Prøv avisen
Julefilm

Julefilm gør os trygge

Filmen ”Love, Actually” fra 2003 er en af de mest sete julefilm i nyere tid. På billedet fra filmen ses oscarvinder Emma Thompson i rollen som Karen sammen med William Wadham, der spiller hendes søn. – Foto: Peter Mountain/Universal Studios Pictures/Shooting Star

Film er blevet en del af vores juletraditioner, og for nogle kan det simpelthen ikke blive rigtig jul, hvis ikke de har set deres yndlingsfilm. Men hvad er det, julefilm kan, og hvorfor bliver vi aldrig trætte af dem?

Uanset hvilken julefilm man har kastet sin kærlighed over, skal der nok være en enkelt onkel, der spørger, om vi ikke kunne få lov at se noget nyt i år. Det er dog efterhånden et forslag, der for nogle er lige så farligt som at bytte julestegen ud med lasagne. Men hvad er det ved julefilm, der får os til at hive dem frem igen og igen?

Og hvorfor har Disneys Juleshow kørt på DR 1 i 51 år? Det findes der gode og endda biologiske forklaringer på, fortæller Torben Kragh Grodal, der er professor emeritus ved institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet.

Han hiver fat i tre ting. For det første skal man tage et dyk ned i hjernen og se på, hvordan hukommelsen egentlig fungerer:

”Erindringen markerer ting med følelser. Alt, der kommer ind i knolden, bliver simpelthen sat sammen med en følelse, så hjernen ikke skal bruge tid på at tage stilling til den samme oplevelse, hver gang den forekommer,” siger Torben Kragh Grodal.

Julefilm sættes ofte sammen med gode følelsesmarkører som glæde, fordi vi knytter gode minder med familien til den bestemte film. Så næste gang vi ser filmen, genaktiveres glæden, og vi fortsætter med at associere den med noget rart.

Det næste, man skal se på, er gentagelsens betydning. At se den samme film til jul hvert år er blevet en del af julens ritual, og ritualer er noget, mennesker vægter utroligt højt.

”De er en måde for folk at indgå i større sociale fællesskaber på. Mennesket er et socialt dyr, og derfor laver vi hele tiden ritualer, der sørger for, at stammen og familien hænger sammen. Det er sådan, vi bekræfter vores tilhørsforhold,” siger Torben Kragh Grodal.

Hvis man ser en julefilm, markerer man altså julen, og når man gør det, er man med i et fællesskab sammen med alle dem, der gør det samme, forklarer Torben Kragh Grodal. Han påpeger dog, at alt skal ske med måde. For så man den samme film hver dag, ville fornøjelsestanken hurtigt blive tømt. Én gang om året forstærker til gengæld genkendelsesglæden.

Til sidst skal man se på det, der er særligt for julefilm. De består af genkendelige og trygge rammer. De er typisk familiefilm med en repræsentation af både børn, forældre og bedsteforældre, som folk kan genkende, og de har bestemte handlinger som går igen i flere af dem, siger Torben Kragh Grodal.

”Så er der film som ’Die Hard’, som ved første øjekast måske er lidt uden for kategori, men i sidste ende er den stadig en fejring af det almindelige menneske og den almindelige familie. Og så er den jo stadig helt sovset ind i jul,” siger han.

For alene det, at julefilmen er fyldt med juleting som nisser og julesang, er nok til at genaktivere glæden.

”Vi kan blive ved med at se forskellige julefilm, selvom de måske handler om det samme, fordi der alligevel er en lille variation. Vi er trygge uden at kede os,” siger Torben Kragh Grodal.

”Die Hard” (Dø svært), 1988, USA. Instruktør: John Mctiernan.

