Da Københavns forhenværende politidirektør Hanne Bech Hansen skulle lære kunsten at leve alene, kom en notesbog til at spille en vigtig rolle. Hver aften ved sengetid skrev hun 10 ting ned i bogen, hun forventede af sig selv, at hun skulle gøre, skønt hun ikke umiddelbart havde lyst.
Hun var 62 år, og 40 års varmt ægteskab havde ikke lært hende, hvordan man magter tilværelsen alene. Men hun var fast besluttet på at lære det. I notesbogen skrev hun blandt andet: Invitere gæster, lytte til musik og gå i biografen uden ledsager. Næste dag ved sengetid evaluerede hun listen fra dagen før, og hun skrev ”godt Hanne” ud for de opgaver, hun havde klaret.
Hun var bare 19 år, da hun mødte Jørgen Bech Hansen. De traf hinanden på hendes første studiedag i september 1958 på Aarhus Universitet, hvor den fire år ældre bejler læste medicin. Fire år senere blev de gift og skabte et familieliv først i Odense og siden i Hellerup med plads til både et barn og karriere til både ham og hende. Han blev overlæge, og hun blev chef for Pet og siden politidirektør.
”Vi havde et tæt ægteskab og gjorde, hvad vi kunne for at tilbringe mest tid sammen. Jørgen elskede, når jeg fortalte. Efter en lang dag kunne han sige: 'Fortæl, hvordan det var“',” siger hun.
At hun en dag skulle stå ved hans kiste, havde hun ikke nået at skænke mange tanker den dag for snart 14 år siden, hvor han døde af en blodprop. Han blev 67 år.
”Jeg havde forestillet mig, at vi ville dø på samme tid. Hans død kom som et stort chok, for han havde aldrig været syg, og bagefter fulgte en ubeskrivelig, overvældende og rædselsfuld sorg. Man forestiller sig jo ikke, at man kan sidde veloplagt til en ambassademiddag den ene aften og dø den næste dag.”
Da hun en tid efter ægtefællens død gav interviews om tabet, meldte hun klart ud, at hun ville leve alene resten af sit liv. Hun har holdt ord, og kunsten at leve alene har hun lært.
”Jørgen var manden i mit liv, så det kunne ikke være anderledes, og når jeg har bestemt noget, så gør jeg det. Jeg tror på, at man skal tage sig selv i nakken.”
At være alene i sit eget selskab er en kunst, mange ikke mestrer. Det ved idéhistoriker og ekstern lektor Anders Dræby Sørensen. Han har en doktorgrad i psykoterapi fra Middlesex University i England og har haft en eksistenspsykologisk praksis i København.
Om man kan være alene, afhænger ikke af, hvorvidt man som Hanne Bech Hansen har levet hele sit ungdomsliv og voksenliv i et fast parforhold, men om hvad man ser, når man ser på sig selv: Holder jeg grundlæggende af mig selv?
”Alene er vi, når vi er alene i selskab med os selv. Hvem er det da, vi er i selskab med? Nogle mennesker oplever det at være alene med sig selv som at sidde til en fest, hvor de har fået en borddame, som de helst vil væk fra. Kan jeg ikke acceptere mig selv, kan jeg heller ikke holde ud at være sammen med mig selv,” siger han.
Der er ifølge Anders Dræby Sørensen en sammenhæng mellem, hvor god man er til at være alene med sig selv, og hvor godt man trives i samspil med andre mennesker.
”Hvis jeg kan være mig selv sammen med mig selv, så kan jeg også være mig selv sammen med andre. Men rigtig mange mennesker magter det ikke, og de lever deres liv bag facader. Kan man ikke være alene med sig selv, så er man mere tilbøjelig til at mærke en ensomhed, som er svær at håndtere,” siger han.
Evnen til at være alene udvikles ifølge Anders Dræby Sørensen tidligt i livet. Har man forældre, som kan rumme og acceptere en, så vil man typisk tidligt komme til at rumme og acceptere sig selv.
”Er man kun accepteret for sine sympatiske træk, ja så kan det blive sværere at acceptere, hvem man er og dermed tåle sit eget selskab. Det er så at sige andre mennesker, som giver den enkelte muligheden for at kunne bære at være alene. Evolutionshistorisk har mennesket overlevet ved at leve i flok, og udelukkelse af flokken er et ur-traume, som har været ensbetydende med en form for død, hvilket det på sin vis stadig er," forklarer Anders Dræby Sørensen.
