I min sommerferie har jeg haft mulighed for at læse lidt flere aviser, blade og livsstilsmagasiner, end jeg plejer. Og indrømmet: Jeg synes, det kan være ret afslappende at bladre lidt i de såkaldte dameblade.
I den forbindelse er jeg stødt på en opfattelse af kærlighed, som jeg finder værd at problematisere. Jeg har ved flere anledninger læst om mere eller mindre kendte mennesker, som efter et meget kortvarigt forhold går fra hinanden, fordi ”den store kærlighed pludselig døde”.
Det forekommer i min optik noget absurd at tale om stor kærlighed, når der nok blot var tale om en stormende forelskelse, der blev afløst af grå hverdage og en kedelig konstatering af, at den idealiserede partner også havde sine fejl og mangler. At den anden var helt almindelig – ligesom én selv.
Mange er med på, at de første måneder af et nyt forhold er kendetegnet ved en forelskelsesfølelse snarere end kærlighed, men mange definerer alligevel kærlighed som en følelse. Jeg vil gerne opmuntre til, at vi i stedet eller samtidig med tænker på kærlighed som en handling. Kærlighed som noget, man kan gøre, praktisere og udleve – helt konkret og hver eneste dag. Det kan være en sød sms eller en kærlig berøring på en varm sommerdag, men det kan også være et interesseret nærvær eller et empatisk blik på en trist regnvejrsdag i oktober.
Kærlighed kan se ud på mange måder, men den skal gerne være konkret, så den er til at tage at føle på. Det er i og for sig gratis at sige ”jeg elsker dig”. Det er den kærlighed, der koster tid og ressourcer, som fortæller vores partner, at han eller hun har betydning for os.
Vi lever i en romantiseret kultur, hvor kærlighed er blevet noget, jeg har krav på at opleve. Og oplever jeg ikke denne, har jeg ret – ja, nærmest pligt – til at forlade min partner, for vi har da alle ret til at opleve den store kærlighed, har vi ikke? Vi taler om, at vi skal opleve, mærke og føle kærlighed, men der tales langt sjældnere om, at vi skal udleve og praktisere kærlighed.
Interessant og skræmmende er det i denne forbindelse at konstatere, at der ”kun” kommer 28 millioner hits, hvis man søger på ”practise love” på Google. Søger man derimod på ”feel love”, kommer der cirka 850 millioner hits – altså næsten en milliard!
Sagt med andre ord: Der er over 30 gange så mange hits, der har at gøre med at føle kærlighed, end hits, der har at gøre med, hvordan vi praktiserer kærlighed.
Nu skal man ikke lade Google fungere som videnskabeligt referencepunkt, men ikke desto mindre siger antallet af hits noget om tendensen i vores tid: at vi søger mere efter at føle og mærke kærlighed for vores egen skyld, end vi søger at praktisere og udleve den for at forsøde vores partners liv. Det er trist, at det er vores egen følelse, der kommer i centrum, for vores partner har brug for at mærke konkret kærlighed hver eneste dag, hvis han eller hun skal trives i forholdet og i livet.
Måske skulle vi begynde at tænke på kærlighed som godhed for at højne vores fokus på det praktiske aspekt ved kærligheden. Der er i hvert fald meget, der tyder på, at denne form for kærlighed har en stor betydning.
I et forsøg fra 2009 foretaget af forskere fra et universitet i Wisconsin i USA tilså man 350 patienter, der havde influenza. Nogle blev mødt og behandlet som normalt, mens andre i tillæg blev mødt med større nærvær og interesse for dem som hele personer. De blev med andre ord mødt med større godhed. Studiet viste, at sidstnævnte gruppe havde en kortere og mindre kritisk sygdomsperiode.
Denne undersøgelse peger på, at selv vores krop og immunforsvar præges positivt, når vi mødes af godhed. Og dette er endda ”kun” godhed praktiseret af en offentlig behandler. Tankevækkende er det at overveje, hvilken betydning det har for krop og sjæl, når man udviser godhed over for den, man står allermest nær.
Jeg har heldigvis ikke kun læst kulørte blade i min sommerferie, men har blandt andet også haft fornøjelsen af at læse ”Emil fra Lønneberg” for min søn på tre år. I en af fortællingerne giver Emil højst uventet sin lærerinde et stort smækkys på munden. Hun bliver naturligvis meget overrasket over dette og spørger derfor Emil, hvorfor han gjorde det. Som svar på det spørgsmål siger han: ”Det gjorde jeg vel af godhed.”
Emil bliver ofte sendt hen i brændeskuret, fordi han laver skarnsstreger, men her synes jeg, vi kan lære noget af ham. Vi kan lære at overøse vores partner med godhed og bruge tiden på at vise kærlighed.