Prøv avisen

Forfatter efterlyser mere mod i opdragelsen: Vi hæver vores børn op over fællesskabets regler

Sofie Münster håber, at hun i opdragelsen af datteren Lucca vil lykkes med at give pigen troen på, at hun kan bidrage til fællesskaber ved at være sig selv og ikke automatisk gøre som de andre, selvom det kan føles rarest og nemmest. – Foto: Leif Tuxen

Sofie Münster mener, forældre ofte forsømmer at opdrage børn til at indgå i fællesskaber, og efterlyser, at man vægter dyder som høflighed og hensyntagen

Når Sofie Münster ser på sin spæde datter, ved hun godt, hvad hun vil lære hende de kommende år: empati, hensynsfuldhed, ansvar, modet til at fejle og vedholdenhed til at gøre sig umage. Lucca er fire uger og intetanende om, at hun er yngste barn af en mor, som for nylig har skrevet en bog til forældre om, hvordan man ruster børn til livet. ”Kærlighed er ikke nok” hedder bogen, som er Sofie Münsters anden bog henvendt til forældre.

Nogle vil måske kende hendes navn fra hjemmesiden Nordic Parenting, hvor hun de seneste år har skrevet over 300 artikler henvendt til forældre om småbørn, skolebørn og familieliv. På det seneste har man kunnet følge hende på TV 2 i programmet ”Opdrag en vinder” sammen med sociolog og tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth.

At Sofie Münster skulle beskæftige sig med børneopdragelse, lå måske ikke ligefor, da hun læste statskundskab på Københavns Universitet. Og dog. Mens hun ammer Lucca, opridser hun, hvordan børn har fyldt meget i hendes liv. Hun har nærmest aldrig prøvet at være voksen uden at have ansvar for et barn. Efter 9. klasse tilbragte hun et år i USA som udvekslingsstudent og vendte hjem for at komme i gymnasiet, men følte sig fremmed i en kultur, hvor druk og fester var i højsædet. På et halvt år droppede hun ud af tre gymnasier og fik i stedet et job i Føtex. Da hun sad ved kassen, besluttede hun sig for, at hun ville have en uddannelse. Hun flyttede til København og kom på studenterkursus, hvor hun mødte Peter Münster. Da hun gik til studentereksamen, var hun højgravid.

”Københavns Kommune kontaktede mig, fordi de anså mig som tilhørende en slags risikogruppe. Det gav mig en vis stålsathed. Jeg ville vise, at man godt kunne få et barn som 20-årig og blive ved med at være sammen med faderen. Senere i år kan vi fejre kobberbryllup.”

Da parrets datter var ni måneder, begyndte Sofie Münster at læse statskundskab på Københavns Universitet, og fire år senere afsluttede hun studiet. Mens hun læste, fik hun studenterjob hos Venstre på Christiansborg, og som kandidat blev hun ansat i partiet. Da Lars Løkke Rasmussen (V) i 2011 undersøgte muligheden for at oprette en fond, der skulle arbejde med utilpassede drenge, sad Sofie Münster med ved bordet, og hun blev fondens første direktør og fandt sig selv på lejre sammen med elever fra folkeskolens 8.-klasser, som havde alt andet end håb for fremtiden.

”Jeg blev fuldkommen grebet af at få lov til at arbejde med de her børn. Det var så utrolig meget større, end hvad jeg ellers havde arbejdet med.”

I dag er det ikke store, skoletrætte drenge, hun henvender sig til, men forældre. I fonden var der et samarbejde med DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse, og hendes læsning af forskningsartikler om læring og dannelse inspirerede til at arbejde med formidling af, hvordan forældre hjælper deres børn ved at være der for dem uden at gøre det for dem.

Mens Lucca laver knirkelyde, henviser Sofie Münster til et tema, hun mener stort set er overset, når man taler om at ruste børn til livet: Evnen til at indgå i fællesskaber. De dyder, hun håber at lære Lucca, fra empati over høflighed til hensynsfuldhed, er alle dyder, som skal gøre det muligt for datteren at indgå i og bidrage til fællesskaber. Fra vuggestue til voksenliv.

”Vores samfund hviler på stærke fællesskaber, men vi debatterer aldrig, hvad stærke fællesskaber kræver af deres medlemmer. Jeg er optaget af, hvad det kræver af den enkelte at være med til at viderebringe de fællesskaber, vi alle sammen skal være en del af fra familien til det helt store samfundsfællesskab.”

