Buber og Løgstrup har hver på deres måde klarlagt centrale træk i menneskeligt samvær og samtale. Det er også samtalen, dens kraft og muligheder, der er Habermas’ udgangspunkt, og det er på grundlag af sin analyse af samtalen, at han har udviklet et syn på samfundets indretning og demokratiet, som er et af de mest indflydelsesrige i dag.
Der findes tre hovedtyper af samtale: Den kan være en drøftelse, hvor man i fællesskab får belyst og afklaret, hvad der er tilfældet, hvad der er situationens komponenter. Den kan for det andet være en rådslagning, hvor man i fællesskab får afklaret, hvad der er det rigtigste og retfærdigste. Og endelig kan den være en personlig samtale, hvor man sammen prøver at afklare, hvad der er det vigtigste i ens liv, og hvilke tilskyndelser der skal fremmes, og hvilke der skal nedprioriteres.
Det afgørende er nu, at Habermas viser, at vi i alle tre typer af samtaler kan nå frem til en større og mere begrundet og fornuftig afklaring, end vi kan alene. Vi kan nemlig begrunde og argumentere for vort syn på situationen, for vor opfattelse af, hvad der er det rigtigste, og for vort syn på, hvad det kommer an på i tilværelsen, og hvilke tilskyndelser der er de bedste.
I vor dagligdags udveksling med hinanden kobler vi disse tre typer af samtaler sammen, og herigennem hjælper vi hinanden til et mere facetteret syn på vor verden, på hvad der er fair og rigtigt, ligesom vi opnår en mere balanceret forståelse af os selv og vore egne muligheder. I alle fald rummer den egentlige samtale, det vil sige den samtale, som sigter mod indbyrdes forståelse og indbyrdes enighed, muligheden for dette.
Også i den samtale, som er kernen i demokratiet, og som tager sigte på at fastlægge rammer for vor fælles tilværelse, er det afgørende, at alle frit kan betjene sig af alle de tre typer af samtale. I den grad alle her får lov at komme til orde, og i den grad man lytter til hinanden, får vi et samfund, hvor de styrendes magt og tvang er blevet afløst af ”argumentets ejendommelige tvangfrie tvang”. Hvor vi altså realiserer frihed, lighed og broderskab mellem mennesker, og hvor vi samtidig skrider frem i fornuftiggørelse af vore samfundsmæssige institutioner. Hvor disse bliver stedse mere velbegrundede, fordi vi bestræber os gennem argumenter på at nå frem til en enighed, som er fornuftig i den forstand, at den er resultatet af en kritisk afvejning af de forskellige argumenter.
Vi har faktisk også udviklet bestemte fællesskaber eller ekspertgrupper, hvor det gælder en systematisk udvikling af de tre former for fornuft, som er knyttet til de tre typer af samtale: Nemlig dels den intellektuelt-beherskende form for fornuft, hvormed vi teknisk øger vort herredømme over naturen og den hermed forbundne velstand (og dette fællesskab er videnskaben). Dels vor moralske fornuft (moral og retsinstitutioner). Dels vor æstetisk-ekspressive fornuft (kunsten).
Samtidig er det en central tese hos Habermas, at der er dele af det samfundsmæssige liv, som ikke skal reguleres af en sådan samtale. Nemlig dels det økonomiske liv, som i stedet reguleres gennem udveksling af penge. Dels det administrative liv, der reguleres gennem magtbeføjelser og bemyndigelser, som er tildelt bestemte personer efter givne regler. Et samfund skal nemlig ikke blot være frit og fornuftigt. Det skal også være effektivt – i henseende til at kunne frembringe rigdom og velfærd. Derfor er det nødvendigt med en markedsøkonomi, hvor pengene styrer, og et smidigt administrativt system, som kan sikre forudsigelige rammebetingelser for det økonomiske liv og sikre de statslige institutioners effektivitet og dermed også velfærden.
Men lige så vigtigt det er at respektere disse to systemer, lige så vigtigt er det at arbejde for, at de ikke breder sig på det øvrige samfunds – på civilsamfundets – bekostning. For intet kan erstatte samtalen, når det gælder opretholdelsen og udvidelsen af den fælles kultur og den meningsfuldhed, den udstyrer vor tilværelse med. Og kun samtalen kan opretholde og udvikle vort politiske liv med dets orden og solidaritet.
Og endelig er det kun samtalen, der kan sikre, at den enkelte – ikke mindst barnet og den unge – udvikler en personlighed med identitet. Bliver samtalen trængt tilbage på disse tre områder, da sker der en opløsning af kulturen, af samfundet og dets sammenhængskraft og af personligheden.
Det gælder også om at give de tre ekspertkulturer – videnskaben, moral- og retsinstitutionerne samt kunsten – selvstændighed til at forfølge deres tre former for fornuft. Men det er lige så vigtigt at sikre, at deres resultater føres tilbage til og indoptages i vores allesammens fælles samtale, hvor disse tre former for fornuft forenes med hinanden i vores bestræbelse for bestandigt at videreudvikle vort samfund.
Herudfra forstår vi, hvor central samtalen er for vort liv – både på det mere private plan, på det kulturelle plan (i den kulturelle offentlighed) og på det politiske plan (i den politiske offentlighed). På denne måde bliver Habermas en helt central fortaler for demokratiet forstået ikke blot som en ramme for valget af repræsentanter og for styreformen generelt, men som rammen for en livsform, som værdimæssigt er bedre end ethvert alternativt sæt af rammer.