Prøv avisen

Pernille Weiss er mor til adoptivsøn: Jeg vil altid være der for ham, også i døden

Europaparlamentariker Pernille Weiss (K) er i mange år kommet på Holmens Kirkegård i København, hvor den biologiske mor til hendes adoptivsøn ligger begravet. Nu har hun overtaget ansvaret for gravstedet og besluttet, at hun, når hun selv dør, vil lade sig begrave ved siden af den biologiske mor, så sønnen kan besøge begge sine mødre ét sted. – Foto: Leif Tuxen

Pernille Weiss er ofte blevet spurgt, om hun elsker sit adoptivbarn lige så højt som de to, hun selv har født. Hun forstår ikke, at nogen kan tro andet. Som et bevis på sin evige kærlighed til ham har hun besluttet at lade sig begrave ved siden af hans biologiske mor, når den tid kommer

”Gravstedet ligger lige hernede. Jeg har været her en del gange efterhånden og skal jo også selv ligge her engang,” siger Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti, helt usentimentalt.

Hun trækker sin sorte cykel ved siden af sig. Ned ad den lange allé, der skærer Holmens Kirkegård over i to halvdele. Cirka midtvejs drejer hun til højre og går videre hen til et gravsted.

På gravstenen står et kvindenavn og to årstal, der vidner om, at kvinden, der blev stedt til hvile her for knap 20 år siden, blot blev 29 år.

Kvinden, der døde af en pludselig bakteriel infektion, er biologisk mor til Pernille Weiss’ voksne søn, der i dag er 22 år. Selv er hun hans adoptivmor og har været det, siden han var en lille dreng. Dengang blev hun kæreste med hans far, et års tid efter han havde mistet sin kone, og drengen sin mor.

Ret hurtigt blev to husholdninger til én, da Pernille Weiss og hendes to børn flyttede sammen med hendes nye kæreste og hans dengang treårige søn. En lille charmerende dreng, der ikke var sen til at finde vej til den i dag 51-årige politikers hjerte.

”I starten troede han, at jeg var hans mor, der var kommet tilbage. Han kiggede på fotos af ham selv siddende på hendes skød, mødte mig og mærkede, at hans far var glad. Så lagde han to og to sammen og tænkte, at jeg måtte være hans mor. Jeg kan huske, at han tog sutten ud af munden og sagde, ’Jeg har ventet på dig,’ hvorefter han tog mig i hånden og trak af sted med mig. Det var sådan en fuldstændig uforbeholden erklæring fra et barn til en voksen om, at ’vi skal være sammen, du og jeg’,” fortæller Pernille Weiss, mens hun står og betragter gravstedet, hvor sønnens biologiske mor ligger.

Gravstedet har den seneste tid fyldt ekstra meget i Pernille Weiss’ bevidsthed. Hun har netop overtaget ansvaret for det og har tillige besluttet, at det også skal være her på Holmens Kirkegård, ved siden af sønnens biologiske mor, hun engang skal stedes til hvile. Nu er hun i gang med at friske gravstedet lidt op og vil blandt andet have placeret et par siddesten ved graven.

”Så kan man sidde her og dvæle ved alt det svære, som jo ofte handler om kærlighed.”

Pernille Weiss er kommet på kirkegården, lige siden adoptivsønnen kom ind i hendes liv. Det har altid været vigtigt for hende, at der blev talt om hans biologiske mor, og at der ikke kom et hierarki imellem ”mor på jorden og mor i himlen”. Og når hun i dag næsten 20 år senere har besluttet, at hun skal begraves ved siden af sin søns biologiske mor, er det hendes måde at forsikre ham om, at hendes kærlighed til ham er for evigt.

”Hvordan kan jeg vise ham, at jeg elsker ham lige så højt som mine andre børn, og at jeg vil være der for ham altid, også i døden? Det kan jeg gøre ved at lægge mig ned ved siden af hans biologiske mor. Så har han os samme sted, når jeg engang dør,” siger Pernille Weiss, da vi har sat os på en bænk lidt væk fra gravstedet.

Lige siden hun adopterede sin nu fraskilte mands søn, er hun blevet mødt med spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt for hende at elske ham lige så højt, som hun elsker den søn og den datter, hun selv har født. Et spørgsmål, der til stadighed overrasker og sætter hendes temperament på prøve.

”’Hvordan kan du spørge om det?’, har jeg tænkt hver gang, jeg har fået stillet det spørgsmål. Ingen skal komme og tro, at den kærlighed, der er mellem min adoptivsøn og mig, ikke er lige så stor som den, der er mellem mine biologiske børn og mig. Jeg kan mærke det helt fysisk i kroppen, hvordan det påvirker mig, når nogen spørger,” siger Pernille Weiss og ser næsten vred ud.

Hun kan ikke erindre, hvornår hun første gang mærkede, at hun elskede sin adoptivsøn. Lidt kringlet får hun sagt noget i retning af, at hun godt ved, at det måske lyder mærkeligt, men at det bare var, som om det var der fra starten. Hun tænker videre, mens hun ser ud over kirkegården, og finder de ord, hun søger, et sted ude blandt de mange gravsteder.

