Prøv avisen
Julekalender

Julekalendere i sorgens århundrede har noget på hjerte

Da Theos morfar pludselig falder om, rejser Theo til et magisk land for at få ham tilbage. Der er sorg i børnehøjde i årets DR-julekalender. Her reagerer fem børn fra 4. klasse på temaerne i julekalenderen.

Der er langt til nisser og risengrød i DR’s nye julekalender, ”Theo & Den Magiske Talisman”, der behandler emner som ensomhed og sorg. Julekalendere i dag vil mere end bare at underholde, lyder det fra sorgforsker

Lige inden jul falder Theodors morfar Harald om. Det kommer som et chok for den unge dreng, der ikke har nogle venner i skolen, og hvis bedste ven er netop morfaderen.

Theodor – eller Theo, som kan bliver kaldt – sætter sig for at hente sin morfar tilbage til livet. Han rejser til den magiske verden Thannanaya og får selskab af den nye pige i klassen, Simone. De vil begge hente personer, der står dem nært, tilbage til livet.

Den lyder lidt dyster, ”Theo & Den Magiske Talisman”, der er årets nye julekalender på DR 1. Og den er da også sørgelig, fortæller manuskriptforfatteren Peter Gornstein.

”Men den er også livsbekræftende,” forsikrer han.

I grove træk handler julekalenderen om tre generationers farvel. En drengs farvel til sin morfar, en datters farvel til sin far, en gammel mands farvel til livet.

Grundidéen, der handler om ikke bare se passivt til, mens livet forsvinder fra den, vi elsker, er udviklet af Tone Mygind Rostbøll og videreudviklet og skrevet af Trine Piil og Peter Gornstein. Fortællingen udspringer af ønsket om at sige farvel og tage afsked, som er noget af det sværeste og hårdeste, og derfor også noget af det vigtigste i verden, mener Peter Gornstein. Hans mål har været at fortælle en universel historie.

”De dystre temaer er præsente, men det handler også om venskab og at turde omfavne livet i hårde tider. Den historie, jeg gerne vil fortælle, behandler nogle af de spørgsmål, som børn kan stille voksne,” siger han.

Peter Gornstein er stolt af julekalenderen, fordi han synes, den stiller relevante spørgsmål. Og selvom temaerne kan synes lidt triste i en ellers glad juletid, så er julen en passende tid at tage dem op, mener han.

”Julen er den tid, hvor man reflekterer over det at være sammen med sin familie. Hvor man finder kontinuitet i sit liv. Det er store spørgsmål, der drejer sig om det at have levet et godt liv, at være venner, at kunne elske – også selvom man mister. Og der er meget mere i den end det,” siger han.

De senere år har der været andre eksempler på julekalendere, der også behandler de dystre emner. I ”Absalons Hemmelighed” fra 2006 håber hovedpersonen Cecilie at kunne gøre sin otteårige lillesøster rask med engles hjælp, og i ”Tidsrejsen” fra 2014 vil hovedpersonen Sofie have, at hendes forældre finder sammen igen efter en skilsmisse. Men hvorfor skal tunge temaer som for eksempel sorg, ensomhed og død tages op i julekalendere?

Psykolog, postdoc og sorgforsker på Aalborg Universitet, Ester Holte Kofod, siger, at der har været en udvikling over flere årtier i at ville tale med børn om svære emner.

”Der er helt klart sket en udvikling fra glade nisser til større produktioner med mere på hjertet. Man vil mere med julekalenderne i dag. Når det er med temaer som sorg og ensomhed, så afspejler det en generel tendens til, at man problematiserer fortielsen af døden og tilværelsens skyggesider. Når sorgen bliver bragt i centrum i de her år, er det ofte udtrykt som en form for kulturel kritik. Vi skal aftabuisere sorgen og døden. Vi skal lære at snakke om det,” siger hun.

Der er ingen nisser i ”Theo & Den Magiske Talisman”, men der er mytiske væsener. Peter Gornstein har ladet sig inspirere af den amerikanske professor i mytologi, Joseph Campbell, som har analyseret på fælles budskaber og fælles menneskesyn. En slags universel mytologi, som Peter Gornstein længe har været fascineret af.

