Vor Fader i Himlen!
lad det ske,
lad julesorgen slukkes!

Julesorg og ensomhed

Bent Meier Sørensen har ofte undret sig, når han har mødt mennesker, som ikke forstår ordet ”julesorg”. Selv husker han aldrig at have studset over ordet, for siden han som stor dreng blev bevidst om ordene i Grundtvigs tekst, har julen været en højtid blandet op med sorg og ensomhed. En svær højtid, som nærmest blev en slags skuffelsernes holdeplads.

I mange år var han op til jul fuld af både håb og forventning. Ikke så meget på grund af tankerne om de ventende julegaver, men fordi han på vej mod jul håbede, at julen dette år ville danne ramme om en form for harmoni og forsoning i en familie, som var mærket af psykisk sygdom.

Og hvert år kom skuffelsen: endnu en julesorg over en højtid præget af konflikter og følelsesmæssige udfordringer.

”Min søster var psykisk syg, og julen kom til at runge af alt det forfærdelige, som er forbundet med psykisk sygdom. Vi giver julegaver som en form for følelsesmæssig udveksling, men er man i et følelsesmæssigt underskud, vil man aldrig kunne få gaver, som slår til. Det værste var ofte den sidste aften, inden vi brød op fra julebesøget. Her gik det op for min søster, at heller ikke denne jul leverede forløsningen, og som hendes bror følte jeg, at jeg burde havde gjort noget andet. Endnu en gang slog jeg ikke til som bror. Det var ubærlige aftener,” siger han.

Ifølge Bent Meier Sørensen, der er professor i ledelse, filosofi og psykologi, er sorg og omsorg simpelthen tilværelsens fundamentale struktur, og det er den, han har sagt ja til at folde ud i denne samtale.

En livslang sorg

Selv bærer han på, hvad han kalder en livslang sorg, efter at hans søster, Elisabeth Meier Sørensen, tog sit eget liv for 15 år siden. Hun var halvandet år ældre end ham.

Umiddelbart ser man ikke sorgen, når han tager i mod på sit kontor på Handelshøjskolen i København, CBS. Han er imødekommende på den smilende måde, og han er tillige veltalende, men han skal blot høre en strofe fra Lis Sørensens ”Ind til dig igen”, før sorgen massivt og lammende overvælder ham.

Et glimt af en kvinde med samme hårfarve som søsteren kan også få sorgen til at vælde frem.

”Sorg har én fase, og den hedder sorg, og den bliver ved,” siger han.

Bent Meier Sørensen, 48 år, er på mange måder vokset op under privilegerede kår. Hans første barndomsår blev tilbragt i Skovlunde ved København, hvor hans far, sognepræst Aage Sørensen (1925-1992), var en igangsættende og afholdt præst. Hans mor, pædagog Edel Meier Sørensen, gik i en årrække hjemme hos de fire børn.

Da Bent Meier Sørensen var fire år, skiftede familien forstadslivet ud med landliv i Eltang ved Kolding. Men både i Skovlunde og Eltang levede Bent Meier Sørensen med en slags skygge, som kom fra hans far.

En skygge, som fik hans far til fra tid til anden at forsvinde fra familien ind i sit studerekammer, hvor han sad ganske længe.

”Min opvækst var en blanding af et godt og svært liv, som de flestes liv vel er, men modsætningerne fik vi i ekstrem form i vores familie, og vi havde svært ved at håndtere dem. Der skulle være et nærvær, men der var et fravær. Børn skal være glade, men min søster blev syg,” siger han.

Måske er Bent Meier Sørensens fortælling en historie om, hvordan det tager generationer at hele en krigs sår. Hans far var modstandsmand under Anden Verdenskrig, men talte ikke om det.

Sønnen oplevede, at hans far levede videre med krigens traumer i en slags ensom tavshed, hvilket kom til udtryk i en rugende lukkethed og de lange ophold i studerekammeret, hvor hans far kunne være i dagevis.

