Jeg skriver madklumme. Jeg bladrer i kogebøger for at finde noget, der både passer til sæsonen og til en historie om domprovsten. Det er en morsom historie, hvor jeg er med ham ude at købe bukser. Efter en del fælles tagen bukser af og på i prøverummet føler domprovsten sig foranlediget til at forklare sig over for den unge, mandlige ekspedient:
”Vi er altså ikke gift.”
”Men hvis I var, ville det ikke være noget problem,” svarer ekspedienten.
Problemet er, at jeg ikke kan få historien til at passe ind i en madklumme. Og den mad, der passer til sæsonen, kan jeg ikke komme i tanke om en historie til.
Siden jeg opdagede, at det gav positiv respons, når jeg lod opskrifterne ledsage af en selvudleverende anekdote, har klummen udviklet sig til en kompliceret kabale. Når kabalen går op, ser det ud, som om mit liv er fyldt med spændende mad og tragikomiske tildragelser, der på underfundig vis kompletterer hinanden. Når kabalen ikke går op, er det, fordi mit liv i virkeligheden er fyldt med pastaretter og dybest set er uinteressant.
Det sidste er fruen den første til at bekræfte.
“Hvorfor skriver du ikke bare noget om mad? Folk gider alligevel ikke læse om dig,” siger hun.
Fruen er selv et kompliceret led i kabalen, fordi hun har vetoret, hvis hun er nævnt i klummen. Da de få interessan- te ting, jeg oplever, som regel involverer hende, skal jeg veje mine ord på guldvægt, hvis artiklerne skal gennem censuren.
“Artiklen er til påsken. Jeg kunne skrive noget om, hvordan man bruger resterne af lammekøllen,” siger jeg.
“Lam til påske? Det er der ingen, der gider at læse om,” siger hun.
Så kommer jeg i tanke om, at der har været ballade i Stor- britannien, fordi regeringen lagde moms på pasty – bagværk med kødfyld, der sælges som fastfood. Der har også været en retssag om, hvorvidt man må kalde produktet “Cornish Pasty”, hvis det ikke er bagt i Cornwall. Jeg kunne filosofere over ophavsretten til butterdejsprodukter. Hvis Østrig for- bød danske bagere at sælge wienerbrød, kunne vi begynde at kalde det for Danish ligesom englænderne. Men så skulle vi forbyde andre at bruge navnet.
Jeg mærker, hvordan kulturkritik, køkkenfornuft og den tilstundende påskehøjtid forenes i perfekt timing. Jeg finder kolde kartofler, lammesteg og andre rester i køleskabet. Jeg går i supermarkedet og køber færdiglavet butterdej. Jeg får endda fruen til at hjælpe med at hjælpe med at lave pasties.
Da jeg skal sende artiklen, opdager jeg, at jeg har taget fejl af datoen. Den skal først bringes efter påske.
Lam efter påske? Det er der virkelig ingen, der gider læse om. Jeg overvejer, om jeg skal begynde forfra og forfølge buk- sehistorien eller gøre en ende på mit uinteressante liv. Men så går det op for mig, at kabalen er gået op. Næsten helt af sig selv.