Kåre Gade: Der vil gå et par år, før jeg har samlet kræfter til næste bryllup

På forsædet sidder den mellemste søn, på bagsædet hans kæreste. Ingen af dem kan bevæge sig, for samtlige andre kubikcentimeter i bilen er optaget af et mindre flyttelæs, som fruen skal fragte til København, fordi den nygifte og hans finske brud ikke havde plads til det i deres lige så fyldte bil

Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad.
Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad. Foto: ANDREW ATKINSON .

Nu, hvor gæsterne er rejst hjem, er udfordringen at få bragt øen, og i særdeleshed vores hårdt prøvede sommerhus, tilbage til sin naturlige tilstand.

“Det var godt, de ikke kunne levere vores gave før brylluppet. Så var du blevet nødt til at køre til fastlandet to gange,” siger jeg til fruen, mens jeg forsøger at lukke bagklappen.

På forsædet sidder den mellemste søn, på bagsædet hans kæreste. Ingen af dem kan bevæge sig, for samtlige andre kubikcentimeter i bilen er optaget af et mindre flyttelæs, som fruen skal fragte til København, fordi den nygifte og hans finske brud ikke havde plads til det i deres lige så fyldte bil:

Omhyggeligt stablede weekendkufferter, musikinstrumenter, gaveæsker, køletasker med levninger og en imponerende mængde dåseøl, som var indkøbt ud fra en - tydeligvis misforstået - forestilling om finners drikkevaner.

Den omfattende og omhyggeligt planlagte logistiske operation op til brylluppet er afløst af en lige så omfattende, men på ingen måde planlagt logistisk operation efter brylluppet. Ingen har tænkt over, hvordan alle de gaver, som 60 tilrejsende venner og familiemedlemmer har bragt med til øen, efterfølgende skal fragtes tilbage.

Vores gave til brudeparret, en lysekrone, er det mindste problem. Forhandleren, der ikke nåede at skaffe den, har lovet at levere den i København efter brylluppet. En hovsaløsning, der nu ligner rettidig omhu.

”Du er sikker på, at jeg ikke skal køre i stedet for dig?”, spørger jeg, da fruen sætter sig ind bag rattet.

“Det er der ingen grund til. Bare du rydder op og gør rent i sommerhuset, mens jeg er væk,” siger hun, smiler påfaldende bredt og starter motoren.

“Jeg prøver at nå så meget, jeg kan,” siger jeg, da de kører af sted mod færgen.

I virkeligheden har jeg accepteret arbejdsfordelingen efter at have skønnet, at jeg både vil kunne nå at fjerne alle spor fra bryllupsforberedelserne, gå i vandet, spise frokost, sove et par timer til middag og læse min roman færdig, inden fruen er tilbage på øen.

Jeg går ind i huset og indser efter en inspektionsrunde, at det er en latterligt optimistisk fejlvurdering. Sommerhuset ligner en i al hast evakueret førerbunker, hvilket heller ikke er helt forkert. Jeg begynder at samle glemte sokker, tomme sodavandsdåser og beskidte tallerkner sammen og proppe sengetøj i vaskemaskinen.

Da fruen seks timer senere parkerer foran sommerhuset, er jeg kun netop færdig.

”Der vil gå et par år, inden jeg har samlet kræfter til det næste bryllup,” siger jeg.

”Der vil gå et par år, inden du har samlet penge til det,” siger fruen.

Vi går ned til havet og svømmer i eftermiddagssolen. Da vi kommer tilbage, stopper vi brat i indkørslen. Lænet op ad bilen står der en pakke, der ligner en gigantisk cigar.

”Hvad i al verden er det?”, siger fruen.

”Jeg håber virkelig ikke, at det er lysekronen,” siger jeg.

Men det er det.