”Det er de universelle menneskelige værdier som venskab, håb, troskab og familie, som i virkeligheden er de værdier, vi tager op. Og julekalenderens budskaber udspringer af et favnende menneskesyn og har kristne værdier,” siger han.

For Ester Holte Kofod giver det god mening at tage tunge emner op i juletiden:

”Jul er en af de svære tidspunkter på året for dem, der har sorg og ensomhed tæt på sig. Hyggen er i centrum, så det er ekstra svært at være ensom og sørgende i denne tid. H.C. Andersen tematiserede det jo allerede med ’Den lille pige med svovlstikkerne’, der ensom og døende kigger ind ad vinduerne og drømmer om at være en del af varmen og fællesskabet.”

Ester Holte Kofod er en del af forskningscentret ”Sorgens kultur” på Institut for kommunikation og psykologi på Aalborg Universitet. Her undersøger en række forskere sorgerfaringer samt kulturelle rammer og forestillinger om lykke og lidelse, som sorg i dag udspiller sig indenfor, med det formål at opbygge et internationalt førende forskningsmiljø for sorgforskning. Hun henviser til sociolog Michael Hviid Jacobsen, der trækker angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 frem som et af de afgørende indgangspunkter til ”sorgens århundrede”, som kan give en forklaring på, hvorfor der i dag er mere sorg i kulturen.

”Det afløser en lang periode, hvor sorgen og døden har været tabuiseret,” siger hun.

Med henvisning til sin kollega, forskningsleder på ”Sorgens kultur” Svend Brinkmann, fremhæver hun, at døden er en grundlæggende præmis for os som mennesker.

”Hvis ikke vi var dødelige, sårbare og afhængige af hinanden, var der jo intet på spil: Intet mellemmenneskeligt ansvar, og ingen grund til at indgå i forpligtende relationer. Sorgen minder os om, at vi ikke er os selv nok. Selvom sorg er svært, er den jo ikke bare noget negativt og meningsløst. Sorg er kærlighed.”

Men det at inddrage børn i samtaler om sorg og død har været en langsommelig proces, siger hun.

”For årtier tilbage var det mindre almindeligt at inddrage børn i forbindelse med døden, men nu vil man gerne inddrage dem. Hvis man ikke inddrager dem, går de med det alene. Men det er vigtigt at understrege, at det skal gøres på børnenes præmisser.”

Og det er netop det, der sker i ”Theo & Den Magiske Talisman”, siger Peter Gornstein.

”Den er reflekterende, den tager alvorlige spørgsmål op og møder børnene i øjenhøjde. Jeg har selv fået stillet store eksistentielle spørgsmål af mine børn, og jeg synes, man skal sige det, som det er. Ikke svøbe det ind. Med denne julekalender bliver børnene talt til fornuftigt og sobert.”

Ester Holte Kofod lægger vægt på, at børn i dag vokser op i en krisetid, som også julekalendere har formet sig efter.

”På mange måder bliver børn eksponeret for en ret kompleks verden på et tidligt tidspunkt. Måske mere end tidligere. I det aktuelle eksempel er det måske primært tale om, at børnene konfronteres med noget, der godt kan afspejle deres egen virkelighed: En bedstefar, der dør. Men de store sammenhænge som klimakatastrofer kommer måske også tættere på, fordi vi lever i denne her medievirkelighed, så det er svært at opretholde en naiv og beskyttet barndomstilværelse, hvor man ikke bliver introduceret for verdens ulykker.”

Med sorg følger også håb – og kærlighed. Og en julekalender som ”Theo & Den Magiske Talisman” kan være med til at sætte tanker i gang hos både voksne og børn.

”Det er en måde at relatere til nogle svære følelser i eget liv, når man får et spejlet i det medium, som en julekalender er. Mon ikke vi til sidst sidder tilbage med en god følelse i maven, med kærligheden i centrum, så man kan rumme det svære. Især når det er børn, der er publikum er det væsentligt også at give plads til håbet,” siger Ester Holte Kofod og understreger dermed, hvordan sorg og kærlighed især i julen går hånd i hånd.