Prøv avisen

Kærligheden er størst af alt, men ikke altid stærkest

Jeg er blevet spurgt, om jeg har været vred på min mor over, at hun ikke ville leve videre for mig og mine brødre? Det spørgsmål har jeg det svært med. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Da sognepræst Kristian Bøcker var 14 år, tog hans mor sit eget liv. Sammen med sine brødre har han siden talt om skyld og Løgstrups ord om at holde noget af et andet menneskes liv i hånden

I 6. klasse havde jeg en kæreste, som spurgte mig, om jeg virkelig altid var så glad? Og ja; jeg var både tryg og glad. I 5. klasse var jeg ret træt af at gå i skole, og da mine forældre kom hjem fra forældrekonsultation, vidste jeg godt, at min indsats ikke havde været prangende. Min mor sagde, at nogle gange skal kaniner have en gulerod. Hun havde lagt mærke til, at jeg var begyndt at spare sammen til en guitar. Hvis jeg tog mig sammen, ville de give mig guitaren til jul. Jeg holdt aftalen og fik en Sigma til 1300 kroner. Men tilværelsen har tynde vægge. Der skal ikke ret meget til, før vores liv ser helt anderledes og måske forfærdeligt ud.

Teologen Jørgen K. Bukdahl definerede en gang borgerlighed som at søge sikkerhed, og når jeg ser på mine forældre, kan jeg se, at de har søgt sikkerhed gennem en stor arbejdsomhed. De var ikke materialistiske, men de passede på deres ting og ville give deres børn en fremtid med muligheder. De gik på Skansevejens Skole i Nørresundby og blev kærester på en skolerejse til Norge. Det var vistnok i 7. klasse.

Da jeg engang gik ud i køkkenet og spurgte min mor, om hun var lykkelig, svarede hun ja. Hun forklarede, at hun var lykkelig, fordi hun altid kunne regne med, at min far kom hjem til os, når han fik fri fra arbejde. Sådan var det ikke altid i det hjem, hun kom fra, hvor min morfar sled på havnen i Aalborg. Min far var økonomichef på Dansk Salt i Mariager, og så var han også formand for skolekommissionen, varmeværket, aktiv i den lokale fodboldklub og AAB-fan. Min mor gik hjemme, til jeg kom i 2. klasse, hvor hun fik deltidsjob på dommerkontoret i Mariager. Når jeg kom hjem, sørgede hun for, at der var eftermiddagsmad, og om aftenen sad vi tit i køkkenet, hvor jeg fik et glas mælk og måske et par kiks. Det hele var meget stabilt og med overskud.

Da jeg gik i 6. klasse, blev min far syg. Det var ikke til at finde ud af, hvad han fejlede, og mine forældre sagde ikke så meget om det. Det var måske noget med blodtrykket, noget med ryggen, og at han havde for meget om ørerne. Han var svimmel og ofte utilpas, og fra at have været venlig og omgængelig oplevede jeg ham som voldsomt humørsvingende. På et tidspunkt blev han også indlagt.

Første gang jeg hørte ordet ”kronisk”, var jeg lige begyndt i 8. klasse. Det var den dag, hvor min mor fortalte mig, at min far havde været til nogle undersøgelser. Hun havde været til samtale med lægen og fået at vide, at han havde hjernesvind. Det var kronisk. Min far var indlagt og havde endnu ikke fået noget at vide. Mine storebrødre boede ikke hjemme, men de kom hjem, og hun fortalte det til dem. Hun var urolig og talte om, hvordan det skulle gå med økonomien, og hun var bange for, hvordan det skulle gå, når min far kom hjem på weekend.

Jeg har ikke set min mor beruset, men en morgen, da jeg vågnede, var det, som om min mor var fuld. Hun havde taget en masse piller. En af mine storebrødre var også hjemme, og vi fik fat i vores nabo, Kruse, og ringede efter ambulancen, der kørte min mor til Hobro Sygehus. Jeg håber, tiden er en anden i dag, for min mor blev udskrevet efter to dage, selvom hun så gerne ville blive og havde brug for at sove.

For mig er der en sær kontrast mellem min mors selvmordsforsøg, min fars sygdom og den energi og lyst til livet, jeg var fuld af. 3. september 1980 havde jeg fået lov til at tage til koncert med Eric Clapton i Aalborghallen. Det var vildt at være 14 år og høre Slowhand, og så var der det kaos, som brød frem hjemme.

Nogle dage efter min mor var kommet hjem fra Hobro Sygehus, gik hun ud i garagen om formiddagen, mens jeg var i skole. Min bror fandt hende i tide, og hun blev indlagt på en lukket afdeling på Risskov ved Aarhus. Jeg boede hos vores naboer.

I november kom begge mine forældre hjem på weekend. Aftalen var, at min faster og onkel skulle være i huset sammen med os. Det hele gik godt, og ikke længe efter blev de udskrevet, jeg flyttede hjem, og vi skulle have en hverdag. Der gik seks dage.