”Jeg vidste ikke nøjagtigt, hvad min far havde gjort i krigen, eller hvad han havde set. Der var vel en form for omsorg i hans tavshed.”

Mens der ikke var ord for hans fars lange og hyppige ophold i studerekammeret, så kom der med tiden ord for den sygdom, hans søster udviklede i teenageårene. Bent Meier Sørensen var 12 år, da han første gang tænkte, at hans søster ikke ville kunne overleve i verden.

For ham var hun indbegrebet af livskraft og samtidig højt begavet, men han anede tidligt hendes sårbarhed. Han delte ikke katastrofetankerne med nogen.

Hjemmet var ingenlunde følelseskoldt, men følelser levede et ordløst liv i familien, og han har ikke erindringer om tilløb til at dele denne tidlige bekymring for søsteren.

”Jeg havde en grundlæggende fornemmelse af, at min søster var skrøbelig, og jeg frygtede, at tilværelsen var for hård for hende. Hun var højt begavet, men i gymnasiet begyndte hendes sociale relationer at blive mere belastede, og hendes retning i tilværelsen blev mindre klar. Efter gymnasiet begyndte indlæggelserne.”

Hun blev diagnosticeret med personlighedsforstyrrelsen borderline samt skizofreni, to svære psykiske lidelser. Hun havde ingen sygdomserkendelse, og det var en sygdomshistorie præget af, at hun ikke var særlig god til at lade sig medicinere.

Men mellem psykoserne, som kunne vare et halvt år, var der perioder med en slags normalitet.

”På en måde blev min fars tavshed lettere at bære med Elisabeths sygdom. Min fars kamp mod krigens traumer var implicit, men min søsters psykiske sygdom var meget eksplicit og var en form for lidelse, som fik ord på sig. Med en så manifest lidelse som min søsters blev alle oplevelser af lidelse og smerte lagt over i hendes lidelse.”

Da han som 12-årig fik de første bekymrede tanker om sin søsters manglende robusthed, erkendte han også indirekte sin egen skrøbelighed.

”Hun kunne meget mere, end vi tre brødre kunne. Hun havde mange flere følelser, mens vi var sådan nogle underligt gammelkloge børn. Jeg kæmpede med at føle mig fejlanbragt og usamtidig og med at finde vej. Min kone plejer at sammenligne mig med forfatteren F. Scott Fitzgeralds figur Benjamin Button, som blev født som cirka 80-årig og derfra blev yngre år for år. Det passer på sin vis meget godt.”

Første gang Bent Meier Sørensen opsøgte hjælp, var i slutningen af gymnasiet, hvor han fik samtaleterapi. På det tidspunkt var hans søsters sygdom taget til, og han oplevede verden som tiltagende uhåndterlig.

Han fik gode karakterer, så egentlig havde han mange muligheder i uddannelsessystemet, men det var ikke sådan, han oplevede det. Han flyttede ind i en etværelseslejlighed på Trøjborg i Aarhus og begyndte universitetsstudierne.

”Jeg begyndte at lide af søvnløshed. En morgen vågnede jeg tidligt, og min tanke var: 'Jeg er ikke lykkelig'. Det kan lyde som en dårlig roman, men jeg tror, at jeg i al min ulykke havde bildt mig ind, at jeg havde haft en lys og lykkelig barndom. Sagen var snarere, at alle følelserne var koncentreret hos min søster, som var syg, og igennem hvem alle følelserne blev udtrykt. Så var der tre brødre, som klarede sig godt. Der var ikke plads til, at de smed kaos ind i butikken. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg fortalte mine forældre, at jeg gik i terapi.”

Som 23-årig blev han indlagt akut på Frederiksberg Hospital med depression, og efterfølgende blev han tilbudt terapi, og også studenterrådgivningen og studenterpræsterne har hjulpet ham.