Diskussionen om, hvorvidt den blodige actionfilm hører til på listen over klassiske julefilm, er efterhånden en juletradition i sig selv. Siden 2010 har folk på det sociale netværk Twitter givet deres støtte gennem hashtagget ”DieHardIsAChristmasMovie” (”Die hard” er en julefilm), og så sent som i år har store aviser som The Washington Post holdt debatten i live. Bruce Willis spiller den ikoniske actionhelt John Mclane, der ene mand bekæmper tyske terrorister, mens han forsøger at samle sin familie og nå hjem til jul. Ud over at filmen er spækket med julereferencer, griber fans fat i, at John Mclane er en far og ægtemand, der forsøger at glatte trådene ud med sin kone. At vende hjem til jul og familiens skød er en typisk fortælling, der går igen i både julefilm og -sange. Og så får helten her endda en smule ”snevejr” til sidst, da en eksplosion i kontorskyskraberen får det til at sne med papir.

”Alene Hjemme”, 1990, USA. Instruktør: Chris Columbus.

En familiefilm propfyldt med sne og julesange, og så er den et regulært eventyr for børn. Den otteårige Kevin (Macaulay Culkin) er yngste dreng i en stor familie. Til jul ønsker han, at hele hans familie forsvinder, og ved et uheldigt tilfælde går hans ønske i opfyldelse. Familien skal holde jul i Paris, og fordi de sover over sig, skynder de sig så meget ud ad døren, at de glemmer at tage Kevin med. Lykkelig over sin nyfunde frihed får Kevin travlt med at beskytte sine forældres hus mod et par idiotiske tyveknægte.

Ligesom i ”Die Hard” er der et tema om at blive genforenet med familien til jul. Selvom Kevin ønskede, at familien skulle forsvinde, ender det med, at det eneste, han vil have til jul, er sin familie tilbage.

”Disneys Juleshow”, 1958, USA. Instruktør: Jack Hannah.

Selvom ”Disneys Juleshow” ikke er en egentlig spillefilm, er det nødt til at være med på listen. Det er blevet vist på dansk TV siden 1967, og siden 1991 har det haft fast spilletid juleaftensdag på DR 1. For to år siden var det det mest sete program i hele juleugen, da over 1,1 million seere så med.

Showet er en sammensætning af klassiske kortfilm med Anders And og kompagni samt udvalgte klip fra tegnefilm som ”Bambi” og ”Askepot”. Disney har flere gange lavet nye udgaver af showet, men hos DR kæmper man for at holde fast i den gamle version. I Norge lod man det gamle juleshow blive skiftet ud i 2002, hvilket udløste et ramaskrig, og nogle så det endda som et symbolsk angreb på julen.

”Love, Actually” (Kærlighed, faktisk), 2003, England. Instruktør: Richard Curtis.

En ensemble-kærlighedskomedie, der udforsker hele ni forskellige og sammenflettede kærlighedshistorier og har et hav af store skuespillere på rollelisten.

Filmen er en britisk komedie på linje med ”Notting Hill” og ”Fire bryllupper og en begravelse”, men til forskel fra dem indeholder den masser af juleri som sne, juleskuespil på børnenes skole, alkoholiserede julefester og julesange. Familie og forhold er hele filmens fokus, og alle de tilhørende følelser af varme, svigt, troskab og forpligtelse berøres. Så selvom det ikke nødvendigvis handler om at komme hjem til jul, kan mange måske genkende følelserne som nogle, der især er i spil på den tid på året.

”Far til fire i byen”/”Julebal i nisseland”, 1956, Danmark. Instruktør: Alice O’Fredericks.

Et andet meget brugt tema i julefilm er, når julen er i fare. I både ”Grinchen – julen er stjålet” og ”Mareridtet før jul” er skæve hovedpersoner lige ved at ødelægge julen for alle andre, og i ”Tror du på julemanden” fra 1994 må en mand på magisk vis overtage julemandens job for at redde julen, da han ved et uheld kommer til at slå den originale julemand ihjel. I den danske klassiker ”Far til fire i byen” kommer julen i fare af mere jordnære årsager. Far til de fire børn kommer ulykkeligt hjem en dag, fordi han er blevet fyret. Filmen strækker sig fra første skoledag til juleaften, og julen kommer i sidste ende til den lille familie, da far ad omveje får sit job tilbage. Lille Per danser naturligvis med nisserne i en drøm, og sangen ”Julebal i nisseland” er blevet en klassiker.