Min mor havde lukket vinduet op på mit værelse og i soveværelset, inden hun gik ud i garagen. Haspen var sat, så hun var sikker på, at vi ikke blev forgiftet. Når jeg har tænkt tilbage på hendes selvmord, har jeg tænkt på det som en fortrøstning, at hun midt i det hele tænkte, at vi skulle leve. Aftenen inden havde vi siddet i køkkenet, da jeg kom hjem fra ungdomsklubben, hvor jeg havde hørt musik sammen med mine venner. Jeg fik to Digestive-kiks, og hun gav mig et glas mælk, og vi talte lidt. Da jeg gik i seng, tænkte jeg, at jeg ikke kunne holde mig vågen. Siden min mor og far kom hjem fra hospitalet, havde jeg været bekymret for, hvad der kunne ske, og hele tiden været i alarmberedskab. Siden har jeg tænkt, om hun mon havde puttet sovemiddel i min mælk, så hun ikke blev forstyrret.

Min mor var sød til at vække mig på den behagelige måde, hvor hun kom ind et kvarter før, jeg skulle op, så jeg kunne vågne langsomt. Jeg troede, det var hende, som kom den morgen, men det var min far, som vaklede og råbte, at min mor var ude i garagen. Hun havde låst døren mellem huset og garagen. Jeg fik porten til garagen op. Hun lå bag bilen med en slange, og jeg slæbte hende ind i huset, og vi ringede efter lægen og vores nabo hr. Kruse kom. Jeg tænkte, at hvis hun var død, ville jeg ikke se hende igen, for så ville synet forfølge mig. Jeg gik ind i stuen, og da min far kom ind, kunne jeg godt regne ud, hvad han ville sige.

De seks dage hun var hjemme, og vi skulle forsøge at have en hverdag, gjorde hun mange ting, som ikke kan have været sjovt for hende, men det var ting, som pegede frem. Der var forældremøde i min klasse, hvor hun deltog, selvom alle nok vidste, at der var et eller andet i mit hjem. Hun tog ned på dommerkontoret, hvor de sagde, at hun bare skulle tage sig god tid til at blive rask. Håret fik hun permanentet, og om aftenen fortalte hun, at frisøren, fru Lund, havde været så glad for at se hende, at hun havde givet hende småkager med hjem. Og onsdag kørte mine forældre til Aarhus, hvor de gik i Magasin og fik købt julegaver. Var det en strategi til at lulle os i søvn, at hun i den grad forsøgte at gå ind i hverdagen? Hvilke tegn overså vi?

Det har været vigtigt for mig at spørge, om jeg gjorde nok. Også selvom der er kommet et psykologisk og sorg-terapeutisk overjeg, der siger, at du ikke må føle skyld og skam. Jeg ved jo godt, at hvis et menneske vil dø, kan vi ikke forhindre det. Og jeg er tilbøjelig til at tro, at min mor ville dø. Men jeg må spørge, om jeg gjorde nok, ellers laver jeg en voldsom fortrængning. Sammen med mine brødre har vi talt om skyldsspørgsmålene flere gange, og det tror jeg, at mange har brug for som pårørende til et menneske, der begår selvmord. Vi har spurgt os selv, om vi var for optagede af vores eget? Havde vi ladet hende komme for langt ud i første omgang i forbindelse med min fars sygdom? Vi kommer ikke til en afklaring. Vi svømmede rundt i bølgerne og var ikke mere klarsynede, end vi var. Men vi har ikke brug for et skyldfølelsestabu oveni.

Her til lands citerer mange gerne K.E. Løgstrup for at sige, at man ikke har med et menneske at gøre, uden at man holder noget af dets liv i hånden. Noget af dets liv. Hvis man beder andre mennesker holde hele sit liv i deres hånd, overbelaster man dem. Det var det, jeg oplevede de dage i november, efter mine forældre var vendt hjem. Men alligevel er det vigtigt en gang imellem at tale om, hvad man holder af det andet menneskes liv? Hvor meget holder man? Og tog man mon nok vare på det?

Samme dag som min mor var død, kørte jeg med mine brødre til Psykiatrisk Hospital i Aarhus og talte med en af de sygeplejersker, som min mor havde haft en god kontakt med. Jeg blev spurgt, hvad jeg helst ville, og jeg ville gerne bo hos Kruse, mens min far tog med sin søster hjem og siden kom på plejehjem, hvor han var nogle måneder.

Næste aften var der skolefest. Jeg gik med og optrådte i skolekomedien. Nogle synes måske, det lyder sært, men jeg ville have hadet at være blevet terapeutiseret. Min klasselærer vidste, hvad der var sket, og viste mig, at hun vidste det, og at det var okay ikke at tale om det.

