Prøv avisen

Efter 35 år, tre børn og tre brud: Kærlighed er at turde stole på, at det altid bliver godt igen

51-årige Karen Buur og 52-årige Søren Gustav Andersson har været sammen i 35 år – når man tæller det hele sammen, som de siger. For der har været flere brud, men de er alle endt med at styrke deres ægteskab. Her ses de i hjemmet i Hillerød med billederne fra en kærlighedshistorie, der ikke blev helt så ligetil, som de havde forestillet sig. Foto: Leif Tuxen

Hvad er kærlighed? Hvad former den, og hvad får den til at bære? Efter 35 år, tre børn og tre brud er Karen Buur og Søren Gustav Anderssons ægteskab brolagt med erfaringer, nogle dyrekøbte. Måske netop derfor er det, de har sammen, stærkere end nogensinde

Dette er en historie om kærlighed. Dybtfølt kærlighed, modnet gennem årtier og af en styrke, hvor man ikke kan forestille sig et liv uden hinanden.

LÆS VORES NYE E-AVIS OM KÆRLIGHED HER, HVIS DU ER ABONNENT

IKKE ABONNENT? LÆS MERE HER

Men det er også en historie om tvivl, svigt, brud og fortvivlelse. Om at slide hinanden ned og om ikke at kunne forestille sig at fortsætte livet sammen.

For det kan også være en del af kærligheden, og sådan har det i høj grad været for Karen Buur og Søren Gustav Andersson, som denne historie handler om.

De to har åbnet deres hjem og hjerter for at fortælle, hvad de har lært om kærlighed efter 35 år sammen. Ikke fordi deres historie er helt speciel, nærmere fordi den ikke er det. Det mest opsigtsvækkende ved dem er måske, at de stadig er sammen. Deres forældre er skilt. De fleste af deres otte søskende er skilt, og det samme er en stor del af vennekredsen.

Og det har da også været tæt på for Karen og Søren. Tre gange er de gået fra hinanden, senest blev separationspapirerne endda sendt af sted. For som de skrev i indbydelsen til deres sølvbryllup for fire år siden, så har kærligheden ikke været så nem, som de troede den ville blive, da de mødte hinanden. Langt de fleste år har været fulde af de største glæder. De har fået tre skønne børn og har i dag et ægteskab, der er stærkere end nogensinde.

”Men altså, ” siger Karen, ”vi har jo fået mange spørgsmål gennem årene i forhold til, hvad det egentlig er for noget med Søren og jeg. Det har jo været et lidt rodet forløb, men sådan er kærligheden nok ofte, rodet.”

Ved siden af hende sidder Søren Gustav Andersson, hendes livs kærlighed i ordets egentlige forstand. Der har aldrig været andre. Da hun så ham første gang, var hun 16 år, og han spillede også tværfløjte i musikskolen. Han havde lyse krøller og sømandsjakke og var Idas storebror, viste det sig. Det var hendes vej ind.

Han så hende ikke komme. Han var 17 år, og da hun spurgte, om han ville med til fest, tænkte han mest: Hvorfor ikke?

”Jeg havde ingen tanker om den store kærlighed,” fortæller han. ”Det hele skete så hurtigt den dag i april. Den 17. april 1982 for at være helt præcis. Tænk at det lige om lidt er 35 år siden.”

Hun nikker og mindes: ”Vi kyssede en del den aften og endte under samme dyne. Det var ganske ærbart, men jeg var ikke i tvivl om, at vi nu var kærester. Der var noget trygt ved ham. Han så selvfølgelig også dejlig ud, men det var trygheden, jeg forelskede mig i. Og så var han intelligent og musisk.”

”Ja, sig noget mere,” siger Søren og smiler. Så fortsætter han selv: ”Jeg har svært ved at beskrive, hvad det var, jeg forelskede mig i, det var mere sådan en følelse af, at det var helt rigtigt. Jeg tror også, jeg forelskede mig lidt i Karens familie, der var og er utroligt skønne på sådan en flippet og flagrende måde, jeg godt kan lide. Måske fordi jeg ikke selv er det.”

Udfordringerne meldte sig dog snart. De var ikke mere end 18 år, da de flyttede sammen, og det begyndte at føles, som om de allerede var et gammelt ægtepar. Især Karen følte sig låst fast i et liv, der var helt anderledes end hendes jævnaldrendes, og de besluttede at gå hver til sit. Inden længe fandt de sammen igen, og sådan gik de første år – frem og tilbage – med en understrøm af fortrolighed og venskab, der hver gang drev dem tilbage mod udgangspunktet: at det var de to for altid.

