Julegaver kompenserer for vores løgne og binder samfundet sammen

I december ringer juleklokkerne endnu en gang ind til det årlige gaveræs. Et ræs, der på mange måder er forbundet med vulgær forbrugerisme, som mange helst tager afstand fra. Men der er ingen grund til helt at opgive de glitrende pakker. Gaven har nemlig stadig stor social betydning, mener eksperter

Mennesker er grundlæggende egoistiske, selvoptagede, lejlighedsvis aggressive og i deres følelsers vold. Derfor er gaven helt afgørende for at få samfundet til at hænge sammen, siger psykolog Anders Klostergaard Pedersen. Illustration: Rasmus Juul.
Mennesker er grundlæggende egoistiske, selvoptagede, lejlighedsvis aggressive og i deres følelsers vold. Derfor er gaven helt afgørende for at få samfundet til at hænge sammen, siger psykolog Anders Klostergaard Pedersen. Illustration: Rasmus Juul.

Glitrende papir i grønne og røde farver. Hårde og bløde pakker pyntet med krøllede lokker af gyldent gavebånd. Under juletræet bugner det af utallige gaver i forskellige farver og størrelser. Det ekstravagante gavebjerg er kulminationen på måneders jagt efter at matche de rigtige gaver med de rigtige ønskelister. Og der er ingen garanti for, at skuffelsen udebliver, hvis gaven alligevel ikke lever op til forventningen.

Igen i år kan man få lyst til at spørge sig selv, om ikke julen og fællesskabet var bedre tjent uden de energikrævende gestusser. Men gaven har faktisk stadig en vigtig betydning. Sådan lyder det fra tre forskellige fagpersoner, en antropolog, en professor i religionsvidenskab og en psykolog.

Gaven er faktisk helt grundlæggende for menneskers sociale bånd, mener Cecil Marie Pallesen, der er antropolog og ekstern lektor ved antropologi ved Aarhus Universitet.

”Gaven er med til at knytte os sammen i relationer. Både i vores nære relationer, men den er også på et højere plan med til at skabe relationer i samfundet.”

Til forskel fra almindelig handel ligger der i gavegivningen en forpligtelse.

”I korte udvekslinger går man ind i en butik og køber en vare, giver penge for den og tager varen med. Så er der ikke mere i det,” siger Cecil Marie Pallesen. Men når man giver gaver, forventer man, at de på sigt bliver gengældt. Netop denne forskydning over tid er med til at vedligeholde relationer og skabe balance i fællesskaber, fortæller antropologen.

Det var den franske antropolog Marcel Mauss, som med sit essay ”Essai sur le Don”, på dansk ”Gaven”, i 1924 for alvor kastede lys over gavens vigtighed. Marcel Mauss eller ”gavens far”, som Cecil Marie Pallesen kalder ham, undersøgte ceremoniel udveksling af gaver i det, han selv kaldte for ”primitive samfund”, blandt andet hos det oprindelige folk maorierne på New Zealand. Ifølge Mauss er gaver blandt maorierne besjælede med giverens ånd, den såkaldte hau.

”Hau er en del af giverens sjæl, som følger gaven. Og fordi man giver lidt af sin sjæl, når man giver en gave, så skal der også komme noget tilbage, så man får noget sjæl igen. Så kommer der en balance, hvor man giver noget og får noget,” siger Cecil Marie Pallesen.

Antropologen fremhæver, at idéen om, at gaver skulle have en iboende ånd faktisk ikke ligger så fjernt for os i dag.

”Man kan sige, at en gave, som er gennemtænkt og passer godt til modtageren, er en særlig god gave, fordi den på en måde har noget af giverens ånd i sig.”

Gavegivning er ikke kun vigtigt, fordi det indebærer en mere eller mindre bogstavelig udveksling af givers ånd, men fordi det er grundlaget for selve civilisationen, mener Anders Klostergaard Petersen, der er professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Han har udgivet bogen ”Gaven”, der er en del af universitetets ”tænkepause”-serie.

