Julehilsen fra brevkassen: Lad os overraske og forbavse hinanden

Gud overraskede menneskeheden julenat. Hver især kan mennesker også forbavse hinanden på positive og kreative måder

Der er altid nogen, der trænger til at blive forbavset. Lad os bruge denne tid til at tænke over, hvem vi kan forbavse, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i deres julehilsen.
Der er altid nogen, der trænger til at blive forbavset. Lad os bruge denne tid til at tænke over, hvem vi kan forbavse, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i deres julehilsen. Foto: Leif Tuxen

Snart er det jul. Også i år vil vi sende en julehilsen til brevkassens læsere og ønske alle en glædelig julefejring og takke for alle de breve, vi har modtaget i årets løb. Hvor har der været mange breve med livsnære, ærlige og alvorlige temaer. Tak til alle jer, der har delt af til tider smertelige livserfaringer til os andre. Vi tror, at de, der skriver til os, gør det for at få svar og nyt lys på en sag. Men vi håber også, at det har været til livslærdom og eftertanke for mange andre. Vi håber, at der også i det nye år vil være mange, der får lyst og mod til at dele liv og tanker med os og læserne i denne brevkasse. Og I skal vide, at brevene altid bliver anonymiseret.