Efter at fysioterapeuten har sat mig på et såkaldt ryghold, hvor jeg er den yngste deltager, er jeg på min arbejdsplads begyndt at spøge med, at jeg går til ældregymnastik:
”Jeg skal til ældregymnastik i morgen tidlig, så jeg kommer lige fem minutter for sent til mødet.”
Det er gået op for mig, at jeg er den eneste, der forstår spøgen. Alle andre hører en seniormedarbejder fortælle, at han går til gymnastik med nogle jævnaldrende, og det er jo ikke noget at grine ad.
Jeg er desuden kommet i tvivl om, hvor meget ældre end mig, de andre på holdet er, når det kommer til stykket. De ser klart ældre ud, end jeg føler mig, men det er min erfaring, at det er en upålidelig målestok.
Jeg kan dog forstå, at de er over den erhvervsaktive alder, når vores træner spørger, om vi har nogle planer resten af fredagen og weekenden. Hun er en del yngre end min yngste søn og er i vældig godt humør, selv om klokken er otte om morgenen.
”I spejlet ser jeg en stivnakket herre i Josefine Baker-positur – uden bananskørt, men med rødvinsmave under træningstøjet.”
”Fredag er gratis,” siger hun altid, og det betyder vist, at hun snart har fri og skal i byen.
Forrige fredag dukkede der en ny deltager op på holdet – en kvinde, som jeg umiddelbart vurderede til at være på min egen alder. I henhold til loven om oplevet alder versus biologisk alder vil det sige en kvinde, der er cirka 15 år yngre end datoen på min dåbsattest. Det gav min selvfølelse et tiltrængt boost, at det nu bevisligt ikke længere er et pensionisthold, jeg går på.
Det er muligt, at træningen gør noget godt for min ryg, men den er skidt for mit ego. En stor del af den timelange session går med ydmygelser på gulv, hvor man tvinges til at betragte sin krop i et vægstort spejl. Det får mig til at tænke på døden.
”Stil jer med fødderne lidt fra hinanden og bøj let i knæene,” siger træneren.
”Prøv at holde jeres kip – bliv ved med at spænde mavemusklerne, klem sammen i balderne, ja, det er flot, pas på ikke at svaje i ryggen.”
Spejlet bringer den traumatiske sæson 1973-74 på Helsinghoffs danseskole i hu. Mit 12-årige jeg havde fået den vanvittige idé at tilmelde sig stepholdet, hvorefter han og tre piger tilbragte 28 onsdag eftermiddage med at indstudere en koreografi til – hold nu fast – ”An der schönen, blauen Donau.”
Nu er det ikke en håbefuld Fred Astaire-aspirant, jeg ser i spejlet, men en stivnakket herre i Josefine Baker-positur – uden bananskørt, men med rødvinsmave under træningstøjet.
Stivnakket skal forstås bogstaveligt: En del af eksercitsen foregår liggende på måtter med stængerne i vejret. Ud ad øjenkrogen kan jeg se mit ansigt i spejlet. Det ser betænkeligt lilla ud, og træneren må også have lagt mærke til det, for hun kommer hen til mig og lægger en pude under min nakke.
”Det er vist bedre sådan her,” siger hun.
Så ligger jeg og laver små cykelbevægelser og ligner en væltet skarnbasse, mens jeg spekulerer på, hvilken fysiologisk defekt, der kan forklare, at jeg som den eneste på holdet ikke er i stand til at løfte benene uden at have en pude under nakken.
”Fredag er ikke gratis,” tænker jeg.
Jeg undgår omhyggeligt at fortælle resten af holdet om mine weekendplaner. De består af det private træningsprogram, som jeg i årevis har dyrket med benhård disciplin, og som omfatter siddende klummeskrivning foran computer, øvelser med kniv og gaffel ved spisebord, udstrækning i sofa og komatøs afspænding foran fjernsynet.