Prøv avisen

Bibs Madsen er en af få nulevende modstandsfolk: ”Vi fik et fællesskab, som var nærmest ubrydeligt”

Det, som fylder, er det illegale arbejde, Bibs Madsen blev engageret i, og hvor enkelte venner betalte den højeste pris. Hun er 94 år og den eneste, som er tilbage i det fællesskab af unge modstandsfolk, hun var en del af. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

En af de få nulevende modstandsfolk, Bibs Madsen, fortæller i anledning af 79-året for Besættelsen om tiden under krigen. Hun så venner betale den højeste pris, men risikoen ved det illegale arbejde talte de ikke om dengang

Da de tyske fly den 9. april 1940 fløj ind over Danmark, stod Bibs Madsen, født Emilie le Maire, i skolegården ved realskolen i Ringsted. Hun husker bekymringen og uroen, som prægede dagen. Hun var 16 år og skulle snart tage sin realeksamen og flytte til København som kostelev hos Mariaforbundet, der tilbød et kursus, hvor piger på hendes alder lærte husholdning. Mange af eleverne var som Bibs Madsen døtre fra store gårde eller godser.

Når hun i dag sidder i stuen i sin lejlighed på Østerbro i København og fortæller om årene fra 1940 til 1945, er det ikke opholdet på Mariaforbundet og den efterfølgende uddannelse til laborant på Rigshospitalet, som fylder. Det, som fylder, er det illegale arbejde, hun blev engageret i, og hvor enkelte venner betalte den højeste pris. Hun er 94 år og den eneste, som er tilbage i det fællesskab af unge modstandsfolk, hun var en del af.

I den anden stue hænger et portræt, som hun fik malet under krigen. Hun havde tænkt, at hun skulle stå model i en pæn kjole, men A.V. Tørsleff ønskede at male hende, som hun stod den første dag, hvor hun mødte op i hans galleri i sin godt brugte trenchcoat. Det var den unge kvinde med det myndige blik, som kom med i en gruppe, der arbejdede med at komme illegale blade i konvolutter, lukke og frankere posten.

”Jeg kom med i ’putte-gruppen’. Nogle foldede, andre puttede i konvolutter, og andre frankerede.”

Medicinstuderende Sten Madsen, som hun senere skulle blive gift med, ledte arbejdet med at duplikere og udsende Frit Danmark. De var godt 10 i gruppen, og hun husker den iver, de læste bladene med.

”Vi fik et fællesskab, som var nærmest ubrydeligt. Det er mennesker, som jeg har fulgt.”

Sten Madsen duplikerede de illegale blade på forskellige adresser, for eksempel i kælderen på den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet. Når de 300-500 blade var klar, mødtes den såkaldte putte-gruppe.

Bibs Madsen var også såkaldt kodepige for Stig Jensen, som var chef for nedkastningerne på Sjælland. Hun arbejdede hos Stig Jensen i hans kontor i Store Kongensgade og i et antikvariat i Borgergade ligeledes i det indre København. Hen over to butiksvinduer stod der ”Antikvariat” med blokbogstaver, men forretningen fungerede primært som en kommunikationscentral. I baglokalet dechifrerede Bibs Madsen de engelske telegrammer og oversatte dem i en kodeskrift. Det, som lignede kunder, var ofte modstandsfolk, som havde fået en bog, hvor der var stukket en besked ind. Vinduet brugte de også til at kommunikere med.

”Satte vi ’Troldmanden fra Oz’ i vinduet, betød det, at man gerne ville tale med fuldmægtig Petersen, og stod Harald Moltkes ’Livsrejsen’ i vinduet, betød det, at man gerne ville tale med professor Ege.”

Hun beskriver, hvordan hendes chef Stig Jensen gik gennem København i sin grønne lodenfrakke og med en jægerhat med fjer på hovedet.

”Han var eftersøgt af Gestapo, men færdedes let genkendelig. Når jeg i dag tænker tilbage, så tænker jeg på det mod, han havde.”

I bogen ”Under jorden i Borgergade”, skrevet af modstandsmanden Carlo Christensen og udgivet i 1945, kan man læse om det såkaldte antikvariat. Her er Bibs omtalt uden efternavn, og det fremgår af bogen, at arbejdet var forbundet med betydelig fare.

”Vi vidste godt, at vi løb en risiko, men vi talte aldrig om det. Vi gjorde det bare. Det lyder måske naivt og dumt, men er man grebet af den rette ånd, så gør man det bare.”

I løbet af 1944 gik flere i Bibs Madsens netværk under jorden, blandt andre Sten Madsen. En af parrets nære venner, Ludvig Reventlow, blev opfordret til at forlade København, men han blev i hovedstaden. Ludvig Reventlow var eftersøgt at besættelsesmagten, og i slutningen af februar 1944 opsøgte Gestapo hans hjem på Christiansholmsvej i Klampenborg. Hans mor, to yngre brødre, en hushjælp og en slægtning blev arresteret for illegal virksomhed. De kom til Vestre Fængsel og videre til Frøslevlejren, hvor de var frem til krigens afslutning.

En forårssøndag, godt en uge efter arrestationen af familiens Reventlow, tog Bibs Madsen S-toget til Klampenborg for at gå tur i Dyrehaven med Sten Madsen og Ludvig Reventlow.

”Nok var de under jorden, men vi skulle jo også leve.”

Når hun og Sten Madsen siden har talt om den dag, huskede de, hvad Ludvig Reventlow havde sagt: ”Lige meget hvordan det går os, så kan de ikke berøve os de glæder, vi engang har haft.”

Bibs Madsen havde en rød cykel, som hun kørte på under krigen. En fiks sag med kurv. Den følgende dag lånte Ludvig Reventlow cyklen. Han skulle til frisør. Hun noterede koden til låsen på en lap papir, som han stak i lommen og cyklede mod Vesterport, hvor frisøren boede. Det blev hans sidste tur i frihed. Da han kom til salonen, blev han arresteret.

”Noget letsindigt havde Ludvig bestilt en tid i sit eget navn. Frisøren vidste jo ikke, at han var illegal, men det vidste en anden kunde, som tilfældigvis var i salonen.”

I 1946 blev denne anden kunde, som havde en svoger, der var ansat i Gestapo, dømt og siden benådet efter få måneders fængsling. Han havde fået 150 kroner for at stikke Ludvig Reventlow.

Tre uger efter Ludvig Reventlow var blevet arresteret, modtog Bibs Madsen et brev, som var blevet smuglet ud af Vestre Fængsel. Hun ved ikke helt, hvordan det lykkedes at få brevet ud. Måske var det via hans vasketøj og ved hjælp af venligtsindede danske fængselsbetjente. Brevet har hun gemt. Ludvig Reventlow er fortrøstningsfuld trods hårdhændet forhør af 13 timers varighed og skriver blandt andet:

”Maden her er ikke god, sengen ej eller, og jeg har i det hele taget været ude for strabadser, som jeg ikke troede muligt og næppe nogensinde vil glemme, men jeg er heldigvis rask og rørig og ser optimistisk på den kommende tid. Din cykel står hos Theodors bror (dæknavn for Sten Madsen, red.). Koden dertil, som jeg havde i min lomme, ville de ikke tro på var min cykelkode, og det voldte meget mas at overbevise dem.”

Samme måned, som Ludvig Reventlow blev arresteret, skulle der være bryllup blandt to af den såkaldte putte-gruppes medlemmer. Dyveke Brun og Gustav Helsted skulle giftes. De var begge under jorden, så en præst kom til Dyveke Bruns forældres lejlighed i Bredgade i det indre København, hvor der var vielse og efterfølgende fest. Sten Madsen mente, det var for risikabelt af ham at deltage, men Bibs Madsen deltog.

Hun har ikke tal på, hvor mange steder hun boede under krigen. Modstandsarbejdet betød, at hun flere gange var nødsaget til at flytte. Den dag, hun tog til bryllup, havde hun sine ting i sin mormors lejlighed i Havnegade. Hendes mormor brugte sjældent den bolig, så lejligheden kom flere gange til hjælp i det illegale arbejde.