For Karen var kærligheden også formet af hendes forældres voldsomme skilsmisse. Den havde slået noget i stykker i hende, som hun forsøgte at samle igen ved at insistere på at opbygge og fastholde sin egen kernefamilie. Så hun blev gravid som 21-årig, og de blev gift samme år i selvsyet kjole og med økonomibryllup i forældrenes lade. Slut med frem og tilbage, sagde de til hinanden.

”Men det var først der, det for alvor blev svært,” fortæller Søren.

Deres første brud kom efter to års ægteskab. Klaustrofobien var vendt tilbage for Karen, og hun havde udviklet følelser for en anden.

Der var intet fysisk sket, men følelserne var også langt værre, mente Søren, som blev rasende jaloux og flyttede ud. De forsøgte med parterapi, hvor det kom frem, at han selv havde været utro, men uden følelser, hvilket for ham var en afgørende forskel. Men uanset hvad var illusionerne om deres særlige kærlighed brudt ned. De havde lullet sig selv og hinanden ind i et for forudsigeligt spor. De var stadig først i 20’erne, men levede et liv, som om de var dobbelt så gamle med barn, bil og gæld.

”Min far sagde på et tidspunkt, at man skulle drive et ægteskab som en virksomhed,” siger Søren.

”Jeg kan huske, at du blev ret sur over hans kommentar, Karen, men det passede egentlig meget godt på min tilgang. Mit fokus var på, at tingene skulle fungere. Vi sad ret hårdt i det, og jeg følte et stort ansvar for at få regningerne betalt, og at der var mad og varme og den slags. De forpligtelser trumfede mine følelser og overskuddet til at vise dig nok opmærksomhed.”

”Og det var præcis det, jeg gik i spåner over,” siger Karen.

”Vores liv passede slet ikke til mine forestillinger om det at være gift eller om kærligheden som sådan. Jeg er ret romantisk, og det var der ikke plads til. Jeg følte mig mest som en del af et regnskab, der skulle gå op.”

Deres redning blev at låne Karens mors bil og køre til det sted i Europa, hvor der efter Sørens udregninger var flest solskinstimer. Det viste sig at være i Finland, men altså ikke lige de dage, de var der, for der var vejret elendigt og teltet koldt, og de skændtes til langt ud på natten – hørligt akkompagneret af den musikfestival, de uheldigvis lå lige op ad. På vejen hjem drak de sig halvfulde i Ballantine’s på færgen og skændtes videre, men det hele var så meget ude af karakter og kontrol, at det endte med at rykke deres forhold et helt nyt sted hen.

”Pludselig så jeg nye sider af Søren, hvor han faktisk godt kunne slippe kontrollen,” siger Karen. ”Nogle uger senere blaffede vi hele vejen til et bryllup i Svendborg, hvilket vi normalt heller aldrig ville gøre, og det var sådan nogle små forskydninger, der reddede os. Vores forhold føltes pludselig ikke så fastlåst længere.”

Søren havde det lidt på samme måde:

”Der er ingen tvivl om, at det er vores brud, der har reddet vores ægteskab. Det første brud tvang mig til at komme Karen i møde, men det var først ved det tredje, at vores kærlighed faldt helt til ro for mig.”

Inden da skulle de igennem krise nummer to. Den kom i 1996 efter en rolig, men også slidsom periode, hvor yderligere to børn var ført til familien med kort tids mellemrum. Karen havde nærmest ikke sovet i halvandet år og følte sig flad og bundet af en hverdag fuld af trivielle pligter. Oven i det havde de købt et hus, der skulle sættes i stand, og det efterlod ikke meget plads til at pleje ægteskabet. Søren var atter begravet i ansvarsfølelse, så der skulle ikke mange søde ord til, før Karen faldt for en kollega på arbejdet.

Det var banalt og forudsigeligt og ikke til at holde ud, men hun kunne ikke modstå at få den smiger, hun ikke fik derhjemme. Samtidig var hun fascineret af tanken om en anden. Der havde aldrig rigtig været andre end Søren, og fornemmelsen af, at der var en vigtig del af livet, hun var gået glip af, ville ikke slippe hende.

Sådan havde Søren det også, og han havde handlet på det. Det holdt han for sig selv, men det kunne Karen ikke, og ligesom første gang blev det også årsagen til det andet brud. De var endt samme sted igen med spørgsmålet: Hvad er det egentlig, der holder os sammen? Men denne gang var der mere på spil – flere børn og flere følelser – og der skulle gå to år med flytninger og terapi, før de blev i stand til at stoppe krakeleringen af ægteskabet.

