Prøv avisen

K.E. Løgstrup – den danske fænomenolog

Selvom Løgstrup var uddannet teolog, har han udviklet en filosofi om mennesket og om det etiske, som i kraft af sin anskuelighed og konkrete form – altså netop sin fænomenologiske karakter – har haft større betydning i det sidste århundredes Danmark end nogen anden filosofi. Illustration: Rasmus Juul.

Løgstrups analyser om menneske og om det etiske har gjort kristendommen vedkommende - også for dem, som ikke har noget særligt forhold til kristendommen.

Ligesom MartinBuber i sin bog ”Jeg og du” afdækkede duets betydning for det at være menneske, således viste Løgstrup i sin bog ”Den etiske fordring”, hvordan enhver af os holder noget af den andens liv i vore hænder, og at der af dette forhold udspringer en fordring eller appel til os om at tage vare på det af den andens liv, som vi har i vor magt.

Løgstrup talte om den fundamentale tillid: Vi er prisgivet hinanden

Løgstrup viste, at vi i samlivet med hinanden slet ikke kan undgå at få en umiddelbar magt over hinanden. Vi kan nemlig ikke lade være med at udlevere os til hinanden. Henvender jeg mig til en anden, er der noget i denne henvendelse, jeg har kontrol over. Nemlig hvilke oplysninger jeg giver den anden, hvad jeg indvier den anden i, hvad jeg foreslår, hvad jeg advarer mod, hvad jeg gerne vil have svar på etc. Men uanset om jeg oplyser om, tilråder, advarer, er jeg til stede med noget umiddelbart, nemlig i mit blik, i mit ansigtsudtryk, i den tone, jeg henvender mig i til den anden. I disse umiddelbare udtryksfænomener vover jeg mig frem, udleverer mig til den anden og viser en form for tillid til, at den anden vil tage imod mig, have med mig at gøre. Det er, fordi jeg på denne måde udleverer mig, at jeg føler det som en blottelse, som pinligt og smerteligt, hvis den anden slet ikke tager imod mig, slet ikke er til stede med sin umiddelbarhed i sit blik, sit udtryk, sit tonefald.

En anden måde, jeg bliver udleveret til en anden på, er gennem mine følelser, for eksempel gennem mine forventninger til den anden. En tredje måde er den udleverethed, ja prisgivethed i forhold til de andre, jeg kommer i, der hvor jeg er i nød. Der er jeg altid til en vis grad udleveret til de bestemte mennesker, der er omkring mig.

I alle tre tilfælde – i samtalen, i den følelsesmæssige involverethed, i nødens prisgivethed – udgår der en situationens appel til mig. En appel til mig om at tage imod den anden, tage vare på det af den andens liv, der er i min magt, og som jeg derfor har ansvaret for. Ikke forstået sådan, at jeg skal leve op til den andens forventninger og optræde på den måde, den anden ønsker. For den anden kan have helt urimelige ønsker og ønsker, som ikke er til hans eget bedste. Men forstået på den måde, at jeg vil den andens bedste, så langt det står til mig.

Der er ingen tvivl om, at vi her ofte svigter, for så vidt som vi ikke reagerer på denne situationens appel med vor umiddelbarhed, og da må vi gøre det næstbedste: tage os sammen og opføre os ordentligt og anstændigt. Det er det vi kalder at have en moral. Men det er kun det næstbedste. Det bedste er det etiske forstået som godhed: umiddelbart at være optaget af, at de menneskers liv lykkes, som kommer ind i og er en del af vores eget liv.

Samtidig med at Løgstrup på denne måde afdækker noget fundamentalt i alle menneskers tilværelse, får han klarlagt – efter min mening bedre end det før er gjort – hvad der er det centrale i kristendommens livsforståelse. For den umiddelbare tagen vare på hinandens liv er jo det, der menes med næstekærlighed; er det, som kendetegner alt, hvad Jesus sagde og gjorde.

Løgstrups fænomenologiske analyser gjorde kristendommen vedkommende

Foruden umiddelbarhedens centrale betydning i det etiske og i Jesu livsforståelse har Løgstrup afdækket umiddelbarhedens dimension og betydning dels i sproget: det talte ords flugt og spontanitet, dels i kunst og litteratur, hvor kunstværket artikulerer eller giver form til vore umiddelbare indtryk og dels i naturoplevelsen, hvor vi for eksempel umiddelbart efterligner eller mimer tingene og omgivelserne. Og det har Løgstrup kunnet gøre, fordi han bedre end nogen anden herhjemme har praktiseret den fænomenologiske metode i sin filosofi: ”at hente frem i dagens lys den forståelse af mennesket og dets verdensforhold, der ligger skjult i den før-filosofiske kundskab”, det vil sige i vor levede, men ikke sprogligt formulerede spontane forståelse.

Man kan roligt sige, at Løgstrup med sine analyser – især i ”Den etiske fordring” – har været med til at gøre kristendommen vedkommende også for mennesker, som ikke ellers har noget forhold til kristendommen. Men han har også, især i sine sidste år, givet en mere metafysisk tolkning af kristendommen, som har haft stor betydning i det hjemlige teologiske miljø. Her må jeg dog i al beskedenhed bekende, at jeg ikke finder hans metafysiske analyser og ræsonnementer nær så overbevisende som hans egentlige fænomenologiske analyser.

Løgstrup har også udviklet en politisk filosofi, som dog ikke har fået så stor gennemslagskraft. Måske især fordi hans bog herom – ”Norm og spontanitet” – udkom i studenteroprørets hedeste år, hvor en humanistisk orienteret socialistisk ordning af det økonomiske liv, som den Løgstrup gjorde sig til talsmand for, blev afvist til fordel for mere radikale forslag. Men netop når man ser Løgstrups vigtigste indsats i hans fænomenologiske analyser af blandt andet skyld, skæbne, karakter og natur, seksualitet og ikke mindst de mange former for magt, må ”Norm og spontanitet” anbefales som hans vigtigste værk efter ”Den etiske fordring”.

Ligesom Buber har Løgstrup været en central inspirationskilde for folk, der arbejder med mennesker – ikke mindst inden for pædagogik og sygepleje.