Hundredvis af mennesker står i en kø, som bevæger sig langsomt. Her står kvinder i mange aldre, enkelte har børn med. En god del af de ventende er også mænd. Alle har de ét mål: at få et nummer, som sikrer dem adgang til en omfavnelse af den indiske guru Amma, som i denne uge er kommet til Brøndby Hallen på den københavnske vestegn. Et område, som normalt tilhører de gule og blå og fodbolden.
At verden er gul og blå, er man ikke i tvivl om, når man ser det karakteristiske stadion i Brøndby med store bannere med klubbens logo. Men i dag er der noget, som ikke er, som det plejer. Inde i Brøndby Fanshop ved stadion står ekspedienten og undrer sig over, hvorfor parkeringspladsen er næsten fuld en almindelig tirsdag, alt imens der er stille i butikken. Denne stormende tirsdag er ikke de gule og blås dag. I dag er stjernen i Brøndby klædt i hvid sari. ”Amma omfavner Danmark” står der på LED-skiltet ved indgangen til hallen.
Hun er en åndelig leder, engageret i humanitært arbejde, og en guru, som på flere måder bryder med konventionerne. Hun er hindu, lavkaste og kvinde, hvilket ikke er typisk for en guru. Og mens man typisk kan få lov at berøre en gurus fødder, har Amma opbygget sit ry ved at omfavne mennesker uanset køn, stand og alder. Når hendes europæiske rundrejse slutter i næste måned, forventes hun at have omfavnet 150.000 europæere. Ifølge hendes organisation har hun omfavnet 38 millioner siden 1981. Men hvad er det for spor, denne 65-årige kvinde sætter?
En stor gruppe frivillige danskere har sammen med 300 internationale volontører været i gang siden klokken seks for at gøre sportshallen til en passende ramme om, hvad de beskriver som en spirituel event med en kvinde, de oplever repræsenterer moderlig energi.
Ud af højttalerne strømmer der toner, som ville få solen til at stige op i en romantisk film, og klokken 10 kommer Amma på scenen. Hun smiler, men siger ikke noget. Det er tid til meditation. Ryggene bliver ranke, og mange lukker deres øjne. Amma beskriver meditation som dyrebart guld. Efter 20 minutter taler hun. Stemmen er lidt hæs. En dansk kvinde, også klædt i hvidt, sidder ved hendes side og oversætter. I enkle sætninger beskriver Amma, hvordan verden, det menneskelige sind og naturen er i oprør, og siger så noget, der er karakteristisk for hende:
”Lad os prøve at gøre en forskel.”
Hun beskriver, hvordan menneskers krop er vokset i højden og i bredden, men at sindet ikke på samme måde har udvidet sig.
”Vi har brug for barnets uskyld.”
Hun er kendt for sin opfordring til engagement for mennesker i nød, og det tema bliver også slået an i meditationen.
”Måske har du det meget godt. Men hvis du bor på tiende etage og hører, at de råber om hjælp, fordi det brænder i stueetagen, så kan man ikke være ligeglad. Forsøg at hjælpe andre.”
Snart er der gået 40 minutter. Hvis meditationen har et tema, er det fred. Hun beskriver, hvordan vrede, begær og had er som at være i nærheden af en kulmine.
”Man kan ikke undgå, at det sætter spor på tøjet.”
Med positive vibrationer er det som at besøge en parfumefabrik.
”Duften bliver hængende.”
Langt fra scenen sidder to kvinder. De kender ikke hinanden, men de har det tilfælles, at de aldrig har prøvet at meditere så mange som her i hallen.
”Mærkede du ikke energien?”, spørger den ene og fortæller, hvordan hun det sidste halvt år har lært sig at meditere i forbindelse med, at hun fik stress.
Hun er tydeligt bevæget af meditationen. Det samme er den anden kvinde. Hun er russisk ortodoks og har hørt om Amma i forbindelse med sin yogaundervisning.
”Kan du ikke mærke, hvordan du bliver fyldt af energi? Det er så. Wauw. 100 procent afslapning.”
Oppe ved scenen gør de første besøgende sig klar til at modtage Ammas omfavnelse, alt imens hallen fyldes af indiske lovsangstoner. Måske er det tonerne, måske de mange smilende og afslappede ansigter, som gør, at man overvejer, om nogen har kommet skumgummi på gulvet i sportshallen.
Man kan komme ind uden at betale en krone, men vil man købe bøger, smykker, hudpleje eller sjaler, går man ikke tomhændet hjem. Overskuddet fra salget går til velgørenhed, fremgår det af skilte på dansk og engelsk.
