I Tove Ditlevsens novelle ”En æggesnaps” finder en fattig arbejderpige sin mors åbne pung på køkkenbordet. Nogle mønter er faldet ud, og da hun er i færd med at putte dem tilbage, dukker moderen op bag hende med et mistroisk blik. ”Hun troede, jeg ville stjæle”, tænker datteren forfærdet. Men hun kan ikke sige ”jeg har ikke stjålet” til sin mor – for det siger selv tyve, det ved hun godt.
De to går omkring hinanden, og tavsheden vokser imellem dem. Indtil moderen rømmer sig og sagte siger: ”Du kan jo røre dig en æggesnaps”. Barnets ansigt løsner sig i et smil, da hun spjættende løber ud i køkkenet og derfra råber: ”Du skal da osse ha’ en, mor, jeg skal nok røre dem begge to”.
Novellen kan ses som en påskefortælling, og ikke kun, fordi nogle skal spise æg, men fordi den bærer opstandelsen i sig.
Det mener i hvert fald Ole Hartling. Den pensionerede overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd har sagt ja til at tale om påsken.
Fra palmesøndag til anden påskedag, fra indtoget i Jerusalem til opstandelsen, fører påsken os på få dage gennem kirkeårets mest dramatiske handlingsforløb.
”Den kan ikke blot ses som et intenst resumé af kirkeåret, men også som et billede på ethvert menneskeliv, der gennemgår lidelse og udfrielse,” siger Ole Hartling.
Denne påske er ikke som alle de andre. Man kan ikke samles med familien, og kirken kan man kun møde digitalt. Selv opholder Ole Hartling sig i sit sommerhus på den lille ø Omø i Storebælt, hvor han netop har færdiggjort et bogmanuskript til et engelsk forlag om sin modstand mod aktiv dødshjælp.
Han og kæresten Marianne Weincke Axelsen tog den 50 minutter lange færgetur til øen for uger tilbage, og da udgang og omgang skærpedes, besluttede de at blive påsken over. Og det er godt nok. Tosomheden har for en stund afløst dagligdagen i hjemmet på Christianshavn i København med hyppigt samvær med børn og børnebørn og månedlige vagter på hans gamle hospitalsafdeling i Vejle.
Han ringer dagligt til mindst et af sine fire børn, ligesom han holder kontakten med venner.
Han har også over videoopkald læst højt for de yngste af sine børnebørn – blandt andet en bog om gråspurveungen Peter Pjusk, der falder ud af sin rede. Sigende i en situation, hvor mange føler sig puffet ud i det ukendte, før vingerne kan bære. Det får Ole Hartling til at tænke på en anden navnkundig fugl, nemlig Fønix.
”For mig er kødets opstandelse et voldsomt liturgisk begreb, som jeg har svært ved at begribe. Men opstandelse er i virkeligheden noget, der hører mange dele af vores liv til i en bredere forstand. Ligesom Fønix, der genfødes endnu smukkere af asken, oplever vi i det små, at noget nyt opstår. Ud af den aktuelle coronakrise opstår måske nogle uforudsete gevinster. Måske vil vi lære, at mennesker ikke har magt over naturen, over liv og død. Og måske vil vi rejse mindre og lære at udnytte ressourcerne bedre, ligesom den umådelige ulighed og skævdeling i vestlige samfund måske vil ændre sig,” siger han.
Ole Hartling kom til verden sammen med sin tvillingesøster i 1946 – midt i søskendeflokken, der endte på fire, og familien boede i Hellerup nord for København. Hans far var politikeren Poul Hartling, der fra 1973 til 1975 var statsminister for Venstre, og hans mor, Elsebeth Kirkemann, var læge. Mens faderen var uddannet teolog og fandt bordbøn og aftenandagt naturligt, kneb det mere for moderen, som ifølge Ole Hartling ofte frimodigt spurgte ”Har vi bedt?”.
”Beth, dog,” svarede faderen, når det gik op for ham, at hun ikke havde haft sin tanker ved det. Men som den lattermilde far tit sagde, så var han nødt til at gå i kirke, mens hans kone allerede var god og derfor ikke behøvede at slide kirkebænkene. Hun var ikke meget for det ”alt for fromme” og opfandt måske af samme grund verbummet ”at fromse”. Den samme modstand eller blufærdighed finder man hos Ole Hartling, der i dag vægrer sig mod at karakterisere sit eget trosliv. Når folk spørger, om han er kristen, plejer han at svare, at han er døbt.
”Kristendommen er noget helt særligt, fordi den fortæller om en Gud, som turde være det, vi er, og gennemleve det, vi gør. Hvornår føler man sig mest forstået? Det gør man, når et andet menneske sætter sig i ens sted eller går ved siden af. Og det er kristendommens kernefortælling,” siger han.