”Det var helt forfærdeligt,” siger Karen. ”Vi var jo groet sammen som mennesker, og det var derfor, det nogle gange var så svært at være sammen, men endnu værre at blive skilt ad.”

De fik tilsendt separationspapirerne, men de lå bare og skulede i skuffen. Til sidst blev de smidt ud.

”Vi havde jo tre børn,” fortsætter Karen, ”og det holdt os selvfølgelig også sammen, men for mig handlede det endnu mere om det, vi havde bygget op, bare os to. Om venskabet, fortroligheden, trygheden. Jeg nægtede at smide det hele over bord, ligesom så mange andre omkring os gjorde. Vi var jo Søren og Karen.”

De efterfølgende år blev nogle af de lykkeligste. Børnene blev større, dagligdagens trivialiteter mindre, og de tog sammen en god beslutning om at prøve noget nyt og flyttede til Belgien med Sørens arbejde. Væk fra rutinerne, ud af det vante. Efter to og et halvt år vendte Karen og deres tre piger tilbage til Danmark og til et hus på landet, hun havde forelsket sig i.

Søren fulgte efter et halvt år senere, men her var kimen allerede lagt til det, der skulle blive deres største krise. For det gamle hus var ude af kontrol, mente Søren. Taget skulle skiftes, murene skulle isoleres, kloaksystemet fungerede ikke, og han lå søvnløs af de bekymringer, der fulgte med.

Karen havde købt huset på dets charme. Der var udsigt over Arresø, og det lignede en drøm om et liv på landet, hvor der var plads til at genoptage hendes passion for keramik. Men det var kun en drøm, de havde købt. Virkeligheden blev hurtigt til en hverdag fuld af regler, følte Karen: Bestemte døre skulle være lukkede for at holde på varmen, unødvendige lys skulle slukkes for at spare på strømmen, og sådan var der hele tiden bånd, der snærede. Og ingen kærlighed til at løsne op.

Søren, derimod, følte, at han var alene om at tage ansvar for, at det hele hang sammen, og denne gang orkede han ikke at skulle igennem endnu en opslidende proces med endeløse diskussioner, terapi og langsom heling.

”Vi var jo endt samme sted igen for tredje gang,” forklarer han, ”og jeg gav op. Jeg var 43 år og tænkte: Hvis jeg skal nå at skabe mig et nyt liv, skal det være nu.”

Karen var på samme linje.

”Jeg orkede ikke at tvivle mere. Det måtte jo være et tegn på, at det bare ikke skulle være,” siger hun.

I 2007 blev separationspapirerne ikke bare skrevet under, de blev sendt. Alle, de kendte, var overraskede, men selv var de lettede. En endelig beslutning var taget, og livet føltes nemmere. Der var ingen jalousi til at forplumre følelserne, det var et rent snit, og de udnyttede det begge til at se andre og leve livet, som de helst ville – fri af andre forpligtelser end børnene, som var forvirrede, men ikke traumatiserede. De kunne se, at deres mor og far havde det bedre hver for sig.

Sådan gik månederne. Venskabet var intakt, så de begyndte at løbe sammen, og her delte de erfaringerne fra deres nye liv. Måske lige rigeligt.

”Vi havde nok begge brug for at demonstrere, at vi skam havde det fint alene. Men det gjorde da ondt, når Søren fortalte, at han havde været sammen med en anden, så jeg kunne godt mærke, at vi ikke bare var gode venner,” fortæller Karen.

Søren havde det lige sådan. Da han først havde løbet de værste horn af sig, føltes den nye frihed tom. Og da Karens far pludselig døde, og hele familien var samlet, gik det op for dem begge, hvad det var, de havde opgivet. Det var ikke blot de 25 år sammen og samværet om børnene. Det var hinandens familier. Det var hinandens vennekreds. Deres fælles historie var langt større end dem selv, og det var ikke mindst den fornemmelse, som nu rumsterede i deres hoveder ved siden af en anden erkendelse: Nu, hvor de ikke længere var låst sammen, kunne de pludselig se hinanden med andre og nye øjne. Det havde de også oplevet ved de to første brud, men afstanden mellem dem var større denne gang, og det samme var derfor klarsynet.

”Jeg følte, at jeg – måske for første gang –kunne se Søren helt uafhængigt af mig selv og af os,” siger Karen. ”Jeg kunne se, hvad han indeholdt som menneske, når han fik lov til at være den, han var i sig selv.”