Helle Koldsø står i boden med sjaler. Hun er 51 år og ser Amma som sin guru, skønt hun længe havde forsvoret, at hun skulle tage de ord i sin mund. Til daglig bor hun i Ry, arbejder som socialpædagog og er samtidig biavler. Men dette efterår har hun taget en seks ugers pause fra hverdagen for at rejse rundt med guruen. De kørte i busser fra Schweiz mandag og skal være klar i Frankrig fredag. At være på tur med Amma er som at bo i et omrejsende ashram indrettet i sportshaller fra Barcelona til Dublin. Amma er den eneste, som sover bag egen dør.
Helle Koldsøs historie er typisk. Hun hørte om Amma gennem en veninde, og da hun for ti år siden selv mærkede en længsel i sit liv, tog hun til et møde, fik et kram og kom forandret hjem og opbyggede en hverdag med rum for meditation.
”Amma ser den højeste spirituelle energi i mig og hjælper mig til at se den i andre. Hun har åbnet mit hjerte i en grad, jeg ikke troede mulig. Amma opfordrer til at give, og man får ved at give. Jeg vil gerne give noget til verden, og derfor er jeg med her.”
Normalt ville man som journalist ved en lejlighed som denne henvende sig til de mennesker, som har modtaget et kram af Amma, bede dem fortælle om deres forhold til Amma og om betydningen af omfavnelsen. I hallen kan man se, at flere går fra krammet med smilende ansigter, og ganske mange har våde øjne. Men de danske værter insisterer på at følge med rundt, hvis man som journalist vil tale med folk om deres kram. De forklarer, at de ønsker at beskytte de besøgende.
Men tilbuddet om omfavnelse gælder også for journalister. Og det kram må gerne foreviges. Man får et nummer og kan følge med på en skærm og se, hvornår man skal gå frem mod scenen, hvor Amma sidder. I hendes ashram i Indien modtager talrige vesterlændinge hendes omfavnelse, også kristne munke og nonner. Ifølge hende selv er omfavnelsen mere end en fysisk berøring:
”Den kærlighed, jeg føler for skabelsen, flyder ud mod hvert menneske. Det oprejser deres sind og vækker kærlighed, medfølelse og kvaliteter i dem, som er forbundet med moderskab. Det er disse kvaliteter, som vedligeholder harmoni, og som der er en alvorlig mangel på i vores tid.”
Mens afstanden til Amma bliver mindre, dukker spørgsmål op, som er af mere praktisk end åndelig art. En mand finder ud af, at han vil tage sine briller af, og en af de frivillige er parat til at holde dem. Og hvad med fodtøj? Kan man gå med sko på et tæppe, hvor tusinder ventes at knæle de næste timer? Sko er velkomne, men der er også en til at bære skoene.
”Du skal placere dine hænder på hver sin side af sædet”, hvisker en kvinde på engelsk i mit ene øre, da jeg står ved det silkeglatte, lyse sæde, hvor Amma sidder. Lidt efter borer jeg min næse ned i noget blødt. Det føles som at lade ansigtet forsvinde ind i en hovedpude med det blødeste hvide betræk, når man ser bort fra, at der er arme, som holder bag min ryg. Et blødt kram på overtid.
Jeg trækker vejret ind og noterer, at hun bærer en parfume med en fyldig duft af rose- og sandeltræ. Hun vender sin mund mod mit ene øre, og den stemme, som før lød over højtaleranlægget, taler nu ind i mit øre. Det er, som om lyden af hendes stemme bliver ved, og jeg når at tænke på, om der mon er fare for at få en omgang influenza med hjem. Så løsner hun sit favntag, og jeg er ved at rejse mig, da et rosenblad, et rødt bolsje, et armbånd og et rødkindet æble bliver lagt i mine hænder. Jeg ser så forvirret ud, at en hjælpsom person hvisker til mig, at det er velsignede gaver fra Amma.
Amma taler malayalam, og måske var det grunden til, at jeg ikke forstod, hvad hun sagde i mit øre. Kvinden, som har holdt mine støvler, siger, at Amma sandsynligvis har sagt, hvad hun har sagt til millioner af kvinder: ”Min datter, min datter, min datter.”
Vestegnen er blå og gul. Men i dag er stjernen en trind kvinde klædt i hvidt. Tre timer efter dagens første omfavnelse er der to timers ventetid på et kram. Og i morgen er hun klar igen.