Gennem sit virke som terapeut oplever han, hvordan ensomhed er et voksende problem, og det hænger sammen med, at mange ikke kan holde ud at være alene i deres eget selskab.
”Den, vi taler mest med i livet, er os selv, og de fleste har en indre dialog kørende, og kan man ikke indgå i fællesskaber, fordi man ikke kan være alene med sig selv, vil det ofte være en indre dialog, som taler os ned: 'Du er grim', 'du er dum' eller 'du kan ikke'. Vi stiller hver især store krav til, hvad vi skal kunne som mennesker for at indgå i et fællesskab. Samtidig tænker vi ikke, at det er fællesskabet, som har ansvaret for at byde ind, men at vi som individer skal tage ansvaret for at blive en del af et fællesskab. Man skal altså præstere noget for at blive en del af fællesskabet, og hvis det ikke lykkes, så er mange tilbøjelige til at fælde en dom over sig selv, hvor følelser som skyld og savn er blandet med skammen over, at man ikke kan præstere det, som kræves af mennesker for at indgå i fællesskaber.”
Parforhold er et sted, mange søger tilflugt i, når de ikke magter kunsten at være alene. Det oplever Anders Dræby Sørensen gang på gang i forbindelse med terapi og undervisning.
I skabelsesberetningen i Første Mosebog i Det Gamle Testamente kan man læse, hvordan Gud konstaterede, at det ikke var godt for Adam at være ene, og Gud skabte Eva som en medhjælp. En del parforhold fungerer som rammer for mennesker, som er fælles om ikke at mestre kunsten at være alene, mener Anders Dræby Sørensen.
”Du vil blive overrasket over, hvor mange par jeg har mødt, som ikke er i stand til at tilbringe en weekend hver for sig. De er gået ind i et parforhold, hvor de har ladet sig opsluge af hinanden, og i stedet for at lære at have det godt i deres eget selskab er de så afhængige af hinanden, at en weekend tilbragt hver for sig synes uoverskuelig. Det sunde parforhold hviler på to individer, som går ind i et forhold uden at udviske sig selv. Nogle mennesker går simpelt hen til grunde i en usund symbiose.”
I Søren Kierkegaards fædreland er der skrevet en del om kampen for at kunne være alene i sit eget selskab.
Cand.theol. Søren Kjær Bruun har skrevet ph.d. om Søren Kierkegaard og var i en årrække videnskabelig medarbejder på Søren Kierkegaards Forskningscenter i København, inden han blev sognepræst. I dag er han tilknyttet Frederiksberg Campus som studenterpræst. Han mener, det er oplagt at spørge med Kierkegaard, hvorfor man bliver bange for at være alene med sig selv? Som et eksempel på en skikkelse, som havde det svært med at være alene, nævner han Kierkegaards forføreren.
”Forføreren havde svært ved at være hjemme hos sig selv og svært ved at holde sit eget selskab ud, hvilket kom til udtryk ved, at han hele tiden skulle ud og underholdes og erobre og dermed blive bekræftet,” siger han.
Da Hanne Bech Hansen som enke skulle lære at leve alene, besluttede hun sig for at udfordre modviljen mod at gå i biografen alene. I de 44 år, hun var sammen med Jørgen Bech Hansen, var han den faste ledsager, så det var ikke en let øvelse at sidde i mørket uden den velkendte skulder ved sin side. Hun overvandt de svære følelser, og hun har siden jævnligt været alene i biografen.
Skal man lære kunsten at være alene, kan det at gå i biografen alene være en af lakmusprøverne på, om man mestrer kunsten at være alene, mener Søren Kjær Bruun. Han understreger, at kunsten at være alene har en grænse.
”Det er en kvalitet, at man som menneske kan gå alene i biografen, og at man kan grine i sit eget selskab, men griner man kun i sit eget selskab, og går man kun i biografen alene, så har man taget sig selv ud af en sammenhæng. Mister man lysten til at være sammen med andre, så mister man typisk også appetitten, evnen til at hvile og bliver rugende, som man ofte ser det i en sorg-proces,” siger han.
For at afklare om man kan være alene, må man åbne for ens selvforhold. Og måske stille spørgsmålet: Hvad vil det sige at være et selv?
