Juleaftens prædiken kan være årets dejligste – eller værste

De mange mennesker i kirkerne i julen bør anspore prædikanten til at yde sit bedste og ikke til pjat og overfladiskhed

"Præster er ikke ansat i underholdningsindustrien. Hver eneste gudstjeneste og prædiken tæller," skriver Lis M. Frederiksen om de nært forestående julegudstjenester. Genrefoto.
"Præster er ikke ansat i underholdningsindustrien. Hver eneste gudstjeneste og prædiken tæller," skriver Lis M. Frederiksen om de nært forestående julegudstjenester. Genrefoto. Foto: Leif Tuxen.

Mine juleaftener i kirker rundt omkring i landet har langt de fleste gange været fyldt til randen af varme, glæde, tryghed, fællesskab og familiehygge. Alt det bedste jeg ved. Når præsten læser juleevangeliet ”… Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket ...”, er det som om, verden står bomstille, mens budskabet synker ind.

Min nærmeste familie har boet lidt forskellige steder. I Roskilde, på Djursland, på Vestfyn, og vi har selv også boet på Frederiksberg og nu Roskilde igen, hvor vi alle stederne har holdt jul. Jeg har oplevet hele spektret. Fra de dejligste juleaftensprædikener med en ordentlig forkyndelse og gode, letforståelige ord og billeder, hvor præsten virkelig havde gjort sig umage på årets største dag, til overfladiske pjattede forsøg på vittigheder eller gimmicks og en tilstræbt lethed, som faldt pladask til jorden og ødelagde oplevelsen ved at høre evangeliet.

Måske tænker præsten, at der kommer så mange kirkegængere denne ene gang om året. De mener det ikke seriøst. De vil underholdes. Det skal overstås, og jeg behøver ikke gøre mig synderlig umage som prædikant. Eller måske er tanken, at det skal være lidt muntert, hvis vi skal prøve at holde på alle de ”kirkefremmede”, som de kaldes af mange kirkefolk med en lidt indforstået bedreviden. Som læserne vist ikke kan være i tvivl om, bryder jeg mig ikke meget om det ord. Folkekirken er vores alles, hvis vi er medlemmer. Derfor kan ingen pr. definition være fremmede i kirken. Måske kommer de ikke så ofte. Måske er de ikke så fortrolige med ritualerne. Men jeg synes, man skal være tilbageholdende med at stemple andre mennesker på den måde og i stedet hjælpe dem undervejs gennem gudstjenesten.

I min lokale sognekirke, Roskilde Domkirke, er der 28 store Bose-højttalere og forsinkelse af lyden på syv-otte sekunder. Noget af en udfordring for en præst at mestre. Et år oplevede jeg en præst, der meget omhyggeligt havde nedskrevet det, der skulle være en vittighed, som hele den propfyldte kirke skulle have grinet af. Men i vores lille familiegruppe blev det en tåkrummende oplevelse. Inden vitsen var nået gennem alle højttalerne, var den uhjælpeligt faldet til jorden. Vi gik lidt småirriterede ud. End ikke julesalmerne kunne helt tage brodden væk.

En anden gang i en lille landsbykirke kom præsten gående op ad kirkegulvet med en sæk over skulderen. Sækken var fyldt med mandariner, som han smed rundt til menigheden og forsøgte at kaste især til børnene. Han havde bygget sin prædiken op over temaet, at i juleaftens evangelium er vi inde ved kernen af kristendommen: Jesu fødsel, alt imens han skrællede en mandarin på prædikestolen. Men pludselig skete der noget. En mandarin fløj med ret stor kraft fra prædikestolen ned blandt menigheden. Heldigvis blev den grebet af en ung fyr med et godt boldøje, inden den forårsagede større ulykker.

Efter gudstjenesten fik vi en munter oplevelse. De mandariner, præsten havde købt, havde ingen kerner! Hele hans pointe med kernen i kristendommen faldt lige så stille fra hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på ”Kejserens nye klæder”. Nå, det var et behjertet forsøg. Jeg har også oplevet leg med sproget, som kan holde menigheden fanget, hvis det gøres begavet og elegant. Men generelt synes jeg, at præster skal holde sig til det, de kan og skal. Det er derfor, vi kommer i kirke juleaften.

Jeg tror, at for mange af dem, der ikke er så vant til at gå i kirke, er det en tradition i familierne, som man ikke skal kimse ad. Unge mennesker flytter hjemmefra og kommer hjem til jul, og de går i kirke med mor og far og resten af familien, som de gjorde, da de var børn. Det er trygt og kendt. Har de en dejlig oplevelse, kommer de nok igen, når deres børn skal døbes. Men hvis de synes, at præsten er for fjollet eller ikke gør sig ordentlig umage, er de måske mindre tilbøjelige til at komme igen. Præster er ikke ansat i underholdningsindustrien. Hver eneste gudstjeneste og prædiken tæller. At undervurdere de mange kirkegængere juleaften tror jeg ikke er klogt. Glædelig jul.