Kære dagbog. Der bor et bæst i min hjerne, der kommer fra det dybeste mørke

Tilbagevendende angst og depression har kostet Line Rosenberg Schmidt fem psykiatriske indlæggelser. Først da hun vendte sig om og så dæmonerne i øjnene, begyndte hendes bedring

Helbredelsen fra psykisk sygdom kan være langvarig og en ensom vej at gå, fortæller Line Rosenberg Schmidt. Ikke desto mindre havde hun ikke klaret det uden sin familie, fortæller hun.
”Hvor flygter man hen, når man vil væk fra sig selv?” er titlen på Line Rosenberg Schmidts bog, der udkommer den 1. juli. Gennem dagbogsuddrag og egne minder fortæller hun om at få og leve med tilbagevendende angst og depression. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det var en hundehvalp, der tippede læsset for Line Rosenberg Schmidt i juni 2013. Det lyder måske komisk, men det var det bestemt ikke. Efter en lang periode med stresssymptomer havde familien fået et nyt medlem, og moderen tog en uges hvalpefri fra sit arbejde som receptionist på en kræftafdeling. Pasningen af den lille hundehvalp sendte hende i løbet af ugen tilbage i de to fødselsdepressioner, hun havde haft, da hun fik sine sønner. Kunne hun nu tage ordentligt vare på det lille væsen? Hun blev overvældet af ængstelighed og en skræk for ikke at kunne varetage ansvaret.

”Jeg fik det værre og værre, og jeg talte ikke rigtig med nogen om det. Heller ikke min mand, fordi ...”

Hun sukker.

”Ja, hvorfor egentlig ikke? Jeg tror, jeg skammede mig, fordi jeg jo ikke havde været ude for noget traumatisk. Jeg burde være glad, så jeg turde ikke sige til nogen, at jeg ikke havde det godt. Men jeg havde også lyst til at knibe øjnene sammen og fortrænge, at der var noget galt. For hvis jeg tillod mig selv at kigge på det og tale om det, ville det blive alt for virkeligt.”

”Hvor flygter man hen, når man vil væk fra sig selv?” er titlen på hendes bog, der udkommer den 1. juli. Den har været otte år undervejs, og gennem dagbogsuddrag og egne minder fortæller hun om at få og leve med tilbagevendende angst og depression. Kristeligt Dagblad har i den anledning fået lov til at læse og bringe dele af Line Rosenberg Schmidts dagbog fra 2012 til 2016. For den er et vidnesbyrd. Ikke kun fra den anden side, hvor livet igen er meningsfyldt, men også fra bunden af mørket. Og så har hun også sagt ja til at fortælle, hvordan det, hun ikke ville se, blev virkeligt.

Det sørgede hendes krop for. Lørdag morgen i den uge, hvor familien havde fået hvalpen, vågnede hun tidligt, før sin mand og to sønner på dengang 8 og 10 år. Hun følte, at hun var gået i opløsning. Indtil da havde hun grædt i det skjulte, når hun havde kørt i bil eller været på toilettet. Men nu kunne hun ikke længere kontrollere sin krop. Hendes ben gik rundt i stuen, som om hun var en løve i et bur, og hendes hænder slog på alle møblerne.

”Jeg tror, jeg så længe havde undertrykt, hvordan jeg havde det, og nu ville min krop mærke sig selv.”

Line Rosenberg Schmidt flyttede hen til sin mor den næste uge for ikke at være ude af sig selv foran sine børn. Hun blev diagnosticeret med depression af sin praktiserende læge, som udskrev antidepressiv medicin til hende. Hun blev sygemeldt, og sommeren over var moderen på besøg hos familien hver dag for at hjælpe Line Rosenberg Schmidt med at holde hus og ferie med børnene, når manden, der er lastbilchauffør, var af sted på arbejde. I sin dagbog har hun siden skrevet sådan her om, hvordan hun husker aftenerne på det tidspunkt.

”Min angst og uro troppede troligt op hver aften, når det var tid til at gå i seng. Jeg frygtede mørket, stilheden og ensomheden, når de andre var faldet i søvn. Mor sov hos mig i Mortens seng, og Morten sov i stuen. I al min angst og sorte tanker regredierede jeg til en lille pige, der vil ha’ sin mor og have lyset tændt om natten.”

I tiden op til, at hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling første gang, var hendes krop uregerlig af uro, hun kunne ikke få mad ned, og hun gik lange ture hver dag sammen med sin mor.

