Prøv avisen

Filosof: Det er ikke ret meget værd at kunne se de andres fejl, hvis man ikke kan se sine egne

"Det er meget fint, hvis man kan bevare værdigheden og respekten i et kærlighedsforhold. Hvis ikke den er der, er det spild af tid,” siger Søren Gosvig Olesen. – Foto: Leif Tuxen

Filosof og forfatter Søren Gosvig Olesen plæderer i ny bog om kærlighedens udtryksformer for, at man i en tid med mange skilsmisser lærer at mødes og skilles i kærlighed

Filosof og forfatter Søren Gosvig Olesen er ikke nogen ven af ægteskabet. Det fremgår af hans ”En lille bog om kærligheden”, der netop er udkommet på Akademisk Forlag. I bogen foreslår han følgende: ”Afskaf ægteskabet, nu hvor det gør mere end halvdelen af os til løftebrydere! Afskaf ægteskabet, nu hvor det giver mere end halvdelen af os dårlig samvittighed! Afskaf ægteskabet, nu hvor det gør mere end halvdelen af os til socialt stigmatiserede!”

”Der er i dag flere, der bliver skilt end bliver sammen. Skilsmisseprocenten siger over 50 i de fleste europæiske lande. Og så er det jo ret vanvittigt, at et mindretal, selv om det er et stort mindretal, skal udgøre normen. Det er jo i virkeligheden ikke normen mere. Vi må tage udgangspunkt i de nye forhold, som er, at mennesker mødes og skilles igen. Og i stedet for at spørge, hvordan vi kan få folk til at blive sammen og vedblive med at gøre dem, der ikke bliver sammen, til en slags tabere, så synes jeg, man skulle spørge, hvordan de, der mødes og skilles igen, kan gøre det på en ordentlig måde – i kærlighed eller i hvert fald i ordentlighed,” siger Søren Gosvig Olesen, der har et humoristisk blik på tilværelsen og ofte slår en lille latter op.

Han har lagt vejen forbi Kristeligt Dagblad på Vimmelskaftet midt i København, inden han skal videre til afdeling for filosofi ved Københavns Universitet, hvor han underviser som lektor. Det er også blandt filosofiens mestre og dertil fra Det Nye Testamente, skønlitteraturen, billedkunsten og popkulturen, at han har hentet inspiration til sin undersøgelse af kærlighedens væsen. I bogen inddelt i tre afdelinger om henholdsvis næstekærlighed, kærlighed som elskov og kærlighed som venskab.

”Kærlighed er først og fremmest kendt som en følelse, og følelserne tager psykologerne sig af. Men det kunne jo strengt taget lige så godt være et spørgsmål om moral, og hvordan man behandler hinanden,” siger han.

Undervejs i skriveprocessen har det været interessant at gå lidt mere kontant til det, end en psykolog ville have gjort. Så det er i mange kapitler råt for usødet. Tonen i bogen er en, der ikke skjuler, hvor mange problemer der også er med kærligheden,” siger Søren Gosvig Olesen.

Han henviser til den franske filosof Denis de Rougemont, som ifølge ham forsvarer ægteskabet med næb og kløer, men ikke fortier de problemer, der er.

”Han skriver, at når nu de fleste af os hver især er kæltringe og neurotikere, hvordan skal det så lykkes at få to af den slags til at blive sammen? Det er et sort syn på mennesket, men vi er jo mangelfulde væsener allesammen. Derfor er det ikke mærkeligt, at så meget kan gå galt, når to mangelfulde væsner skal være sammen.”

”Det, at vi er blevet mindre gode til at blive sammen, kan skyldes mange ting. En af dem er, at vi ikke længere er bundet til hinanden af økonomisk nødvendighed. Det er godt, men også skidt, for så kan man bare gå sin vej. Der er en opgave dér med både at kunne mødes og skilles i kærlighed, og det, synes jeg, er det allervigtigste. For hvis det nu ikke er til evig tid, at man er sammen, så må det være opgaven både at kunne mødes og skilles uden at skade hinanden. Det kan for eksempel være ved at komme om på den anden side af et brud og få øje på alt det gode, der var.”

I bogens kapitel om parforhold har Søren Gosvig Olesen et skema, som deler et menneskes struktur ind i ånd, sjæl og krop. Tesen er med hans egne ord lidt groft sagt, at det, der gør, at et parforhold ikke kan holde eller er uharmonisk, er, at en af de tre dele fylder uforholdsmæssigt mere end de andre.

”Tit er det kroppen. Det kan også være intellektet i form af ånden, men oftest er det sjælen, det er galt med. Så det er ikke så mærkeligt, at psykologerne har så meget arbejde. Det er sjælen, man skal have repareret på, synes man, hvis parforholdet går skævt.”

