Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Da Henrik Stubkjær lærte, at kærlighed bryder alle grænser

Henrik Stubkjær var 24 år, da en stærk oplevelse i et kloster i den egyptiske ørken blev skelsættende for hans livssyn og tilgang til andres religiøse forestillinger. Foto: Cathrine Ertmann

En egyptisk biskop brød århundreders tradition for at vise Henrik Stubkjær, at kærlighed trodser alle grænser. Det livssyn har formet biskoppen i Viborg lige siden

Jeg var taget til Israel og Egypten i et halvt års praktik på teologistudiet, og en dag tog jeg til et kloster langt ude i den egyptiske ørken. Jeg havde fået lov til at leve med munkene og følge deres rytme i en uge.

Dagene begyndte klokken halv fire om morgenen med en to og en halv time lang morgenandagt efterfulgt af en liturgi med altergang, der tog lige så lang tid. Jeg var 24 år og syntes, det var fantastisk. Men jeg var også meget bevidst om, at der var både kulturelle og religiøse skel mellem munkene og mig.

Det blev udstillet allerede den første morgen. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne gå altergang med de andre, for jeg var luthersk, munkene var ortodokse. Men efter at de havde spist det indviede brød, troede jeg, at jeg kunne få det resterende velsignede brød. Jeg måtte dog gå tomhændet ned igen fra alteret. Det var flovt og virkelig ubehageligt. Jeg skilte mig i forvejen ud ved ikke at bære den sorte dragt, munkene havde på.

Den sidste dag af mit ophold var det områdets biskop, der holdt gudstjenesten. Jeg holdt mig i baggrunden, som jeg havde gjort det hele ugen og gik ikke til alters. Men så vinkede han mig op for at tage imod det indviede brød. Jeg afslog, men han vinkede mig op igen. Jeg afslog atter og tænkte, at han jo ikke vidste, hvad der tidligere var sket. Tredje gang havde han et meget bestemt udtryk i ansigtet, og jeg gik til alters og modtog det indviede brød.

Det var en fantastisk oplevelse, og jeg følte mig virkelig inkluderet.

Efter gudstjenesten var munkene vildt oprevne og omringede nærmest biskoppen. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, men fik det oversat senere. De spurgte ham, hvorfor han brød de regler, munkene havde overholdt siden klosterets grundlæggelse i det 2. århundrede. De gik virkelig til ham, men han svarede dem helt roligt:

”Jeg gav ham brødet, fordi jeg elsker ham.”

Så var der ikke mere at diskutere, og munkene gik én for én. Jeg stod tilbage med en utrolig stærk oplevelse af, at kærligheden i kristendommen kan nedbryde selv mange hundrede års skel og manifestere fællesskabet på tværs af kulturer.

Denne basale tro på, at der altid er mere, der binder os sammen, end der adskiller os, har påvirket mig dybt lige siden. I al min tid i Folkekirkens Nødhjælp huskede jeg på det, særligt når vi arbejdede sammen med lokale kirker rundt om i verden, ofte ikke-lutherske. Også da jeg var forstander på Diakonhøjskolen, var det en rød tråd. Jeg var blandt andet med til at lave en international linje for netop at søge dialog på tværs. Det var afgørende for mig, men også vigtigt for kirken, følte jeg.

Nu som biskop vil jeg kæmpe for immigrantmenigheder og søger en levende dialog mellem kristne af forskellig observans. Men jeg rækker også ud efter andre religioner. Når det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning står klart, er det oplagt at bygge en hospitalskirke, men for mig er det også naturligt med et religiøst rum, hvor muslimer, hinduer og andre har mulighed for at dyrke deres religion. Alle trosretninger skal kunne mødes i respekt for hinanden.

Det lærte jeg den dag i ørkenen.