”En dag spurgte min mor mig på en gåtur, om uroen blev mindre nu, mens vi gik. Jeg kan huske, at jeg standsede op, og det er så frygteligt, men jeg sagde til hende, at nu ville jeg ikke mere. Hvis det her var mit liv, ville jeg ikke mere.”

Det kunne moderen ikke tage ansvar for længere, og den 13. oktober 2013 blev Line Rosenberg Schmidt indlagt første gang. Det var under den indlæggelse, hun og hendes mand indså, at det var vigtigt at være ærlige over for deres børn om, hvad hun fejlede.

”I begyndelsen havde vi vist sagt, at jeg havde ondt i maven og skulle på hospitalet. Men det viste sig, at de var bange og troede, jeg skulle dø. Derfor fortalte vi dem om min depression og angst på en måde, så de kunne forstå det. Det er jeg rigtig glad for, at vi gjorde, for børns fantasi kan være værre end virkeligheden. Og det var rigtig godt at fortælle dem, at alt ikke var i den fineste orden – for den fornemmelse havde de jo selv. Det gav dem en tillid til, at deres oplevelser af virkeligheden var rigtige.”

Apropos børn, så mener Line Rosenberg Schmidt selv, at den perfekte mor døde i 2012, da hun første gang blev sygemeldt. På grund af sine tidligere fødselsdepressioner havde hun i mange år haft et stort kontrolbehov i hjemmet. Hun jonglerede med arbejde, hjemmelavet mad, legeaftaler, og hvad hun ellers kunne gøre for at bevise, at hun var en rigtig god mor. Det resulterede også i, siger hun i dag, at hun afviste sin mands hjælp. Men med de psykiatriske diagnoser og de store psykiske sammenbrud indså hun, at hun ikke kunne klare alt det selv. I sin dagbog skrev hun den 17. oktober 2013, at det var pinefuldt langsomt at gå i stykker for øjnene af sin familie, ”som kun kan vente på, at hjælpen langsomt ridder stormen af. Dag for dag”.

Hun skrev også, at børnene og hendes mand spurgte, hvordan hun havde det.

”Ja, hvordan har jeg det? Nogle gange ved jeg det, nogle gange ved jeg det ikke, andre gange magter jeg ikke at tage stilling. Men jeg kan mærke håbet i deres stemmer. Et håb om en bedring, som måske ikke er kommet. Det er så svært at skuffe dem ved at sige, at det ikke går godt. Svært at høre sorgen, som ligger bag de forstående ord.”

Sådan her skrev Line Rosenberg Schmidt i sin dagbog den 17. september 2014. Privatfoto.
Sådan her skrev Line Rosenberg Schmidt i sin dagbog den 17. september 2014. Privatfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fra oktober 2013 til december 2016 var Line Rosenberg Schmidt indlagt i alt fem gange på Psykiatrisk Center Ballerup. Her følger nogle af de dagbogsoptegnelser, hun gjorde undervejs, og som giver et indblik i pendulbevægelsen mellem meningsfylde og magtesløshed:

29. juli 2014:

”På dårlige dage føler jeg mig alt for skrøbelig, sart og sensitiv. Jeg kan tvivle på, at jeg nogensinde bliver så rask, at jeg kan føre et helt normalt liv (...) Jeg kan føle (...) at jeg ikke er hel, brugbar, med på beatet, og derfor ikke har den samme berettigelse som alle andre til at blande mig i diskussioner og til at bede om noget. På gode dage elsker jeg mit liv. Jeg er glad for, at jeg igennem smerte og hårde tider har lært at være taknemmelig for, hvad jeg har. At sætte pris på små ting: som en god kop kaffe i en smuk kop, æblerne på træerne i haven, en bi i en blomst, en fugl på himlen, fuldmånen. Jeg er blevet mere rummelig, mere tro mod mig selv, bedre til at lytte til signalerne, min krop og mit sind sender mig. Jeg lytter mere til den visdom i mig, som vi alle dybest inde besidder. Jeg ved, at hvis jeg lytter godt efter, så kan jeg mærke, hvad der er godt for mig, hvad jeg har brug for.”

29. maj 2015:

”Jeg er GLAD!”