Hun oplever, at forældre for ofte ser stort på de regler, der gælder i et fællesskab, fordi det i situationen synes mest bekvemt for deres børn. Man fritager barnet fra at bade efter idræt, fordi barnet ikke har lyst, eller man har givet junior lov til at tage sin gravko med i børnehaven, selvom børnehaven har en politik om, at man ikke kan medbringe legetøj.

”Vi vil gerne have fællesskaber, men vi synes ikke, at de må kræve noget af os, og det viser vi vores børn, når vi hæver dem over fællesskabets regler ved eksempelvis at bede dem fritaget fra at bade. Vi optimerer efter, hvad der føles rarest og mest behageligt i situationen. Sådan en adfærd er med til at svække fællesskaberne.”

For at kunne bidrage til fællesskabet efterlyser hun et større mod i opdragelsen. Mens forældre den ene dag hæver deres barn over fællesskabets regler, vil de den næste dag bøje sig for den herskende norm i fællesskabet og lade deres barn få huller i ørerne, fordi de andre piger i 5. klasse har det, eller lade drengen i 2. klasse få en mobiltelefon, fordi de andre drenge har det.

”Jeg appellerer til større mod i opdragelsen, så man kan give barnet tro på, at det netop skal bidrage ved at være sig selv og ikke ved at gøre som de andre, selvom det vil føles rarest og nemmest. Vi får stærke fællesskaber, når alle møder op med en følelse af, at de kommer med noget, som de gerne vil bidrage med. Alle har noget forskelligt at give til samspillet.”

For at kunne indgå i fællesskaber er man nødt til at se ud over sig selv og være villig til ikke nødvendigvis at få det på sin måde. For at lykkes med det skal man kæmpe mellem sine umiddelbare impulser, lyster og behov på den ene side og værdibaserede overvejelser om hensyn til andre.

”Vores hjerne er indrettet, så man vil fokusere på egne behov før andres, og hele livet må man aktivt lære at begrænse sig selv for at blive i stand til at opdage andre. Men det er en øvelse, som kommer fælleskaber til gavn, hvad enten det er i skolen, familien eller på jobbet.”

Vejen til at blive bedre til at indgå i fællesskaber kan man ifølge Sofie Münster stimulere, hver gang familien er samlet. Når Sofie Münster sidder i samtale med eksempelvis ægtefællen, så er det en uskreven regel, at datteren ikke afbryder.

”I teorien lyder det relativt simpelt, men det kommer ikke af sig selv. Vi mener, det er en vigtig værdi at give vores store datter, og det er med til at skærpe en nødvendig hensyntagen. Selvfølgelig kan det være svært at bede sit barn tie, fordi hun afbryder, og man har måske ikke lyst til at træde på sit barns følelser. Men man kan ikke lade sine følelser styre de grundlæggende forventninger, for så går man på kompromis med egne værdier, og dermed forpasser man muligheden for at give dem videre til sine børn.”

Lucca er faldet i søvn. Når Sofie Münster ser sin sovende datter, tænker hun, at empati er en påtrængende kvalitet at lære hende.

”I en tid, hvor man ofte har med et andet menneske at gøre uden at kunne se det, bliver det vigtigere at lære børnene at kunne sætte sig i den andens sted. Sigtelsen for nylig af mere end 1000 unge (for at dele intime billeder af mindreårige, red.) viser, hvor påkrævet det er at træne empati-musklen samtidig med, at man må tale med sine børn og være tydelig om, at der er nogle regler, som skal overholdes.”

Men hvordan træner man børn i empati? Vejene er mange. Når familien er samlet, spørger Sofie Münster ofte sin store pige, om hun gjorde noget for nogen i dag, som gjorde dem glade, og som hun selv er stolt af. Andre dage lyder spørgsmålet: ”Så du andre, som gjorde noget for en anden, som du syntes var sødt?”.

”Mange forældre spørger til børnenes dag, og det er godt og vigtigt, men ved også at spørge, hvad man har gjort for andre, får man signaleret, at hjemme hos os er det en værdi at være noget for andre.”

Læs uddrag af ”Kærlighed er ikke nok” her.