Prøv avisen

Sådan er dagligdagen for fire danskere med fysisk hårdt arbejde

Foto: Iben Gad

Tidligere folkepension til nedslidte er blevet et politisk varmt emne kort før folketingsvalget. Kristeligt Dagblad har mødt fire mennesker med fysisk hårdt arbejde og bedt dem om at reflektere over deres arbejdsvilkår

”Jeg ville hade at skulle sige til min søn på to år, at han skulle gå på universitetet for at blive lykkelig. Men jeg kan godt forstå de forældre, der siger det. Men jeg har oplevet, hvilken glæde sådan et job som mit giver, når man har muligheden for at være en omsorgsgivende person i et andet menneskes liv, som har brug for din hjælp.

Jeg kan gå på pension, når jeg fylder 74 år. Jeg kommer sikkert til at gå fra med en førtidspension før det, men jeg vil gerne have lov til at trække mig tilbage med en værdighed, så jeg ikke skal sidde på et kommunekontor og bede om nåde.

Jeg gør, hvad jeg kan, for at spise sundt, jeg bruger lift og glidestykker, og jeg cykler på arbejde. Men når jeg kommer hjem, er jeg allerede træt i benene, og så er jeg bare glad for at få mine kondisko af, for dem har jeg haft på en hel dag. Derhjemme er jeg nødt til at finde overskud til at lave sund mad, fordi jeg har et ansvar over for min søn. Men på jobbet er pauser ikke noget, der hænger på træerne, så ofte bliver det noget, jeg smider ind på farten.”

”Jeg tror ikke, jeg mentalt er parat til at gå på pension om lidt. Men det kan jeg blive nødt til, hvis min krop siger fra. Jeg er nok bange for at falde hen, hvis jeg ikke finder en fritidsinteresse hurtigt derefter.

Hvis du spørger mester i dag, vil han sige, at jeg ikke kan få stress, fordi jeg ikke laver noget. Det er sagt i spøg, for han ved godt, hvad vi kan i det her fag. Mange gange får jeg en arbejdsseddel leveret mandag morgen, og så siger mester, at det skal være færdigt på fredag. Men det er fysisk umuligt.

Jeg kan bedst lide min madpakke, når jeg smører den om morgenen. Men jeg har sommetider svært ved at komme ud af sengen, fordi jeg er træt. Så ender jeg nogle gange med at køre forbi bageren på vejen og købe et smurt rundstykke og en basse og en kakaomælk. Og hvis jeg heller ikke har haft overskud til at smøre madpakke, kører jeg hen på grillen og spiser en hotdog til middag.

Jeg tager gerne lidt flere pauser, end hvad andre mener er godt. Men jeg har aldrig røget, og rygerne sætter sig gerne ned op til 15 gange på en dag. Og så er jeg meget efter min unge lærling, når han ikke gør det rigtigt, så han ikke skal ødelægge sin krop også. Hvis han skal arbejde, til han er midt i 70’erne, så dør han inden, hvis ikke han passer på.”

”Jeg skal til lægen på torsdag, fordi jeg ikke sover om natten. Jeg vågner, fordi jeg har ondt i mine arme. De er helt ødelagte. Lige nu tager jeg sådan nogle rigtig gode, stærke piller, så jeg kan sove.

Jeg tager smertestillende medicin, før jeg møder ind. Det holder jo ikke i længden. Men heldigvis har jeg gemt min efterløn, så jeg kan gå af, når jeg fylder 65 år. Jeg håber, jeg holder indtil da, for jeg elsker mit arbejde, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg kan ikke meget andet end det her.

Jeg tager mine forholdsregler i forhold til at løfte ordentligt og ikke overbelaste min krop mere end højst nødvendigt, når jeg er på arbejde. I dag laver jeg mest flisearbejde. Førhen murede jeg, men det måtte jeg opgive, fordi det var for tungt. Når jeg har fri, er jeg smadret af træthed, og så bliver det ofte til nemme og mindre sunde løsninger, fordi jeg ikke har overskud til andet.”

”Der er ingen af os, der står eller sidder stille. Vi har ansvar for rengøring, serviceopgaver, forflytninger og lejringer. Det kræver noget. Jeg må gå på pension, når jeg fylder 71 år – det holder jeg ikke til. Mine hænder kan ikke tåle vand, det er en anerkendt arbejdsskade, men meget af min tid som serviceassistent går med hænderne i vand.

Jeg er stolt af mit arbejde, og jeg prøver at følge de vejledninger, der er, så jeg kan holde i mange år. Jeg bruger bomuldshandsker, indstiller sengen i rette højde, så jeg ikke får skader, og bruger bare de tricks, jeg har lært ved at tage min uddannelse.

Hvis jeg som serviceassistent skulle noget mere eller noget andet inden for mit fag, er der ikke de store muligheder. Nu har jeg valgt at være serviceassistent og prøver at bevare min faglige stolthed, som heldigvis er der endnu. Men jeg prøver at lytte til min krop, når den siger fra. Ofte tager vi meget hensyn til krav udefra, og nogle af os har en tendens til at overse os selv i vores arbejdsliv.”

Alex Thomsen, 62 år, Odense, begyndte som arbejdsdreng som 16 årig. Arbejder som gulvlægger. 46 år på arbejdsmarkedet Foto: Iben Gad
Jan Østergaard Nielsen, 55 år, Brylle på Midtfyn. Gik i lære som murersvend som 16-årig. Samlet aktiv på arbejdsmarkedet i 37 år, da der af og til er en vintermåned uden arbejde. Foto: Iben Gad
Line Marie Sørensen, 41 år, Aarhus. Erhvervsuddannet serviceassistent, ansat på Århus universitetshospital. Har været på arbejdsmarkedet i 18 år. Foto: Iben Gad
Camilla Pedersen, 27 år, Gladsaxe, social- og sundhedsassistent på et demenscenter. Uddannet i 2013. Har været beskæftiget siden da. Foto: Iben Gad