Kan jeg ikke kende mig selv, er der noget galt

Professor i formel filosofi, 45-årige Vincent F. Hendricks, har det bedst i New Yorks gader

Når filosofiprofessor Vincent F. Hendricks får en idé, skal den helst udføres med det samme.
Når filosofiprofessor Vincent F. Hendricks får en idé, skal den helst udføres med det samme. . Foto: Scanpix.

Hvad er det gode liv for dig?

Det gode liv er det, hvor jeg kan kende mig selv. Fra det tidspunkt i teenageårene, hvor jeg eksistentielt blev opmærksom på mig selv og forstod, hvad højere ordensbevidsthed var (at jeg kunne reflektere over, at jeg reflekterer), og frem til i dag har min lakmusprøve på det gode liv været følgende: at stå op om morgenen, se mig selv i spejlet og borttænke alt, hvad jeg er eller var på det pågældende tidspunkt, og så stadig kunne genkende spejlbilledet. Så eksempelvis, hvis jeg nu ikke kunne genkende mig selv uafhængig af min stilling som professor, centerleder, modtager af Videnskabsministeriets eliteforskerpris og anden forhåndenværende sildesalat, så ved jeg, der er noget galt. I så fald ville jeg have bevæget mig så langt væk fra undertegnede, at jeg ikke ville kunne genkende mig selv uafhængig af embede, hæder og andet relationelt gods. Så når jeg står på det yderste punkt og ser tilbage, så vil det gode liv være det liv, hvor jeg kan genkende mig selv igennem livet, forstå, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Det betyder ikke nødvendigvis, at det gode liv er let, men det er genkendeligt“ for mig, og så bliver det ikke bedre.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Når jeg vægtløs flyder rundt i New Yorks gader og stræder og er en del af livet. Hvor jeg ikke kan foregribe, hvad der sker rundt om det næste hjørne, hvor jeg overraskes og udømmende kan se på andre menneskers måde at leve deres liv på og være i verden. Det interessante er alt det, som jeg ikke selv kan producere. Det ambitiøse er at give folk det, som de forventer, og så lidt af det, som de ikke forventer.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Træner 45 minutter hver morgen.

Hvad er afslapning for dig?

At se min hustru læse, min søn spille basketball - alt imens jeg kører med fjernstyret bil et eller andet sted i verden, hvor vi ikke har været før.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Peanutbutter og jelly (syltetøj).

Hvad er din største last?

At jeg er utålmodig - har jeg fået tanken i dag, skulle den have været udført i går.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Stop med at ryge, selvom jeg godt kan høre, at det lyder betragteligt helligt og kedsommeligt. Men for mig, der som på daværende tidspunkt var 40 år og skulle hoste ekstra igennem om morgenen for at komme i gang, ja, da var det vel ved at være på tide.