Julemanden, der afskaffede sig selv

Julemanden var en del af juletraditionen i min familie, da jeg var barn. Indtil den juleaften, hvor julemanden kom til at afskaffe sig selv, skriver journalist Bjørg Tulinius

Julemanden, der afskaffede sig selv
Foto: Axel Shütt/Ritzau Scanpix.

Skal julemanden komme på besøg? Er det overhovedet en god idé at indføre lige netop dén tradition? Og hvem tager i givet fald tjansen med den ufikse filtdragt og det syntetiske skæg? Sådan har mange forældre tænkt, og flere har af bedste hjerte valgt, at selvfølgelig skal også deres børn have lov til at møde den hvidskæggede mand i det røde tøj, som med sine rensdyr og den legendariske latter bringer gaver til verdens børn.

Det var også en del af juletraditionen i min familie, da jeg var barn. Indtil den juleaften, hvor julemanden kom til at afskaffe sig selv. Det var ellers jul af den helt rigtige slags. Med familie, der kom kørende fra alle dele af landet hjem til mine bedsteforældre i Vestjylland, hvor min mormor havde stegt, syltet og braset i hele december, så alt var klar til det store rykind. Vi var fire generationer samlet. Fra oldemor, der blev hentet i sin lejlighed sidst på eftermiddagen, og til mig, som i mange år var det eneste barn i flokken. Oldemor havde endda fødselsdag den 24. december, præcis som det barn, præsten fortalte om i kirken, og min morfar senere på aftenen læste højt for os om i juleevangeliet.

Efter julemiddagen gik alle kvinder ud i køkkenet for at vaske op. Det tog en evighed, og imens sad mændene, min oldemor og jeg inde i stuen – og ventede. Efter meget lang tid blev vi så bedt om at gå udenfor, og så var det kun min morfar og mormor, der måtte være derinde. Jeg havde selvfølgelig set træet og genkendt både de hjemmelavede stofkræmmerhuse og de skinnende glas-kugler. Men næste gang, vi så træet, var det tændt, og nu skulle vi endelig danse rundt om det, holde hinanden i hænderne og synge alle de julesalmer og sange, som gjorde lige netop denne aften til både den varmeste, dejligste og mest højtidelige i hele året.

Bagefter fik de voksne kaffe, og jeg måtte tage en ekstra sodavand. Og præcis som de andre år, så blev der pludselig banket på døren ind til stuen. ”Kom endelig indenfor,” sagde min mormor, og ind kom selveste julemanden. Jeg kunne kende ham fra sidste år, og mit hjerte slog ekstra hurtigt, da han spurgte, om der var nogle artige børn til stede. Jeg rakte forsigtigt en finger i vejret, og så kom dén der latter, jeg også kunne genkende. ”Ho, ho, ho,” sagde julemanden. ”Kan du se, jeg har sækken med heromme på ryggen. Nu sætter jeg den forsigtigt ned på gulvet, kan du så selv kravle ind i sækken og finde en gave?”, spurgte han med sin meget dybe stemme. Det var lidt anderledes end sidste år, tænkte jeg, men julemanden kunne vel også finde på nye måder at gøre tingene på, så jeg kravlede forsigtigt ind i sækken og skulle lige til at tage en gave med ud, da sækken blev lukket.

”Ho, ho, ho,” sagde julemanden igen. Men denne gang lød det knapt så hyggeligt som før.

”Det var barn nummer 355, jeg har fanget i år,” sagde han så og begyndte at løfte sækken op. Med mig indeni. Og derfra begyndte dén juleaften bare at gå galt. Jeg var så bange derinde i sækken, at jeg kom til at græde. Julemanden skyndte sig selvfølgelig at lukke mig ud igen og klappede mig på hovedet og sagde, at det hele jo bare var for sjov. Men jeg troede ikke på ham mere. Løb hen til min mor og var nærmest utrøstelig. Hvad var der galt med den julemand? Var han slet ikke god? Og hvorfor var alle nu pludselig så sure på min far, da han kom tilbage fra toilettet? Det var, som om julemanden havde fjernet al julehyggen, og jeg håbede aldrig mere, at han ville komme på besøg juleaften. Så hellere finde gaverne under træet, som jeg havde hørt andre børn gjorde.

Jeg ved ikke, om det er et eksempel til efterfølgelse, hvis andre gerne vil af med den julemand, de selv har været med til at indføre. Men jeg ved, at der også var julemand på besøg, da mine egne børn var små. Og her blev fortryllelsen afbrudt på en lidt mere pædagogisk måde, da min mors sko blev genkendt under den røde kappe.