Min mor døde en måned før juleaften, og jeg var glad for, at der var noget fra hende. Da hun var indlagt, var hun begyndt at strikke, og min brors kæreste havde strikket trøjen færdig. Den var rød med lyseblå kabelstrik. Jeg var meget glad for den, og i det hele taget var det i mange år vigtigt for mig at have noget fra mine forældre. Og så fik jeg min første teologiske bog, ”Bibelens hvem, hvad, hvor”, som de havde købt i Magasin.

Som barn gik jeg i søndagsskole sammen med ungerne fra vejen, og før min konfirmation begyndte jeg at komme i en såkaldt kristen kaffebar, Oasen, hvor en af Kruses sønner var med. Det fællesskab betød meget for mig, og jeg tror, Gud holdt mig meget i hånden i den periode. Der er nogen, som siger, at man kun tror på Gud, når man er på spanden. Det kan godt være, men du finder jo generelt ud af, hvem der er dine nærmeste, når noget er svært. Det skal man ikke nedgøre. Der er forskellige faser i et trosliv, og dengang hvor jeg hver dag skulle forbi mine forældres hus for at komme over til Kruse, havde troen en særlig betydning.

Jeg er blevet spurgt, om jeg har været vred på min mor over, at hun ikke ville leve videre for mig og mine brødre? Det spørgsmål har jeg det svært med. Kærligheden er størst af alt, men den er ikke altid stærkest. Kærligheden kan blive løbet over ende, og det tror jeg, at vi alle kender. Der er kræfter, vi lader spille ind, som overdrevne fritidsinteresser, ambitioner, der fylder for meget, frygt eller begær. Når min mor begik selvmord, var det ikke udtryk for, at der var for lidt kærlighed, men at der var for meget af noget andet. Udvejsløshed.

Jeg har bestræbt mig på at bevare et nuanceret syn på mine forældre, men hvem kan være vred på et menneske, som har været så desperat, følt sig så alene og følt sit livsgrundlag styrte i grus, fordi den mand, hun havde knyttet sit liv til, pludselig blev en anden?

For nylig var jeg til jubilæum med min gamle folkeskoleklasse fra Mariager Skole. De fleste havde jeg ikke set siden dengang. Når jeg ser på mit liv og sammenligner det med andres, er det den bratte overgang til at være ung voksen, som rammer mig. I samtalen med mine jævnaldrende kan jeg også mærke, at der er noget, som flytter sig i min historie. Efterhånden som jeg selv bliver ældre, forstår jeg bedre, hvor ung min mor var, da hun døde. Hun blev kun 45 år, og det er så trist og ærgerligt.

Der var en ubekymrethed, som blev taget fra mig dengang. Jeg fik en god base hos Kruses, og da jeg kom på Unge Hjems Efterskole i 9. klasse, oplevede jeg det, som om jeg fik et hjem, og siden fløj jeg af sted på det teologiske tæppe, som blev mit både eksistentielt og arbejdsmæssigt. Det er min vejrtrækning i dag. Jeg har fået mange gode kort på hånden, men det kort, som hedder: ”Nu tager jeg hjem til mine forældre og trækker stikket”, har jeg savnet. Jeg var heller ikke vild med at rejse som ung, for man skal have noget at vende hjem til, og det havde jeg ikke. I dag sidder selvmordet i mig som en lidt for overdreven tendens til at bekymre mig og en angst for at miste i en grad, så det kan være belastende for min hustru og mine børn. Livet er ikke kun et resultat af vores indsats. Nogle gange skal der ikke så meget til for at spille os af banen.

Min kone og jeg havde talt en del om, hvordan vi fik fortalt vores børn om farmor og farfar. At min far døde af sin hjernesvind, da jeg var 19 år, var jo let nok. Men hvordan skulle vi fortælle om min mors selvmord? En dag kom vores ældste hjem fra 0. klasse og fortalte, at en kammerats storebror havde mistet en til selvmord, og så sagde vi, at det hedder at begå selvmord og fortalte, at sådan var det med farmor. Vi sagde til den seksårige, at farmor blev så ked af, at farfar var syg, at hun døde lidt af kærlighed, fordi hun var så glad for farfar. Det er en sand fortælling til et barn om tilværelsens tynde vægge.

"Når min mor begik selvmord, var det ikke udtryk for, at der var for lidt kærlighed, men at der var for meget af noget andet. Jeg har bestræbt mig på at bevare et nuanceret syn på mine forældre, og hvem kan være vred på et menneske, som har været så desperat, følt sig alene og følt sit livsgrundlag styrte i grus, fordi den mand, hun havde knyttet sit liv til, pludselig blev en anden?”, siger sognepræst Kristian Bøcker. – Foto: Julie Meldhede Kristensen
De sidste år, før Kristian Bøckers mor døde, rejste familien en del. Her er mor og søn fotograferet på en ferie i Holland, da Kristian Bøcker var 10 år. – Privatfoto.