”Hele det med at blive voksen var svært for mig. Jeg følte, at her kom jeg med alle mine talenter, og så tabte jeg det hele på gulvet, hvilket både var en lammende og forfærdelig oplevelse. Men min ressource var, at jeg havde sygdomserkendelse, at jeg kunne åbne en masse døre og opsøge hjælp, og jeg kunne tage mod hjælpen. Jeg levede et relativt normalt liv med mine depressioner op gennem 20'erne og kunne lige balancere, mens min søster levede et liv med en anderledes aggressiv psykiatrisk lidelse og havde meget lidt normalitet.”

Søsterens død

Hans søster døde en sommerdag i 2000. Sidste gang han så hende, var et halvt år tidligere, da de cyklede gennem København. Han kan se hendes smil, høre hendes lyse latter og det dansende hår omkring ansigtet. Mens han cyklede bort fra hende, råbte han: ”Vi tales ved!”.

I månederne op til hendes død, havde de imidlertid ikke kontakt. Når hun stod ved dørtelefonen og ville ind, åbnede han ikke døren. Det var mest for at beskytte sig selv, for når hun var i psykose kunne en enkelt samtale overbevise ham om, at søsteren var helt rask, og resten af familien var en gruppe forrædere.

Den sidste tid var hun omgivet af slægtninge, som havde overskuddet til at vise hende omsorg, og forgæves gav de hende førstehjælp efter selvmordet.

Han var på ferie i Frankrig, da han fik beskeden om hendes død. Selvom en psykiatrisk diagnose ofte fører til en tidlig død, blev han fanget på det forkerte ben, da han fik beskeden.

”Tilliden er større end mistilliden. Håbet er større end fortvivlelsen. Håbet er en livsytring, som altid går forud for døden, og derfor er døden altid en skandale og en uindbudt gæst. Selvom vi ved, at vi skal dø, så omgås vi hinanden med en paradisisk utopi, hvor vi handler, som om vi skal have hinanden altid,” siger han.

”Sådan havde jeg det også med min søster.”

Han beskriver sorgen over søsterens selvmord som en sorg, der vanskeligt lader sig modne til et håndterbart minde. Da hun døde, gik han i psykoanalyse, og netop i analytikerens rum havde han mulighed for at arbejde med selvmordet i lyset af sorg og omsorg.

”Man står med noget, som er uhåndterligt. Du kan ikke lære at håndtere, at din søster har begået selvmord. Du kan ikke håndtere det, men du skal overleve det, og der kommer let en slags skæbnetro ind. Man siger: 'Det lå i kortene', eller 'det går jo sådan'. Det lille ord 'jo' siger en hel masse: 'Familien er jo forbandet, så hvis du ender på gaden og dør for egen hånd, så er der ikke noget, du kan gøre ved det, så opfylder du bare den forbandelse, som din søsters død allerede har bevist.' Jeg har måttet føre en dialog med mig selv om forskellige veje, som jeg kunne gå. Jeg har tænkt på selvmordet, som er en del af en større mytolog: 'Du er bare næste bid, som maskinen æder.' Tanken om selvmordet bliver så at sige en del af familieforbandelsen.”

I tiden efter søsterens død oplevede han, at han måtte tage et valg. Skyldfølelserne var mange. Han måtte erkende, at hans omsorg for søsteren ikke havde rakt til at skærme hende fra døden, men bar han en skyld?

”Jeg har valgt at stå ved mine valg. Der ligger en underlig flugt fra ens historie og de valg, man tog, i at fortryde den historie og de valg. At påtage sig en skyld for et selvmord, hvad mange pårørende gør, bringer dig tættere på dit eget selvmord, og der ligger også en underlig, selvforkastende flugt i at tage skylden.”

Efter søsterens død brugte han mange mentale kræfter på ikke at forkaste det liv, han havde levet, men at stå ved det.

”Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Det kan nok være, at mine evner var begrænsede, og at jeg ikke havde modet, men jeg snød ikke på vægten. Andre må bedømme, om det var godt eller dårligt, men starter man med at forkaste alt det, man har gjort, så inviterer man døden ind og siger: 'Værsgo, æd mit liv, bare du lader mig trække vejret 40 år endnu.' Det skal man ikke. Døden er en skandale og skal afvises.”