”Mennesker er grundlæggende egoistiske, selvoptagede, lejlighedsvis aggressive og i deres følelsers vold. Det er alt andet end fremmende for socialiteten,” siger han.

”Spørgsmålet er, ’hvordan kan man mindske snyd og bedrageri?’ Der er gavegivning et af de stærkeste midler, man overhovedet har.”

Det hænger ifølge religionshistorikeren tæt sammen med, at gaver til forskel fra ord har en materiel dimension knyttet til sig.

”Gaver er på mange måder en kompensation for en af de største skrøbeligheder, der er knyttet til al menneskelig kommunikation, nemlig, at vi kan lyve over for hinanden. Det betyder selvfølgelig ikke, at hvis jeg giver min hustru en buket blomster, udelukker det, at jeg kan gå ud og være sammen med alle mulige andre kvinder, men gaven er med til at øge hendes tiltro til mig som en troværdig partner.”

Faktisk er den danske velfærdsstat, som vi kender den siden Anden Verdenskrig, netop skabt på baggrund af gavegivning. Velfærdsstaten hviler på en forventning om, at de bredere skuldre løfter for de mindre, men det kræver, at mennesker handler generøst og selvopofrende, og det strider mod den menneskelige natur, siger Anders Klostergaard Pedersen og uddyber: ”Gennem den gavegivning, som skatten er et udtryk for, kan man sikre, at folk bliver tvunget til at handle, som om de var altruistiske, og som om de var generøse. Velvidende at de med stor sandsynlighed ikke er det.” Uden gavegivning, ville samfundet simpelthen falde fra hinanden, mener han. Gavegivning, eller mangel på samme, kan ikke kun skabe usikkerhed på det store samfundsplan. Skrøbeligheden kan spores helt ind i julegavetraditionerne, hvis den man giver gaven til ikke kan lide den eller ligefrem afviser den.

”Så det er ikke bare et spørgsmål om, at vi har afvist en gave, men vi har afvist det som gaven er et materielt udtryk for, nemlig den anden person,” siger Anders Klostergaard Pedersen.

Prisen har også en betydning for, hvordan gaver gives og modtages:

”Selvom vi har en forestilling om, at gaver ikke har noget med penge at gøre, så har det jo i høj grad også med penge at gøre. Vi er meget opmærksomme på, hvornår gaven er for lille eller for stor i forhold til den gave, man selv har givet og i forhold til den værdi, man selv synes, man har i forhold til relationen. Derfor kræver det en betydelig grad af fingerspitzengefühl at ramme med den rigtige gave,” siger han.

Hvis ikke samfundets opretholdelse eller ønsket om at returnere givers ånd er grunde nok til at forsætte julens gavegivning, så kan muligheden for at få anerkendelse fra andre måske være det. Mennesket er nemlig det eneste sociale væsen, der får lyst til at være gode ved folk, som er gode ved andre. Det fortæller psykolog ved Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen:

”Vi får lyst til at hjælpe og give til folk, som vi har set hjælpe og give til andre. Vi er sociale dyr, som lægger mærke til, hvad hinanden gør og skaber omdømmer. Hvis du har fået det omdømme, at du er flink, rar og hjælpsom, så vil jeg være mere tilbøjelig til at være hjælpsom mod dig – også selvom det ikke er mig, du har hjulpet. Udelukkende fordi du har ry for, at være en der er hjælpsom.”

Henrik Høgh-Olsen har gennem mange år forsket i gavegivning hos menneskeaber for at undersøge, hvor meget af menneskets moral, som er naturlig. Han fremhæver netop evnen til at belønne eller straffe andre, uden selv at få noget ud af det, som særligt menneskeligt.

Men for at få en del af hæderen kræver det nødvendigvis, at man er en god gavegiver. Og det kan være en vanskelig disciplin, mener både antropologen, professor i religionsvidenskab og psykologen. De er enige om, at den gode gave først og fremmest er den, der passer til modtageren, som er velovervejet og altså ikke sætter modtager i forlegenhed.