Prøv avisen

Julen er både hjerternes og ensomhedens fest

Tegning: Rasmus Juul.

Det er ikke kun unge og gamle, som rammes af langvarig ensomhed, men også mennesker midt i livet. Tina har kæmpet med ensomhed det meste af sit liv, men har nu fundet et fællesskab i Facebook-gruppen Smilet og arrangerer selv julemiddag i år

Tina beskriver sin oplevelse med langvarig ensomhed som en grundlæggende følelse af sorg. En sorg over ikke at kunne betro sig til nogen. En sorg over ikke at have nogen at dele sine oplevelser med – både de gode og dårlige.

”Forestil dig, at du oplever noget rigtigt rart,” siger Tina, som ikke har lyst til at få sit efternavn i avisen, og fortsætter:

”Det første, du vil gøre, er, at fortælle din mand eller kone det. Eller ringe til din bedste ven. Men jeg havde ikke nogen, jeg kunne ringe til.”

Selvom Tina i dag stadig kæmper med et langtidssygeforløb, føler hun sig ikke ensom mere. Hun har nemlig fundet nye venner og for nylig fået en kæreste. Men sådan har det ikke hele tiden været. Tina er 40 år, og for hende har ensomheden været en slags følgesvend igennem det meste af hendes liv.

”Det er en følelse, jeg har haft siden barndommen. Jeg har ikke rigtig nogen barndomsvenner eller kammerater fra skoletiden,” siger hun.

Selvom der er et større antal mennesker, der føler sig ensomme blandt unge og de allerældste i samfundet, er der er også en betragtelig gruppe af voksne midt i livet, som føler sig ensomme.

En undersøgelse fra MaryFonden og fonden Ensomme Gamles Værn fra 2015 viser, at 6,8 procent af de 35-44-årige og 9,4 procent af de 45-54-årige sjældent eller aldrig træffer venner. Og fem procent i begge disse aldersgrupper mangler nogen at tale med, når de har behov for støtte. Disse tal tyder ifølge forskerne bag undersøgelsen på, at der er væsentlige sociale og psykologiske problemstillinger blandt den voksne befolkning i Danmark.

Og netop sorgen over ikke at have nogen at dele sine tanker med er det, mange angiver som det hårdeste aspekt ved den langvarige ensomhed, fortæller Andreas Nikolajsen. Han er psykolog og projektleder i fonden Ensomme Gamles Værn og stod bag undersøgelsen fra 2015.

”Det at dele sit indre liv med et andet menneske er det, de savner mest,” siger han.

Han forklarer, at der er mange, der oplever ensomheden som ekstra svær op til højtider som jul og i ferierne. For selvom den langvarige ensomhed i forvejen føles hård til hverdag, bliver følelsen nemlig forstærket op til eksempelvis jul, hvor der lægges op til, at tiden tilbringes i familiens skød.

”Det er jo noget, vi ser i reklamer og i ’Go’ morgen Danmark’. Man bliver næsten bombarderet med, at nu er det tid til hygge og nærvær. Og hvis man ikke har nogen, så gør det ekstra ondt,” fortæller Andreas Nikolajsen.

Også for Tina har juletiden før været hård. Når hun gik forbi vinduerne, kunne hun se ind i andre folks hjem, hvor familier sad ved bordet og spiste og hyggede sig sammen, mens der var børn, som legede i stuen.

”Så kan man rigtig mærke den der følelse af ensomhed,” siger hun og forklarer, at det ikke at have nogen at være sammen med om måltidet er noget af det hårdeste.

”Dér, hvor det tit rammer mig, er, når jeg spiser alene derhjemme,” siger Tina og uddyber:

”Jeg har jo haft et normalt familieliv, så jeg ved godt, hvad det vil sige.”

Tina har nemlig både været gift før og har en søn på syv år, som hun i dag kun ser sporadisk.

Da hun fødte sin søn for syv år siden, fik hun en fødselsdepression. Hun ville ikke have noget med ham at gøre og kunne ikke forstå, hvad der var galt.

”Jeg tænkte: Hvorfor har jeg det ikke ligesom dem, man læser om i bøgerne? Den dér moderfølelse, den udeblev bare fuldstændig.”

I stedet forsøgte hun at flygte fra situationen ved først at begrave sig i arbejdet. Og samtidig begyndte hun at drikke for meget, og på et tidspunkt blev det så slemt, at hendes mand fik hende overtalt til at gå i behandling. Da hun kom hjem fra behandlingen, blev de to skilt, hun mistede forældremyndigheden, og senere mistede hun også sit arbejde som kok og blev langtidssygemeldt. De voldsomme oplevelser medførte endnu en lang periode med ensomhed og depression for Tina, hvor hun ikke så nogen og isolerede sig derhjemme. Til sidst blev det så slemt, at hun forsøgte at tage sit eget liv. Det var den sværeste periode i hendes liv.

”Jeg har jo både haft egen forretning, hus, bil og mand. Og pludselig mister jeg både jobbet, de sociale relationer, manden og mit barn. Det var det hårdeste,” fortæller hun.

Det er vigtigt at skelne mellem forbigående og længerevarende ensomhed, forklarer Mathias Lasgaard, som er lektor på Syddansk Universitet og forsker i ensomhed.