”Selvfølgelig kan man elske et barn, man ikke selv har født. Det handler også om ens mindset. Om at man ikke sætter et eller andet forbehold ind fra starten, som jeg ofte oplever folk gøre. For mit eget vedkommende var der ikke ét tidspunkt, hvor jeg tænkte, at nu elsker jeg ham. Det var først meget senere, jeg reflekterede over, at det jo var sådan, det var. Vi var bare som to togvogne, der blev koblet sammen, da vi mødte hinanden,” siger Pernille Weiss.

Det samme gjaldt i forholdet mellem adoptivsønnen og hendes to biologiske børn, der var seks og syv år, da de fik en lillebror.

”Alt faldt bare i hak for os alle, selvom det hele gik meget stærkt med at flytte sammen og blive en familie. Som jeg ser det, kom der sådan nogle beskeder fra Helligånden undervejs, så det bare blev, som det var meningen, det skulle blive.”

I dag, hvor hendes børn er voksne, er hun heller ikke i tvivl om, at det blev, som det skulle, og at hverken hendes biologiske børn eller hendes adoptivsøn har tvivlet på, at de havde lige stor plads i hendes hjerte.

”Især min datter og adoptivsøn har en helt særlig relation, som bekræfter mig i, at jeg godt kan elske en andens barn, og at når jeg tillader dette at ske, udfolder der sig noget, der er langt større end alene det, jeg føler for min adoptivsøn og mærker gengældes af ham,” siger hun og fortsætter:

”Det betyder naturligvis ikke, at kærligeden til mine børn er ens. Min kærlighed til dem er lige stor, men jeg elsker dem på hver deres måde.”

Selv har Pernille Weiss aldrig været bange for at tale om de ting, der kan være svære i en sammenbragt familie, der ovenikøbet indebærer et dødsfald. Men hun medgiver, at hun har fundet hjælp og støtte flere steder fra.

”Jeg har dyb respekt for, at min adoptivsøns far viste mig den tillid, der betød, at vi kunne følge vores mavefornemmelse i alt det her. Vi fik begge ret hurtigt denne her evighedsfølelse og kunne for eksempel sagtens tale om, hvad der skulle ske for min adoptivsøn, hvis nu også hans far gik bort, eller vi en dag skulle gå fra hinanden. Vi var meget enige om, at kærligheden ikke er et nulsumsspil. Der er nok kærlighed til alle – på den måde er kærligheden jo uendelig,” siger hun.

Også fra sin personlige tro har Pernille Weiss hentet styrke, når det indimellem har krævet lidt ekstra kræfter, som hun i første omgang ikke har kunnet finde hos sig selv.

”Der har været rigtig meget helligånd, som har skubbet os på vej. Ligegyldigt hvad der er hændt i mit liv, er jeg taknemmelig for, at jeg blev kristen og fik det med hjemmefra. Og min tro har helt sikkert betydet noget for, hvordan jeg tacklede det med både at have biologiske børn og en adoptivsøn,” siger hun.

Selvom Pernille Weiss ikke er tilbageholdende med at bruge sin intuition og godt tør handle på det, hun føler, mærker og tror, er hun også på nogle områder pragmatiker. Ud over at være i gang med at ordne gravsted har hun således også for nylig udfyldt ”Min sidste vilje”, valgt gravsten og fortalt sine børn, hvad der skal stå på den. Intet er overladt til tilfældighederne, for det skal ikke være svært at stå med alle beslutningerne for hendes børn den dag, hun ikke længere er her.

”Jeg vil gerne have rene linjer, og nu har jeg sørget for at fortælle mine børn, at vi har det her gravsted. Hvad der så sker, når jeg engang er væk, er selvfølgelig helt op til dem.”

Vi er trukket indenfor på en nærliggende café, da efterårsvejret sidst på eftermiddagen har gjort det for koldt at blive siddende på bænken. Og her åbner Pernille Weiss for en lille sprække, der blotlægger noget af det, som har været svært.

For med den lille dreng fulgte også hans biologiske mors familie. En familie, der naturligvis som følge af et al for tidligt dødsfald, var ramt af stor sorg. Særligt svært var det for adoptivsønnens biologiske mormor.

”Det blev aldrig rigtig godt. For hver gang hun så på mig, var det jo i situationer, hvor det i stedet skulle have været hendes egen datter, hun så på. Det var meget svært for hende. Selvfølgelig,” siger Pernille Weiss.

Måske var det også svært for Pernille Weiss. Hun siger det ikke direkte, men da hun fortæller om det besøg, hun og hendes adoptivsøn havde hos hans mormor, lige inden denne døde for snart seks år siden, flakker hendes blik, og øjnene bliver blanke.

”Da får hun ligesom sagt til mig, at det var godt, jeg havde været der. At det havde betydet meget, at jeg var der.”

Hun holder pause og kigger ud af vinduet, inden hun taler færdig.

”Og jeg er simpelthen så taknemmelig for, at vi nåede at få det besøg sammen, og at min søn fik lov at høre sin mormor sige sådan. For det har ikke altid været nemt. Men nu han kan leve videre og vide, at det er okay. At det blev, som det skulle.”

Ingen skal komme og tro, at den kærlighed, der er mellem min adoptivsøn og mig, ikke er lige så stor som den, der er mellem mine biologiske børn og mig.

Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet