Kære brevkasse. Må jeg rejse væk fra min demente mand?

Agnete besøger sin mand på plejehjemmet hver dag. Nu er hun inviteret på sommerferie af gode venner. Kan hun tillade sig at sige ja?

Jeg synes jo, at så længe min mand er i live, så skal jeg være der for ham. Han har altid været der for mig i vores ægteskab, skriver Agnete til brevkassen. Foto: Ritzau Scanpix

Kære brevkasse

Tak for jeres brevkasse, som jeg altid læser. Nu vil jeg selv forsøge mig med et brev.

For ikke så længe siden var der et indlæg fra en mand, der havde en meget dement kone. For mit eget vedkommende kom min mand på plejehjem for et halvt år siden på grund af demens. Det var en utrolig svær beslutning, idet jeg jo gerne ville passe ham så meget som muligt i hans vante rammer, for vi har haft et godt og langt ægteskab sammen.

Så jeg havde rigtig dårlig samvittighed ved at tage denne beslutning. Men jeg blev hjulpet godt på vej både af mine to børn og af gode venner, som også ønskede at passe på mig. De sagde ofte, at jeg jo heller ikke var ung mere, og de ønskede ikke at se mig nedslidt. Jeg besøger min mand hver dag, og jeg har en oplevelse af, at han er glad for det, og at han kender mig. Personalet er gode ved ham, og det er jeg dybt taknemmelig for.

Nu er det sådan, at et vennepar i ren omsorg har inviteret mig en uge i sommerhus i august. Det er rigtig sødt af dem. De siger, at jeg i flere år ikke har haft rigtig ferie, og at de synes, at jeg trænger til at komme hjemmefra og nyde den danske sommer lidt sammen med dem. Men hvad gør jeg? Jeg har jo lyst til at tage i sommerhus med mine gode venner, men samtidig føler jeg skyld over for min mand, for det vil indebære, at jeg ikke kan besøge ham, som jeg plejer.

Jeg havde også tænkt, at jeg gerne ville over til min datter nogle dage i denne sommer. Hun bor et godt stykke fra os. Og jeg er meget velkommen, det ved jeg. Men hvad skal jeg tænke, og hvad skal jeg gøre med min samvittighed? Jeg synes jo, at så længe min mand er i live, så skal jeg være der for ham. Han har altid været der for mig i vores ægteskab.

Venlig hilsen

Agnete

Kære Agnete

Tak for dit brev. Det er godt at høre om dit lange og gode ægteskab, hvor I har været der for hinanden. Det er gode minder at tænke på og en indre kraft at trække på, også når vejen kan være mere smal eller op ad bakke.

Vi tænker, at mange kan have det som dig både i forhold til demente ægtefæller og i forhold til børn og unge voksne familiemedlemmer, som af forskellige grunde bor på en institution. Det handler om nogle ulige forhold, som er præget af, at den ene part er sårbar og omsorgskrævende, mens den anden har et normalt liv at tage vare på. Det gør så også, at den normalt følsomme samvittighed let rører på sig, for den sårbare eller syge er på en måde i et stadigt underskud og er kronisk hjælptrængende. Og i den forstand er der ikke grænser for, hvad man kan bidrage med for dem, som ikke kan tage vare på sig selv. De grænser må den raske selv sætte. I din situation siger din mand ikke, at du bare kan tage af sted, og håber, du får en god tur.

Det er heller ikke så længe siden, at din mand måtte flytte på plejehjem, og derfor har du nok stadig mange følelser i forhold til den beslutning. Der er ikke gået et helt år med alle de mærkedage, ferier og højtider, der hører til, så du har ingen rutiner eller erfaringer fra sidste år at sammenligne med.

Nu kender vi ikke graden af din mands demens. Men vi tænker, at det handler om et stort plejebehov med døgnopsyn. At han kan kende eller rettere genkende dig og måske enkelte andre, kan være et lille lys ved besøg. Og måske kan du også gøre enkle ting sammen med din mand, som er velkendte og repeteret gennem mange år, eller måske synge sange og salmer, som han kender, og som I måske har sunget gennem hele livet.

Det er imidlertid nok også sådan, at selvom din mand i et eller andet omfang kan genkende dig, din stemme eller din hånd, så betyder det ikke, at han sidder og længes og venter på dig på samme måde, som han ville gøre, da han var rask. Han har sandsynligvis ikke en egentlig tidsfornemmelse, hvor han kan redegøre for, hvad der skete i går eller vil komme til at ske om et par timer eller i næste uge. Han er efter alt at dømme ikke rigtig orienteret i ”sted, tid og egne data” som det udtrykkes i en lægejournal.

Vi skriver om det ovenstående, for at du måske kan dæmpe eller justere din samvittighed. Han sidder ikke og tæller timer, til du kommer, for det er en evne, som demenssygdommen ødelægger mere og mere. Måske er han i rimeligt humør, uanset om du kommer eller tager på tur en uges tid. Det kan man kun finde ud af, hvis du tager af sted, for det vil personalet kunne iagttage og nedskrive i deres kardex. Du kan også ringe til personalet og høre, hvordan det går, mens du er af sted.

Vi synes bestemt, at du skal tage imod det gode tilbud om lidt ferie hos gode mennesker. Du har brug for lidt frikvarter, og du skal gerne kunne holde til den lange strækning, som det kan blive at være der for din mand også videre frem.

Måske kender du en veninde, en slægtning eller en god nabo, som kunne aflægge din mand et besøg, mens du var væk. Måske skulle du orientere nogle af dem lidt mere om din mands tilstand, så de lidt mere frimodigt kunne besøge din mand i ny og næ. Gamle, gode venner er ofte usikre, når deres mangeårige ven ikke længere er, som han var, og skal måske have et lille puf til et sådant besøg. Du kunne endda fortælle dem, at det ville være en glæde for dig, at de gjorde det.

Du kan godt fortælle din mand, at du skal besøge jeres gamle venner og sige, at du kommer igen – også selvom han måske ikke rigtig forstår eller kan huske den besked. Der er noget værdigt ved at tale normalt til et menneske med demens. Og når du kommer hjem efter en uges ferie, kan du igen fortælle ham om turen.

Vi tænker, at det vil være godt for dig med lidt egenomsorg og lidt vennetid. Og vi kan forstå på dit brev, at det er netop det, som dine børn og venner også tænker på. Du har brug for optankning og gode oplevelser midt i din trofaste omsorg for din mand. Du kan godt besøge din datter eller andre med jævne mellemrum i nogle dage eller en uges tid. Det er ikke længe at være væk, men kan alligevel give dig luftforandring og lidt liv omkring dig.

Det er godt med en veludviklet samvittighed, som samtidig kan korrigeres af faglig indsigt og ved at lytte til gode menneskers omsorg. For at du kan give din mand opmærksomhed og tilstedeværelse videre frem, er det vigtigt med pauser og gode oplevelser og fornyede kræfter til dig selv, så du kan holde til livets tilskikkelser. Det vil også gavne din mand.

Mange hilsener