Som præst og sjælesørger er det vigtigt for Søren Kjær Bruun også at spørge mennesker, om de kan hvile i noget andet end de vanskeligheder, som er forbundet med at være et selv? Han henviser til den bevægelse, Søren Kierkegaard skildrer i ”Sygdommen til døden”. Her beskriver Kierkegaard, hvor fortvivlende det kan være at se ned i en eksistentiel afgrund. Men i stedet for at dulme alt det, som er ondt, kan der i følge Kierkegaard ligge en religiøs vending i at kende til fortvivlelsen.
Selvom man kan lære at være alene, er der en eksistentiel ensomhed, som man ikke kan overvinde, men må gå ind i. Det siger Preben Kok, som har 40 års erfaring som hospitalspræst i Vejle.
”Når det gælder så dybe ting, som vi taler om her, så er der ingen af os, som vælger frit. De dybe områder i mennesket kan vi ikke modellere, selvom vi lader, som om vi vælger,” siger han.
Han har selv et udtalt behov for at være alene. Han har det godt med en times intens samtale, men så får han behov for at trække sig en tid, inden han tager fat igen. Når venner og familie indbyder til fest, så er han den, som gerne vil ud at gå en tur for sig selv efter et par timer, og han kan fortælle, hvordan han har travet rundt i gruset på talrige parkeringspladser for at lade op alene, inden han skulle tilbage til festlighederne.
I de tilfælde, hvor det ikke var muligt at komme ud at gå, har han søgt ly for selskabeligheden bag en låst toiletdør. Hans kone og børn ved, at han har brug for at være alene. Og ikke nok med det. Mens andre vil tale om ensomhed som noget, de forsøger at undgå, så ser Preben Kok den eksistentielle ensomhed som en rigdom.
”Der er en eksistentiel ensomhed, som møder os, når vi kommer ind til kernen,” siger han og genfortæller, hvordan Jesus beder disciplene våge i Getsemane natten før korsfæstelsen. Jesus er fortvivlet og angst, og disciplene falder i søvn i stedet for at holde, hvad de har lovet Jesus.
”Den historie har jeg genfortalt mange gange i samtaler på hospitalet, for når du ligger i en sygeseng, er det for nogle en lettelse at høre, at vi er fælles om at være ensomme, når vi kommer længst ud i livet. Men det er samtidig en ensomhed, hvor vi alligevel ikke er ene, for i den ensomhed har Jesus været.”
”Det er ikke et sted, man går frivilligt ind, men når man er blevet tvunget til det, så ved man, at der er en gave i ensomheden. Det eneste, jeg aldrig giver fra mig, er min ensomhed. Den er som et citadel i mit indre. Det er et sikkert fæstningsanlæg, som jeg kan trække mig tilbage til, og det er der, hvor jeg kan møde Gud,” siger han.
Tilbage til dengang, hvor Hanne Bech Hansen skulle lære at leve alene. Det var hverken Kierkegaard eller terapeuter, som hjalp, men et krævende arbejdsliv. To dage efter Jørgen Bech Hansens begravelse var hun tilbage på jobbet, for Danmark havde formandskabet for EU, og som politidirektør stod hun i spidsen for den store politiopgave, der var knyttet til formandskabet. Intense arbejdsdage hjalp hende til at flytte fokus fra sorgen.
I 2009 blev hun 70 år og gik på pension. Hun beskriver, hvordan hun her igen fik brug for at tage sig selv i nakken, for det var selvsagt ikke det samme at gå på pension, når hun ikke kunne dele denne nye del af sit liv med ægtefællen.
”Jeg ønskede mig en symaskine og en højtryksrenser, og så besluttede jeg mig for, at jeg ville skrive en bog. Engang var jeg rigtig god til at sy, og jeg ville gerne genoptage det. Højtryksrenseren skulle jeg bruge i sommerhuset, og så havde jeg lyst til at skrive,” siger hun.
Hun har været i sving med højtryksrenseren ved sommerhuset på Fyn, men symaskinen står urørt oppe på førstesalen i hjemmet i Hellerup, for der kom fart på både skriverierne og foredragene for Hanne Bech Hansen.
”Tabet vil altid være der, og alle dage er ikke lette, men selvom jeg er alene, føler jeg mig ikke ensom. Foredragene giver mig en utrolig glæde. Jeg er et udadvendt menneske, og jeg har let ved at komme i kontakt med folk, og så er jeg god til at se muligheder og tro på dem.”