jeg også har arvet vendinger, som jeg ellers havde lovet mig selv aldrig at bruge. Den syvårige spørger, hvad jeg ønsker mig, og så hører jeg min mors ord komme ud mellem mine læber: ”Jeg ønsker mig ikke noget”. Et virkelig kedeligt svar, og det giver absolut ingen mening for det barn, som gerne vil forære en en gave i flot papir.

Arven dukker op de særeste steder. Forleden stod jeg i køkkenet og var i færd med at bage med børnene. Havde der ikke været mel på fingrene, kunne jeg have fundet på at tage et billede af det. En stak kager ud, mens en anden satte engle og snemænd på række, mens DR Pigekoret sang Brorsons ”Her kommer Jesus dine små”. Som barn foreslog min mor altid den salme. Jeg glædede mig til det sidste vers. Ikke kun, fordi det var det sidste af ni vers, men fordi min mor havde fortalt, at det vers sang de, inden de fik fri fra skole i 1950’ernes Vestjylland med en omformulering, som jeg morede mig over: ”Her står vi nu i flok og rad og læser Herning Folkeblad”. Uden min mors fortælling var arven ikke blevet den samme, så mine børn får lov at høre den samme historie om Herning Folkeblad.

Særligt i advents- og juletidens salmer er det bemærkelsesværdigt, hvordan minder og traditioner synes at hægte sig på versene. Jeg kan synge mig tilbage til den fine stue på min farmor og farfars gård og genkalde mig deres sirligt pyntede rødgran, når vi synger ”Den yndigste rose er funden”. Den julesalme ønskede min farmor gerne, og når vi synger ”Velkommen igen, Guds engle små”, så ser jeg efter træk af min svigermor i min mand. Grundtvigs ”Velkommen igen, Guds engle små” var min svigermors julesalme, og melodiens glædesfulde karakter minder en god del om hende.

Med julens salmer synger jeg mig hen til den svære jul, hvor der ikke var så meget at sige, men hvor det var, som om salmerne sang for os om håbet, der kom til jord. Vi begravede min far den sidste dag det år, og siden har der været en sorg i julen, som er den hjemløse kærligheds, og selv efter mange år kan den stå i versaler.

Et år fik min mor, som ellers ikke ønskede sig noget, en børnebibel. I mange år var den med ved juletræet, og Juleevangeliet blev læst op. Sådan var det også skik i min mands familie, og i morgen skal familiens yngste læse op hjemme hos os. I smug har vi øvet på de lidt særegne ord i teksten og talt om, hvad det var, som skete den nat i Betlehem, hvor tiden for altid blev en anden.

Rigtig voksen er man den dag, man har retten til egen jul. Den ret har vi, og vores jul står på skuldrene af en arv. Ligesom jeg gør mig umage med i taknemmelighed at slide på det arvede sølvtøj fra min farmor, vil jeg gøre det med klejneopskriften, salmerne og julens livsforvandlende budskab.