Hun så, hvordan hans humor og varme vendte tilbage, når han ikke var tynget af ansvaret for familien. Og hun mærkede, hvordan hun selv blev mere selvstændig af pludselig at skulle tage ansvar for nogle af alle de ting, der altid havde ligget hos Søren. Han oplevede samtidig, hvordan hun voksede i sin nye rolle og kunne igen se for sig, hvordan de kunne skabe et bedre liv sammen end hver for sig.

Ingen af dem husker, hvem der først sagde, hvad de begge tænkte, men en dag på en løbetur kom det ud: Det var ikke så sjovt at være skilt længere.

”Jeg tror, at vi på det år, vi var skilt, fik gennemlevet den uafhængige ungdom, vi havde savnet,” siger Søren. ”For mig betød det, at jeg fik noget uro ud af kroppen, og vi kunne samtidig nærme os hinanden på en anden måde. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vores historie havde været helt anderledes, hvis vores udgangspunkt havde været mere i retning af der, hvor vi er nu. Men det er samtidig klart, at vi kun er, hvor vi er, på grund af alt det, der er sket. Det har måske være dyrekøbte erfaringer, der har bragt os hertil, men til gengæld kan jeg af ærligt hjerte nu sige, at jeg er overbevist om, at vi er sammen for altid.”

Så hvad er kærlighed efter 35 år, tre børn og tre brud? Hvordan er den anderledes end der, hvor den begyndte for Karen og Søren?

Historien har lært Karen, at forestillingen om kærlighed som store følelser, der altid bruser i årene, er en illusion. Det er måske forelskelse, men det er ikke kærlighed. Kærligheden har derimod sjældent store armbevægelser og er ikke i sig selv romantisk. Den er vævet sammen af et venskab så stærkt, at man kan sige hinanden sandheder, uden at fundamentet revner. Og måske endnu vigtigere: At man har en fortrolighed, der gør, at man tør stole på, at det altid bliver godt igen.

”Kærlighed er jo at kunne tage det sure med det søde. Det er min oplevelse, at mange af dem, der bliver skilt, har for svært ved at acceptere, at det sure følger med. Og det kan man også kun, hvis man har opbygget gensidig respekt og tillid nok til, at man kan sige til sig selv og hinanden: Det her er træls. Det er kedeligt. Jeg gider det ikke. Men det går over, og det bliver godt igen. Hvis man kan komme derhen, hvor forholdet hviler på så meget godt, at man ikke behøver at gå i panik over, at det ikke er perfekt hele tiden, så har kærligheden en chance.”

”Ja,” tilføjer Søren, ”og så handler det jo også om at være indstillet på kompromiser. Det er faktisk kærlighed for mig, at jeg altid har lyst til at gøre ting sammen med dig, også selv om det betyder kompromiser.”

Det næste kompromis er på vej. Hun vil helst holde sommerferie et nyt og spændende sted. Han er mere optaget af, at det skal være nemt for børnene at komme dertil.

”Så må kærligheden stå sin prøve igen,” siger Karen og griner.

51-årige Karen Buur og 52-årige Søren Gustav Andersson har været sammen i 35 år – når man tæller det hele sammen, som de siger. For der har været flere brud, men de er alle endt med at styrke deres ægteskab. Her ses de i hjemmet i Hillerød med billederne fra en kærlighedshistorie, der ikke blev helt så ligetil, som de havde forestillet sig. Foto: Leif Tuxen
I 1988 blev Søren og Karen gift i Uvelse Kirke, 22 og 23 år gamle og Karen allerede højgravid. De blev tidligt meget etablerede, og det skabte problemer. – Privatfoto.
Sådan ser Karen Buur og Søren Gustav Anderssons kærlighedshistorie ud i billeder: Et bryllup, en familie, ferieminder, sølvbryllup. 35 år har de været sammen, selv om kærligheden ikke blev så nem, som de troede. - Privatfoto
I 2013 fejrede Søren og Karen sølvbryllup. Her er de med deres tre døtre: Fra venstre er det Laura, som i dag er 21 år, Sigrid på 28 og Vibe på 23. – Privatfoto.
"Det er faktisk kærlighed for mig, at jeg altid har lyst til at gøre ting sammen med dig, også selv om det betyder kompromiser," siger Søren Gustav Andersson. Foto: Leif Tuxen

Der er ingen tvivl om, at det er vores brud, der har reddet vores ægteskab.