Han citerer den tyske poet Hölderlin (1770-1843), som har skrevet: ”Hvor faren gror, der gror også redningen”. Han har brugt Hölderlins ord til at tage sin historie på sig.

”I stedet for at tage skylden for en andens død på sig og kassere sit liv, så har jeg valgt at stå ved det jeg gjorde og ikke gjorde. Dermed er jeg blevet i den lidelse, som jeg ikke har ord for, men som er en del af min eksistens. Faren og redningen er samme sted, og jeg har måttet bevæge mig i cirkelbevægelse omkring dem.”

Han reciterer et digt af Søren UlrikThomsen, som har været en slags mental vejviser for ham, da han skulle finde en balance, hvor han ikke har villet flygte fra det skete, men samtidig ikke ville gå med sorgen ind i en selvforkastelse. Det er fra digtsamlingen ”Hjemfalden” fra 1991 og lyder:

En gang om dagen er ensomheden så stor,
at man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang om dagen er lykken.
Indimellem må man så se at få ordnet sine ting.

For otte år siden blev Bent Meier Sørensen gift med teologen og politikeren Ida Auken og har fået et familieliv, han i mange år ikke turde drømme om. Han fortæller om den tale, han holdt til Ida Auken ved deres bryllup.

”Uden at lyde for melodramatisk sagde jeg, at hvis det ikke havde været for mine venner, så havde jeg ikke stået her i dag. Det faktum, at jeg stadig er på jorden, tilskriver jeg mine venner.”

Ville ikke give familiens forbandelse videre

For fire år siden blev han far. Skønt han altid har været glad for børn, havde han aldrig tænkt, at han skulle være far. Den manglende lyst til at få børn kobler han med en ubevidst skæbnetro om ikke at give familiens forbandelse videre.

I dag forekommer tanken ham ufattelig, men sådan tænkte han. Men hvad får et menneske til at flytte sig fra selvmordet som en oplagt mulighed til det punkt, hvor han i dag befinder sig?

”Måske er det meget godt, at jeg ikke kan svare på det spørgsmål. Det teologiske svar vil være at sige nåde, men måske er en af tilværelsens kvaliteter, at de umiddelbare livsytringer er så umiddelbare, at vi ikke kan formidle dem.”

Hans egen far forsvandt ind i studerekammeret, og relationen var præget af rugende lukkethed. Bent Meier Sørensen er bevidst om, at han vil tilbyde sine børn en varig relation, men han ved også, at fordringerne som far er uendelige.

”En af udfordringerne ved at have børn er, at man må åbne sig for den kærlighed, de repræsenterer. Jeg var slet ikke forberedt på, at den kærlighed, børn repræsenterer, er så fysisk, og jeg har måtte finde et mod til at lade mig overstrømme af deres kærlighed.”

Han kæmper med at sige til sine to drenge, at han elsker dem.

”Jeg har næsten måtte tvinge mig selv til det. Når man tænker på, hvor elskværdige min børn er, så er det vanvittigt, at jeg skal have det sådan. Men i det øjeblik man ser sin søn i øjnene og siger, jeg elsker ham, så er det udtryk for både en omsorg og en værens-form, hvor man åbner sig for den andens fordring. Vores tilværelser er intimt og uadskilleligt forbundet, og jeg er præcis så udsat som det udtrykkes i ordene 'jeg elsker dig'.”

I morgen er det juleaften. Kan julesorgen slukkes, som Grundtvig skriver det i salmen? Bent Meier Sørensen svarer ved at fortælle om juleaften for tre år siden. De fleste af gaverne under træet var pakket ud, men så fik han en lille pakke fra sin søn.

”Det er uden tvivl den mest ægte juleoplevelse, jeg nogensinde har haft. Det var en lille figur, han havde lavet i vuggestuen. Jeg havde ikke forventet at en julegave kunne udtrykke en ren følelse, men det gjorde den. Jeg vidste ikke, at miraklet ville ske, og mirakler virker bedst, hvis man ikke forventer dem.”