”Jeg havde mine ting i lejligheden og havde planlagt at overnatte der, men på den anden side af midnat kom Sten op til lejligheden via køkkentrappen med en besked til mig. Tidligere havde jeg lagt en besked i Ludvigs lejlighed om, at han ikke måtte komme hjem til sin lejlighed. Den besked havde Gestapo fundet, og under tortur i Vestre Fængsel havde han måttet sige, hvem der havde skrevet sedlen. Nu var der smuglet en besked ud fra Vestre Fængsel om, at jeg ikke måtte opholde mig i lejligheden i Havnegade mere.”

Bibs Madsen vidste, at hun måtte tilbage til lejligheden trods den klare advarsel. Der var ting, som skulle fjernes, hvis ikke andres sikkerhed skulle bringes i fare, og hun ville hente sine ting.

”Sten forsøgte at overtale mig til at lade være, men han valgte at følge mig ned ad Bredgade, hen over Kongens Nytorv og ned til Havnegade. Mens jeg, uden at tænde lys, forsøgte at få samlet mine ejendele, bøger og vigtige papirer, ringede telefonen. Klokken var over 2, og jeg tænkte, at jeg ikke ville røre telefonen. Jeg blev rædselsslagen og skyndte mig endnu mere, inden jeg røg ud ad døren og ned på gaden.”

I mørket på Havnegade stod Sten Madsen. Da han så hende, sagde han, at hun havde været vældig længe om at komme ned.

”Det viste sig, at det var ham, som havde ringet op til lejligheden fra en telefonkiosk. Han skulle bare vide, hvor bange jeg var blevet.”

Den 4. april 1945 blev Ludvig Reventlow dømt til døden ved en tysk krigsret for at have deltaget i illegale postforsendelser og våbentransporter. Han skrev afskedsbreve til sin mor, familien, og også Sten Madsen fik et brev, hvor der blandt andet står:

”Det er trangt at skulle skrive til dig for sidste gang og vide, at jeg aldrig skal se dig mere. Uheldet har været ude efter mig, og mine timer er talte, så derfor må jeg takke dig for ubrydeligt venskab, tro på alt godt, som du har indpodet mig, og lykkelige stunder sammen. Når jeg er død, må I ikke begræde mig, thi det kan jeg ikke udholde, men tværtimod nævne mig med glæde og tænke på de dage, da vi var glade sammen.”

Inden han runder sit brev af, beder han vennerne huske ham, da han var glad og lystig, og han skriver om at være taknemmelig over at have dem til at gøre livet lyst. Han blev henrettet to dage senere i Ryvangen sammen med tre andre, blandt andet Kim Malthe-Bruun. Bibs Madsen kan endnu genkalde sig, hvordan hun og Sten Madsen sad og spiste frokost sammen i hendes lejlighed, da Vibeke Malthe-Bruun, mor til Kim Malthe-Bruun, kom og overbragte dem budskabet.

”Vi var fuldstændigt fortvivlede. Det var så urimeligt og grusomt, hvordan de plaffede løs. Han ønskede, at vi ikke skulle begræde hans død. Det ønske har vi ikke kunnet holde. Det er en sorg, som har fulgt os.”

Mindre end en måned senere hørte Bibs Madsen befrielsesbudskabet i radioen. Den aften var hun i sin lejlighed i Fredericiagade sammen med Sten Madsen. I dag står den aften som en kontrastfuld begivenhed. Sten Madsen, som gennem sin familie havde et nært forhold til kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid på Amalienborg, fik besked om at komme til slottet.

Da Sten Madsen var tilbage i lejligheden hos Bibs Madsen, gik de ud på gaden. Kontrasten opstod ved mødet med Vibeke Malthe-Bruun, som fortvivlet gik rundt blandt de festende masser.

Den 5. maj var Sten Madsen i lufthavnen i Kastrup for at modtage en engelsk militærmission. Han blev chauffør for den britiske kommandørkaptajn Hollingworth og kørte ham rundt i landet til blandt andet parader med lokale nedkastningsgrupper. Bibs Madsen var sekretær for politiet og kom til Maglegårdsskolen i Hellerup, hvor man bragte folk ind, som var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne.

