Kære brevkasse. Mit spørgsmål kommer måske ikke rigtig ind under den kategori, som I normalt tager jer af, men jeg spørger alligevel.
Jeg har to børn, og den ene klarer sig rigtig godt økonomisk, men det gør den anden ikke.
Og den, som ikke har så meget styr på økonomien, kunne have brug for en håndsrækning.
Hvad gør man? Især når man ikke har økonomi til at hjælpe dem begge to.
Og den sidstnævnte påtænker at købe et hus.
Jeg ville ønske, at der var så mange penge til rådighed, at man kunne dele sol og vind lige, men alle har jo ikke haft samme muligheder for at spare op i deres arbejdsliv.
Venlig hilsen
bekymret mor
Kære bekymrede mor
Tak for din henvendelse. Du skriver, at den tematik, du rejser, måske ikke er helt inden for de kategorier, som vi plejer at skrive om her i brevkassen, men ikke desto mindre rejser du spørgsmål, som er yderst relevante. Og vi tror, at mange forældre til voksne børn har haft tanker og dilemmaer, som er beslægtet med det, som du skriver om.
Og vi har indimellem modtaget en del breve fra voksne børn, som syntes, at deres forældre ikke havde behandlet dem ligeligt. Så det er bestemt vigtigt at tage disse spørgsmål alvorligt.
Vi kender sikkert alle nogle eksempler på bitre stridigheder og uforsonligheder, som har rod i arvemæssige og økonomiske forhold. Så vi synes, du er klog, når du tager dit dilemma alvorligt.
Når det gælder din konkrete situation, så kan vi godt forstå, at lysten til at hjælpe er til stede. Uanset hvor gamle ens børn bliver, så tror vi, at den der nærmest naturlige trang til at hjælpe sine børn, når de har det svært eller står i noget udfordrende, er til stede.
Og man synes også til tider som forældre, at det kan være svært at se på, at søskende ikke altid har de samme muligheder og betingelser i forskellige forhold. Og sådan har du det nu.
Vi ved ikke nok om, hvorfor det ene af dine børn har klaret sig bedre rent økonomisk. Det kan være livsomstændigheder, held, hårdt arbejde eller helt andre faktorer, der gør sig gældende. Og især det, som man ikke selv er herre over, har man sikkert også som forældre lyst til at afhjælpe eller kunne kompensere for.
De enkle svar findes sjældent i livets komplekse regnestykker. Men én ting tror vi er vigtigt i din situation, uanset om du gør det ene eller andet. Og det er, at der snakkes åbent om det - også med det af dine børn, som klarer sig godt økonomisk.
Vi tror, det er meget afgørende, at der er åbenhed og ærlighed omkring, hvordan ting fordeles, og at det eksempelvis ikke kommer frem senere, eller når du er borte. Bliver sådanne forhold opdaget tilfældigt, vil det kunne forårsage spændinger eller uforsonligheder, som vil være rigtig triste.
Dernæst tænker vi også, at hvis du låner eller giver noget til det ene af dine børn, så er det vigtigt, at der er lagt en plan for, hvordan disse midler skal bruges, hvordan indtjeningsmulighederne er fremadrettet, og om det er en plan, som er fornuftig og realistisk, for ellers vil du måske om nogle år selv kunne sidde og opleve, at du har givet midler til noget lidt ud i luften, og så gik det ikke alligevel, og så vil du kunne bebrejde dig selv, at du ikke havde sikret dig større overblik over, hvordan det hele var skruet sammen.
Så åbenhed, oversigt og helt klare aftaler om, hvad der gives eller lånes og på hvilke præmisser, er meget vigtigt.
Måske kræver det også, at du rådfører dig med nogen, du kender, som har forstand på sådanne forhold, for at få flere øjne til at se på det, og for at du kan gå ind i eventuelle aftaler med helt åbne øjne. Så tal med gode kloge venner eller et fagmenneske om disse ting, tal åbent og ærligt med dine børn om forholdene, lige sådan som de er, og brug tiden til hjælp til at finde en vej, som I alle kan leve med.
Er omkostningerne på det følelsesmæssige plan for store, så må huskøb udsættes, også selvom det kunne være en drøm, der gik i opfyldelse. Der er ingen voksne børn, der kan forlange, at forældre er i stand til at kunne bidrage økonomisk til sådan en del af deres liv, og det kan være hårdt at se i øjnene, ikke mindst når man kan se, at der er andre venner eller søskende, der har andre livsvilkår og andre muligheder.
Vi kan jo mærke på dig, at du ønsker at hjælpe, og at du ikke bare tænker på dig selv, men der er, som du skriver, flere forhold, der må vejes op imod hinanden.
Vi håber, at du og I finder en god vej, hvor forståelse omkring dit dilemma også finder en god form hos begge dine børn.
Du sendes de bedste ønsker i de svære beslutninger, som du skal tage i denne sag.
Mange hilsener