Jeg sidder på kontoret og forbereder et stiftende repræsentantskabsmøde, hvor jeg skal være mødeleder.
Det sker med stigende hyppighed, at jeg bliver inviteret til at påtage mig tillidshverv, som normalt er forbeholdt rigtige voksne. Jeg bliver altid overrasket over, at nogen tiltror mig at have fornødent styr på tingene – faste læsere af denne klumme burde i hvert fald vide bedre – men måske forveksler folk min fremskredne alder med autoritet og præcision.
For ikke at afsløre mig selv som bedrager sidder jeg derfor og googler ”sådan leder du et stiftende repræsentantskabsmøde”. Det er tydeligvis et spørgsmål, ingen på internettet har fundet det nødvendigt at spørge om før, endsige levere et svar på. Måske er det bare noget, alle voksne ved.
Da jeg har læst dagsordenen igennem for femte gang, tjekker jeg min kalender: Der er stadig over en time til mødet, som skal foregå online. Jeg beslutter at få lidt frisk luft, samler husholdningens vinterfrakker sammen og bærer dem ned til renseriet.
Da jeg tager i døren til renseriet, er den låst. Så ser jeg på skiltet, at de lukker klokken 16 om onsdagen. Er klokken allerede over 16? Jeg fisker mobilen op af lommen for at tjekke.
Da er det, jeg opdager to mistede opkald og en sms. Fra mødearrangøren.
Lige siden jeg som 15-årig kom for sent til en terminsprøve, har jeg haft en fobi for at komme for sent til vigtige aftaler. Jeg sad og lyttede til ”Pop før” med Hans-Otto Bisgaard og kan stadig huske følelsen af, at et elevatorkabel bristede et sted inden i mig, da jeg opdagede, hvad klokken var.
Derfor er jeg neurotisk omhyggelig med at skrive aftaler i kalenderen, dobbelttjekke datoen og tage højde for trafikale forsinkelser. Det forhindrer ikke katastrofer i at opstå.
Som da jeg sidste år ankom til et konferencested for at undervise nye præster. De præster, jeg mødte på gangene, mens jeg ledte efter kursuslokalet, var påfaldende gamle, bar alle slips og havde en Rotary-nål i jakkereversen. Jeg var ankommet til rette tid, men forkert sted. Mine kursister sad på en adresse to timer, to broer og 200 kilometer længere mod vest.
”Pyt, det har jeg prøvet flere gange,” trøstede en ven, da jeg fortalte om det. Og han er endda blevet biskop.
Udenfor renseriet læser jeg sms’en fra mødearrangøren: ”Kåre? Er du der?” Jeg mærker elevatoren styrte ned gennem skakten: Mødet begyndte klokken 16 og ikke klokken 17, som jeg har skrevet i kalenderen.
Jeg overvejer at lægge mig i fosterstilling på fortovet, men da er min krop allerede begyndt at løbe hjem med tre tunge vinterfrakker under den ene arm, mens den forsøger at besvare sms’en med den anden.
Foran computeren giver jeg mig selv et halvt minut til at få vejret, logger på og mødes af 30 blikke, der nysgerrigt venter på en forklaring.
”Beklager. Jeg havde skrevet forkert i kalenderen,” siger jeg og prøver at lyde, som om den slags sker hele tiden for os travle voksne med betroede hverv.
”Jeg kan forstå, at I allerede er nået igennem punkt et og to. Det betyder, at vi går til punkt tre,” fortsætter jeg.
Den plan er der ingen, der modsætter sig, og lidt efter siger jeg: ”Så går vi til punkt fire” – med hvad jeg håber er en myndighed, der er en biskop værdig. Den indre elevator bevæger sig bulet og skramlende op gennem skakten.