”De blev hentet på åbne vogne. Jeg følte, de blev udstillet. En dag så jeg en mand, som jeg kendte vældig godt. Han så ikke mig. Samme dag tog jeg hen til hans kone. Hun anede ikke, hvor manden var, men det kunne jeg jo fortælle hende. Jeg kunne ikke stå inde for den måde, man behandlede folk på, så jeg sagde op.”

Efter krigen følte hun et behov for at komme på afstand af alt det, som var sket. Efter sommeren 1945 tog hun til Stockholm og gik på et håndarbejdskursus. Dengang var hun ikke specielt optaget af at sy og brodere, men hun husker, hvordan hun nød samværet med andre unge.

”Det vigtigste var, at jeg fik rystet bolden. Jeg trængte virkelig til at komme væk.”

Kort tid efter opholdet i Sverige, rejste hun til Flensborg, hvor hun kunne bruge sin uddannelse. Lægebrødrene Emil og Martin Vermehren havde oprettet et nødhospital for flygtninge, og hun ledte laboratoriet i et år.

”Elendigheden var stor. Det gav mening at være der, og jeg kunne se, at jeg gjorde en forskel. Jeg har aldrig haft noget imod tyskere, men mod det nazistiske styre.”

Mens hun var i Tyskland, havde Sten Madsen genoptaget sin medicinske løbebane. De blev forlovet i 1946, og i 1947 gav de hinanden deres ja i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. På et skrivebord i en karnap står et billede af Bibs Madsen som brud med kniplingeblonder og med en svensk brudekrone i det bølgede brune hår.

”To år efter krigen var der stadig meget, man ikke kunne købe. Sten kunne eksempelvis ikke få et par laksko. Da han nævnte det for kong Frederik, sagde kongen ’tag mine’.”

Efter krigen gav kronprins Frederik et råd til Sten Madsen, som han forsøgte at holde sig til: ”Hatten af for fortiden, jakken af for fremtiden.” Og rådet kom til at præge Bibs og Sten Madsens 68 år lange ægteskab med fire børn, hvor de slog sig ned på et landssted på den egn, Bibs Madsen er rundet af. Sten Madsen fik doktorgrad og blev ledende overlæge på Næstved Sygehus.

Siden befrielsesaftenen i 1945 har den 4. maj været en særlig aften for Bibs Madsen. Da Sten Madsen levede, deltog parret trofast i mindehøjtidelighed i Mindelunden i Ryvangen ved København.

”Jeg kan slet ikke sige, hvad Mindelunden betyder. Ludvig og Kim, som er begravet der, er jo mennesker, jeg virkelig, virkelig har kendt. Og som har betydet meget for mig.”

Hun kan stadig fremkalde sig den sikkerhed, som fyldte hende, da hun som ung var optaget af det illegale arbejde. Det var en sikkerhed, som kom af troen på, at hun arbejdede for noget, som var utvivlsomt rigtigt: et frit Danmark.

”Det betyder meget for mig at være dansk. Man kan ikke slås for en ting og pludselig glemme det.”

Der er dog et sted i Mindelunden, hvor hun aldrig har været. Et sted, hun ikke kan gå hen. Henrettelsespladsen med de tre pæle.

Læs uddrag af bogen ”Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve” her.

Under krigen blev Bibs Madsen malet af August Valdemar Tørsleff.
I 1947 blev Bibs Madsen gift med Sten Madsen. De kendte hinanden før krigen. Hun var med i hans puttegruppe, men de havde også opgaver hver for sig under krigen, som de først fortalte hinanden om efter krigens afslutning. – Privatfoto.
I 1946 rejste Bibs Madsen til Flensborg, hvor hun ledte laboratoriearbejdet på et nødhospital for tyske flygtninge. Når de færdedes offentligt, skulle de bære uniform. Her er hun fotograferet sammen med Sten Madsen, som var indkaldt til forsvarets lægekorps i den periode. – Privatfoto.
I 1945 udkom Carlo Christensens bog ”Under jorden i Borgergade”. Her beskrives blandt andet det antikvariat, hvor Bibs Madsen arbejdede. Det lignede en butik med brugte bøger, men var en informationscentral for modstandsfolk.
Bibs Madsen i sit hjem på Østerbro i København