Men er det så ”bare” en god fortælling, eller tror Ole Hartling på den?
”Det er i hvert fald en god fortælling. Men det, jeg tror på i livet her, er, at kærligheden findes i verden. Vi har lært dens væsen at kende, og det tror jeg ikke, vi har kunnet af os selv. Der øser vi af et større kar, end vi selv kan skabe.”
Med kærligheden er vi tilbage ved æggesnapsen. Ole Hartling mener, at opstandelsen viser sig, når kærligheden baner sig vej frem i uvejsomt terræn.
”Når moderen foreslår datteren at lave æggesnaps, er det et utroligt tilsagn: ’Uanset om du har stjålet eller ej, er du min datter, og jeg elsker dig’, synes hun at sige. Kærligheden sætter sig igennem og tager over. Det er for mig en mini-opstandelse.”
Ole Hartling kender til det uvejsomme terræn. Hans hustru Lene døde i 2008 efter 40 års ægteskab, og siden døde hans hustru Kathrine i 2012 efter kun tre års ægteskab – uoverkommelige tab, som han tidligere har fortalt om her i avisen. I dag siger han:
”Der er ikke nogen trøst, og det er jeg på en måde glad for. For hvis det kunne trøstes væk, betød det, at det var håndterbart og overkommeligt. Men det er netop så uoverkommeligt, fordi sorgen svarer til den kærlighed, der har været. Derfor hænger sorgen og glæden så nøje sammen.”
Men der er det mærkelige ved livet, at det vil sig selv. Selv det mørkeste mørke brydes af lys, og det er her, kærligheden sætter igennem, mener han.
”Vi modtager kærligheden der, hvor vi ikke troede, den kunne være, der, hvor livet var ved at blive opslugt af mørke og fortvivlelse,” siger han og fortsætter:
”Når man står med et spædbarn i hænderne, når ens barnebarn griber fat i ens hånd, eller når man holder sin elskede i sine arme, spørger man ikke, hvad livets mening er, for man har den mellem hænderne. De gange, jeg har oplevet det, har jeg tænkt: Det her er ikke noget, jeg har skaffet mig, det er noget, der er blevet mig tilskikket. Heri ligger opstandelsen fra fortvivlelsen.”
I stuen i sommerhuset står et skakspil, Ole Hartling er i gang med. Hans modstander er ikke til stede, for gennem mange år har han spillet skak via email-korrespondance med flere venner. ”Bonde fra h2 til h3”, kan der stå i sådan en mail. Og hver mail ledsages af en til lejligheden digtet limerick. Et skakspil bliver til omkring 60 limericks i alt, 30 fra hver, og Ole Hartling fortæller, hvordan det sommetider er skaktrækket, der tager tid, og andre gange digtet. Og det er et spil, der varer uforholdsmæssig lang tid, men nu, hvor der er tid til det, intensiveres hastigheden af spillene, fortæller han.
”Så går man hen og ser på stillingen og grunder lidt. Men jeg læser også højt for Marianne, og der skal tales om tingene og ses nyheder, og vi synger morgensang med Phillip Faber.”
Ole Hartling har meldt sig klar til at indgå i sundhedsvæsenets coronaberedskab, hvis det bliver nødvendigt, men håber selvsagt på, at smittespredningen klinger af, og der ikke bliver brug for at indkalde nødberedskab. Han ved, at han som 73-årig må betegnes som værende i risikogruppen, og som han bliver ældre, nærmer han sig en erkendelse af, at også han engang skal dø.
”Men som Løgstrup (dansk teolog og filosof 1905-1981, red.) sagde, er vores vished om døden rationel. Det er vores hjerne, der ved det, men på det irrationelle plan suspenderer vi erkendelsen, og det er nødvendigt. For hvis vi levede i dødsangst, ville vi også leve i livsangst,” siger han og fortsætter:
”Og det bærer det umulige i sig at forestille sig sin egen ikke-væren. Det er en nådig gave til os, at vi ikke skal kende eller bestemme timen og dagen.”
Det livssyn er gennem årene kommet til udtryk i Ole Hartlings indædte modstand mod at gøre aktiv dødshjælp lovligt.
”Det er et fattigt svar på lidelse at fjerne den, der lider. For derved fjerner man også historie, identitet, personlighed og mulighed for at modtage omsorg og kærlighed,” siger han. Blev det lovligt at yde aktiv dødshjælp, ville det blive et frihedens fængsel, fordi valget om at dø ville blive bundet af mulighederne, mener Ole Hartling. ”Kan vi mere, end vi kan magte”, lyder undertitlen på en af hans bøger om emnet. Og med den er vi tilbage ved hans håb om, at vi i denne påske, i denne krise, erfarer, at ikke alt står eller bør stå i vores magt.