”Hvis man deler det ind efter de kærlighedsformer, der findes, så er det åndelige næstekærligheden. Kroppen er lidenskaben, det erotiske, og sjælen er venskabet. Venner er sjælevenner, det vil sige, at det handler ikke så meget om krop, og det er heller ikke nok, at man har en masse intellektuelt at udveksle. En ven er noget andet end en, der deler nogle intellektuelle interesser med en.”

Næstekærlighed er ifølge Søren Gosvig Olesen noget andet end den ofte gængse forståelse af begrebet.

”Mange tror, at det handler om at brede noget godhed ud over andre, som om de selv havde næstekærlighed, og andre mere eller mindre ikke havde den. Næstekærligheden er svær at forstå. Det vigtige er, at når der i Det Nye Testamente står, at du skal elske din næste som dig selv, så kan man forkorte det til, at du skal elske dig selv. Men du skal gøre det på den rette måde. Det er det, som Søren Kierkegaards ’Kjerlighedens Gjerninger’ handler om.”

”Det er jo ikke givet, at man elsker sig selv. Der er en antagelse om, at mennesker er egoister, men det hænger ikke sammen på den måde. I stedet kan det være, at man har et meget lavt selvværd, hader sig selv eller lignende. Det kan også være skævt på den måde, og det er meget almindeligt, at man er selvgod, selvtilfreds og selvisk i den forstand, at man mener, man har ret til alverdens goder, selvom man kan se, at andre ikke har dem, hvis man kigger sig rundt i verden.”

”Næstekærlighed er i virkeligheden en form for ydmyghed i forhold til det at være menneskKærlighed tændes af en guddommelig gniste, hvor det handler om, at næsten og jeg selv er på samme niveau. Hvor det handler om respekt for mennesket i den, jeg møder på min vej og hos mig selv. At den anden ikke er mere værd end mig, og jeg er ikke mere værd end den anden. Og at der er et fælles vilkår i at være menneske, der gælder for alle mennesker. Menneskets lod, kaldte man det engang. Hvor næstekærligheden ikke er andet end følelsen af, at den anden er menneske ligesom mig. Man genkender mennesket i den anden og også i sig selv. Det kan betyde mange ting, men det er for eksempel ikke ret meget værd at kunne se de andres fejl, hvis man ikke kan se sine egne.”

Ifølge Søren Gosvig Olesen er det fine ved kærligheden mellem to mennesker ikke bare den erotiske besættelse, der kan opstå i en periode. Det er, at man overskrider sig selv og kommer ud af det indelukke, som egoet er.

”Det prøver jeg at beskrive ved både næstekærligheden, den erotiske kærlighed og venskabet, at der er en forbundethed mellem mennesker, der pludselig viser sig, og som kan overskride alle mulige barrierer, vi normalt går rundt og har – barrierer mellem køn, sociale klasser, nationalitet, hudfarve og kultur. Pludselig så er der en kontakt, en gnist, som gør, at alt det dér ikke betyder noget. Det er det fine ved kærligheden, det uselviske. Og det er det guddommelige ved at være menneske, at vi pludselig kan overskride alle de der begrænsninger.”

Kærlighed kan også være til noget, som der er flere eksempler på i bogen: Kærlighed til en havudsigt, havens gamle træer, til adagiettoen i Mahlers femte symfoni og Selma Lagerlöfs forfatterskab.

”Der er en taknemmelighed forbundet med det, som også er en ærefrygt for det guddommelige i tingene,” siger Søren Gosvig Olesen, der ikke synes, at hans eget forhold til ægteskabelig kærlighed er et eksempel til efterlevelse.

”Jeg har ikke været god til at leve i parforhold. Når jeg hører om folk, der har været lykkeligt gift i 25-50 år, så synes jeg, at det er meget godt gået af dem. Det har jeg ikke selv oplevet, men har da været oppe på 12 år. Den kærlighed, som jeg beskriver i bogen, som er ren i den forstand, at der ikke er noget ved den anden, man ikke vil have, den findes. Og det har jeg da oplevet. Alt det andet har ikke været mislykket, men konfliktbetonet. Det er meget fint, hvis man kan bevare værdigheden og respekten i et kærlighedsforhold. Hvis ikke den er der, er det spild af tid. Jeg er faktisk ret taknemmelig for alt det, som livet kan give en. Jeg tror på, at der er noget værdifuldt, som vi skal passe på i hinanden, i naturen og så videre. Og det er ikke spor svært at få øje på.”