Min kone har bestilt en regnvandstønde til sommerhuset – nærmere bestemt en brugt, men ikke helt billig vintønde. Ikke kun fordi det matcher en af hendes store fritidsinteresser, men også fordi hun ikke vil have en plastictønde stående.
Da vi har sommerhus på en ø, er der tale om en større logistisk operation, som det er faldet i min lod at udføre den sidste del af: hjemtransport af tønden fra Brugsen, hvortil den er blevet leveret, samt efterfølgende montering af apparatet. Da jeg har parkeret den til formålet lejede varevogn ved rampen og gør ansatser til at løfte tønden over i bilen, siger brugsuddeleren, at han vist hellere må hente palleløfteren:
”Den er ret tung.”
Det er en underdrivelse. Skulle der være læsere, der aldrig har prøvet at bakse en opretstående egetræstønde ind i en varevogn, kan jeg fortælle, at det kun kan lade sige gøre ved, at to personer vrikker den på plads, centimeter for centimeter. Og, viser det sig, da vi vrikker tønden ud igen efter endt transport, ved at rive gummibelægningen i den spritnye lejebil i stykker. Det er pludselig uklart for mig, hvorfor jeg takkede nej til at betale lidt ekstra for at undgå selvrisikoen.
Min kone og jeg kigger på tønden. Den bærer stadig vinproducentens stempel.
”Rioja. Tempranillo. Ikke din foretrukne drue,” siger jeg.
Med tønden følger et brev, hvor firmaet lover, at naboerne vil se ”bedrøvet på deres plastictønde”, når vi har stillet vores ”stilfulde egetræstønde” op. Jeg tænker, at de ikke kender vores naboer ret godt.
Til opsætningen følger diverse løsdele. ”Montiert in fünf Minuten”, står der på forsiden af emballagen. På bagsiden er der en indviklet arbejdstegning, der fortæller mig, at det er løgn.
Monteringen viser sig at kræve indkøb af flere specialværktøjer, som kun fås på fastlandet. Fünf Minuten bliver til zwei Wochen, mens jeg ser bedrøvet på naboernes plastictønder.
Til sidst mangler jeg kun at bore et hul til den stilfulde messinghane. Det skal foregå med et 25-millimeter-bor, hvorefter hanens gevind ”nemt kan skrues i hullet”.
Det tager en rum tid at bore sig igennem en tempranillo-imprægneret egetræsplanke. Min kone følger interesseret med. Jeg overvejer, hvad der sker, hvis jeg ikke holder boret i præcis samme vinkel hele tiden.
”Hvad sker der egentlig, hvis du ikke holder boret i præcis samme vinkel hele tiden?”, spørger min kone.
Svaret kender jeg nogle minutter senere: Så bliver hullet for stort til gevindet.
De følgende dage står det ned i stænger, mens Rioja-duftende regnvand pibler lystigt ud af hullet i tønden. Jeg erfarer, at der findes messinghaner med konisk gevind, formentlig særligt udviklet til idioter, der ikke kan finde ud af at bore huller i den rigtige størrelse.
Man kan endda sætte en lås på hanen, ”hvis tønden indeholder dyre dråber.” Jeg bestiller en på internettet. Og mens jeg alligevel er derude, falder det mig ind at tjekke, hvor mange liter der egentlig kan være i vores stilfulde vintønde, sammenlignet med naboernes bedrøvelige plastictønder.
Kapaciteten viser sig at være omvendt proportional med både prisen og besværet. Det er en oplysning, jeg føler en uimodståelig trang til at dele med min kone. Men en indre stemme råder mig til at holde den for mig selv. Hun kunne finde på at bestille to tønder mere.