23. november 2015:

”Jeg er indlagt på Ballerup igen, med angst og en ny depression (...) Der bor et bæst i min hjerne, der kommer fra det dybeste, sorte mørke. Det har udslukte øjne og lange, krogede kløer. Når jeg har fodret det for længe med bekymringer, ængstelse, ked af det-hed, frustrationer og pres, så takker det ikke ved at trække sig tilbage og fordøje, men ved at gribe mig om halsen og hive mig dybt ned på mørkets bund, hvor det overlader det til mig selv at finde lyset og meningen – for at komme ud derfra. (...) Jeg er bange for natten. For mørket. Stilheden. Følelsen af ensomhed træder så stærkt frem. Tankerne bliver så høje. Åndedrættet så tydeligt.”

27. november 2015:

”Det er så mærkeligt, når jeg bliver angrebet af denne sygdom, så er det, som om alt det gode, jeg har oplevet, alt den glæde, jeg har haft, bliver så fjerne minder, at jeg næsten glemmer dem. Jeg ved jo godt med min logik, at de har været der, jeg kan endda se billeder af dem på min telefon, men jeg kan ikke mærke det. Det er, som om nogen har snydt med Photoshop (fotoredigeringsprogram, red.). (...) Jeg vågnede klokken 6.00 i morges, angstanfaldet startede med det samme, og først klokken 10.00 stilnede det af. Fire timer!! (...) Jeg har KÆMPET med alt, jeg har lært i de sidste tre års terapi. Alligevel kørte mine tanker FULDSTÆNDIG af sporet. Og min krop var ét stort kaos af spændte muskler, langvarige rysteture, kvalme, koldsved, uudholdelig indre uro, svimmelhed, kvælningsfornemmelse, hyperventilation. Ikke at være i kontrol, at blive kastet rundt i en indre tornado, er det værste. Angstens sved lugter helt specielt.”

Line Rosenberg Schmidts kamp for at blive og vedblive med at være rask har været og er stadig indimellem ensom.

”Det har været så uhåndgribeligt, at jeg har haft brug for at læne mig ind i noget. Min mand og jeg har brugt natkirken i Københavns domkirke rigtig meget. Jeg har også været i et ressourceforløb i samme kirke og opdaget, hvilken stor ro kirkerummet kan give. Der fornemmer jeg, at det er et livsvilkår for alle mennesker til alle tider at gå igennem smerte og sorg.”

Og i de sværeste tider beder hun aftenbøn. Hun beder om fred i sindet, om at noget vil holde hånden under hende og om håb. Som nævnt i begyndelsen af artiklen hedder Line Rosenberg Schmidts bog ”Hvor flygter man hen, når man vil væk fra sig selv?”. Og hvad er så svaret?

”Svaret er, at det kan du ikke. Du skal faktisk standse op. Og kigge uhyret i øjnene. Jeg tænker på alle mine gåture med min mor – det var, som om jeg ville have et forspring i forhold til de dæmoner. Og der gik lang tid, før det faldt mig ind, at jeg skulle vende mig om og kigge dem i øjnene. Det var først, da jeg begyndte at gøre det, at jeg fik det bedre.”

Det har været et stort arbejde, som har taget mange år. Men med den rette antidepressive medicin og efter flere års intensiv psykologterapi er hun i dag stabil. Hun har også været i terapi med sin mand, der i perioder har holdt hånden under det praktiske og børnene, og som hun også af og til har følt, at hun tyngede ned – hun har tænkt, at hun var en klods om benet på ham, og at en anden kvinde havde kunnet gøre ham meget lykkeligere.

”Men Morten har været god til at minde mig om, hvordan jeg, når jeg har været syg, kun husker episoder, hvor jeg har været ked af det. For sådan er jeg jo ikke. Det er sygdom, der taler, når jeg i perioder tror, at jeg kun er en byrde. Når jeg er rask, griner jeg jo lige så meget som alle andre. Og sommetider tror jeg, at jeg endda er mere taknemmelig. Fordi jeg virkelig har lært at sætte pris på livet.”

Artiklen her slutter med et dagbogsnotat fra den 19 januar 2016:

”Det er en grå morgen, koldt (minus 2 grader) og en smule blæsende. Det er tirsdag. Morten er på arbejde, og drengene er i skole. Jeg nyder mine morgener, når alle er taget af sted. Den stilhed og ro, der indfinder sig, er som balsam for sjælen. At sætte sig her i den varme stol, med tændte stearinlys og kaffe og ro – ahh – det gør mig så godt.”