Han forklarer, at den kortvarige og forbigående ensomhed på mange måder er en hensigtsmæssig menneskelig mekanisme.

”Det er en måde, vi tilpasser os på. Vi bliver klar over, at vi har nogle sociale behov, vi ikke får dækket,” påpeger Mathias Lasgaard og fortsætter:

”Men for dem, hvor ensomheden bliver en følgesvend og løber over en længere periode, har det negative konsekvenser både socialt og sundhedsmæssigt.”

Den længerevarende ensomhed kan især øge risikoen for depression. Desuden er der kommet mere og mere dokumentation for, at ensomheden også påvirker det fysiske helbred. En længerevarende ensomhed er nemlig en stressende situation for det enkelte menneske, som kan sætte reaktioner i gang, som har indflydelse på helbredet. Flere undersøgelser viser blandt andet, at langvarig ensomhed øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk, for højt kolesteroltal og øget sårbarhed over for infektioner.

Det forklarer Rikke Lund, som er læge og lektor ved afdeling for social medicin på Københavns Universitet og forsker i, hvordan sociale relationer påvirker helbredet.

Ifølge hende er der forskellige årsager til længerevarende ensomhed. For personer midt i livet kan det blandt andet være en alvorlig og længerevarende sygdom, at miste sit arbejde eller at blive skilt. Men det kan også være nogle forhold, som er blevet etableret tidligere i livet.

”Det er de store livsbegivenheder, som kan være medvirkende til, at man bliver skubbet ud af de sociale sammenhænge, man normalt befinder sig i, hvor det kan være svært at finde fodfæste igen,” siger Rikke Lund.

For Tina begyndte den langvarige ensomhed tidligt i livet, da hendes forældre blev skilt. Tina var ked af det og vred på sine forældre og på sin nye stedmor og stedfar. Så da hun var 11 år, løb hun hjemmefra og blev væk i tre døgn. Hendes forældre havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle tage sig af hende, og som 11-årig blev hun anbragt på et børnehjem. Hun har under sin opvækst boet flere forskellige steder rundtom på Sjælland, og det har betydet en lang historie med nye kvarterer, nye skoler og nye klassekammerater, men hun var der aldrig længe nok til, at venskaberne for alvor kunne slå rod.

”Jeg gik i så mange forskellige skoler, så der var aldrig nogen venner, der blev hængende,” siger Tina.

Rikke Lund forklarer, at det er uvist, om ensomhed er et stigende fænomen i samfundet, men at den øgede fokus på problemet kan få det til at fremstå, som om problemet er voksende. Alle tre forskere påpeger dog, at antallet af mennesker, som bor alene, vokser markant. Danmark ligger helt i top i Europa med 1,6 millioner danskere, som bor alene. Og det vækker en smule bekymring.

”Enten bliver der flere ensomme, eller også skal vi udvikle nogle andre former for fællesskaber, så andelen af ensomme blandt dem, som bor alene, ikke vokser,” siger Mathias Lasgaard.

Rikke Lund er enig og påpeger, at det ikke er et problem at bo alene, hvis det er et bevidst valg, og man har et godt netværk med tætte relationer.

”Men vi snakker om 1,6 millioner danskere. Og det kan godt bekymre mig,” siger Rikke Lund.

I december for præcis et år siden, da Tina havde det rigtigt skidt, så hun et tv-indslag om en ung mand ved navn Patrick Cakirli, som selv havde følt sig ensom og derfor havde skrevet en opdatering om hjælp på det sociale medie Jodel. Det skabte en masse reaktioner og medførte, at Facebook-gruppen Smilet blev oprettet. Gruppen fik hurtigt tusindvis af medlemmer, og Tina blev nysgerrig. Hun meldte sig ind i gruppen, og efter et længere tilløb som observerende medlem begyndte hun selv aktivt at tage del i gruppen.

”Jeg ved ikke, hvor jeg var havnet, hvis ikke jeg havde fundet Smilet,” siger hun.

Nu mødes hun ofte med andre medlemmer på caféer, til gåture, biografture og hjemme hos hinanden til madlavning. For nylig var de en flok, som tog til Malmø for at se en udstilling om Titanic. I Smilet har hun fundet et fællesskab, hvor hun kan fortælle om sin ensomhed, uden at der bliver kigget skævt til hende.

”Jeg gik fra at have alting til at have ingenting. Og det at fortælle omverdenen, at man har fejlet, har været rigtigt hårdt. Men sådan nogle ting kan jeg fortælle i Smilet, og dér er ikke nogen, som peger fingre ad en,” understreger Tina.

”Smilet har åbnet en masse døre for mig socialt. Jeg har simpelthen fået lysten til at leve igen,” fortæller hun.

Tina har desuden fået en kæreste, og i år arrangerer hun selv juleaften for medlemmer af Smilet. Hun har lejet et lokale i København med plads til 50 og laver al maden selv sammen ni andre medlemmer af gruppen, som har meldt sig til at hjælpe.

”Det er en god måde at lære hinanden bedre at kende på, hvor de, som er lidt usikre, kan komme tidligere og hjælpe til med at dække bord og på den måde blive sluset ind i fællesskabet,” siger hun og tilføjer, at der stadig er ledige pladser til arrangementet for dem, der skulle have lyst.