Prøv avisen
Spørg om livet

Kan man forberede sig på tab og sorg?

Modelfoto. Foto: Unsplash

Richard gruer for at blive enkemand. Det kan hjælpe at tale med sin ægtefælle, venner og børn om disse tanker, lyder rådet

Kære brevkasse

Jeg har mange gange haft lyst til at skrive til jer: Tak for jeres dejlige besvarelser og kommentarer. Det er altid en fornøjelse at læse jeres nænsomme og indsigtsfulde svar. Senest har der været flere breve om at miste en ægtefælle og forskellige indfaldsvinkler til den proces.

LÆS HELE VORES E-AVIS OM ARV&TESTAMENTE HER

Det giver mig anledning til at skrive om tiden, før man mister, og bede om jeres kommentarer til, hvorvidt der er noget, man kan forberede eller afklare, sådan at sorgprocessen måske af den grund kan mildnes. Umiddelbart kan spørgsmålet lyde naivt, og det hedder jo, at man ikke bør tage sorgerne på forskud tillige med det eviggyldige budskab om at leve i nuet. Imidlertid vover jeg mig ud i at begrunde min bekymring og mine tanker om fremtiden.

Min ægtefælle og jeg har været gift i mere end 40 år. Vi har været kærester, siden vi var ganske unge teenagere. I de seneste mange år har min kone været stærkt fysisk handicappet og været fast bundet til en kørestol og lam i det meste af kroppen.

Min kone har ingen kognitive eller forstandsmæssige skader. Hun har ingen smerter, er handicappolitisk aktiv og er i alle henseender en fantastisk livsglad person med et helt usædvanligt positivt livssyn.

I de første år af de snart mange år, hun har siddet i kørestol, har vi sammen gennemlevet de kriser, som følger af en kronisk sygdom. Men vi har nu på alle måder et fantastisk liv sammen, og vi har så at sige affundet os med de vilkår, som er blevet min kones, og som naturligt også er blevet mine som nærmeste pårørende.

Vi er godt hjulpet af et helt unikt dansk velfærdssystem med personlige hjælpere i ugens fem første dage, så jeg kan passe mit arbejde og have egne fritidsaktiviteter. Som det væsentligste har vi nogle dejlige børn og børnebørn, som på alle måder er ”tæt på”, og som involverer sig og støtter op om vores situation.

Min kones motto er, at livet er livet værd. Hun lever i nuet, og i vore mangeartede snakke om alt imellem himmel og jord ”bebrejder” hun mig ofte mine spekulationer om fremtiden. Jeg er stærkt præget af et kontrol- og organiseringsgen og vil gerne planlægge og tage højde for alle livets forhold, uanset at jeg med min forstand godt erkender det umulige heri.

Min tankegang betyder, at jeg ofte tænker på det frygtindgydende i at miste, hvis det måtte være sådan, at min kone dør først – og derfor er jeg ganske optaget af indlæg af den karakter, som der har været skrevet om i brevkassen.

Jeg ville gerne, om jeg kunne gøre noget på forhånd. Forberede at miste. Jeg er nok mere, end godt er, bange for min reaktion, hvis det er mig, der står alene tilbage. Når jeg læser beskrivelser af ægtefæller, der ved døden ”rives fra hinanden”, tænker jeg på, om det overhovedet er muligt for mig at klare.

I kender sikkert typer som mig og har utvivlsomt også vejledt sådanne i jeres virke. Har I råd og vejledning til, om det er muligt at forberede sig på at miste?

Min kone og jeg kan sagtens snakke om døden, men som jeg håber at have beskrevet, så er vi forskellige på det punkt, hvilket betyder, at det ikke just er et emne, der gør min kone opstemt eller glad, og som hun qua sin livsfilosofi finder traurigt og unødigt bekymrende at drøfte. Alene derfor bruger vi ikke særlig megen tid på det.

Venlig hilsen

Richard

Kære Richard

Mange tak for dine opmuntrende ord. Når du spørger, om man kan forberede sig på at miste noget dyrebart, så tror vi, at svaret er både ja og nej. Ingen af os ved, hvordan vi egentlig vil reagere, hverken når vi måske sidder ved vores ægtefælles dødsleje eller i tiden efter, at vi har mistet. Og ingen af os ved, hvordan vi vil reagere, hvis vi selv skal ligge og vide, at nu er tiden ved at rinde ud. Man ved ikke, om angsten eller roen fylder mest.

I Bibelen står, at døden er vores sidste fjende. Det siger noget realistisk om, at det kan være forbundet med kamp og smerte, uanset hvor godt man har forberedt sig.

Nogle får en reaktion over lang tid, som kan ligne depressive symptomer med søvnbesvær og manglende livslyst.

Andre oplever måske sorgen knugende, men kan godt fortsætte nogle gode aktiviteter, og alt bliver ikke nødvendigvis håbløst, selvom savnet er stort.

Det er heller ikke kun sorgen, der kommer til en, men også en helt anden praktisk hverdagssituation, som bringer nye udfordringer, fordi gamle vaner og rutiner i livet skal ændres.

Hvad er det så, man kan forberede sig på? Måske er der nogle, der i tide skal flytte til noget mindre, således at man ikke som enke eller enkemand skal stå med mange praktiske opgaver og en stor oprydningsopgave og en snarlig flytning oveni.

Måske skal man i god tid tale om, hvor det kunne være godt at bo, hvis man bliver alene. Et sted måske tættere på sociale aktiviteter, venner eller tættere på børn og børnebørn, hvis der er et godt fællesskab med dem. Vi tænker, at I allerede har talt om, hvordan der kan tages godt hånd om din kone, som har dagligt hjælpebehov, hvis du dør før hende. Måske er der noget inden for det område, I stadig kan bruge tid til at finde svar på.

Man kan også tale med sin ægtefælle om, hvad den anden tænker ville være godt for en. Det er jo et menneske, der kender en rigtig godt. Hvilke råd vil din kære kone give dig?

Noget, du måske kan have glæde af som kommende pensionist, men også som enkemand. Og hvilke råd ville du give hende, hvis du faldt bort? For selvom hun har en kronisk sygdom, så kan hun leve rigtig mange år. Hvordan tænker du, hun skal kunne bevare sit gode humør og sin positive livsindstilling uden dagligt fællesskab med dig?

Tal gerne med børn eller venner om, at det er et tema, der optager dig. Spørg om, hvad de tænker ville være godt, hvis det pludselig skete. Måske står idéerne i kø. En ven siger måske, at han vil komme hyppigere på besøg, et af jeres voksne børn siger måske, at den af jer, der bliver tilbage, er velkommen til at bo hos dem i en måned eller to. Måske siger en svigersøn, at han vil arrangere nogle jævnligt tilbagevendende aktiviteter, som han ved, I vil være glade for.

Og så kan din gode kone og du bruge tid på at sige det til hinanden, som I gerne vil have sagt, medens I har hinanden. Så skal man ikke sørge over, at der var noget, man ikke fik udtrykt eller sagt. Det er ikke det samme som at snakke om døden hele tiden, men at få udtrykt sit hjerte. Skriv måske kærestebreve til hinanden. De har nutidig værdi, men kan også være en glæde på den lange bane.

Vi kender ikke jeres forhold til kirke og tro. Men måske kunne I dele tanker om det, og måske dele en stille bøn med eller for hinanden, der kan give ro og retning i tanker og sind. Vi tænker ikke bøn som en trylleformular. Men det kan være godt at lægge sine bekymringer og sine glæder og sin tak i en større hånd. Sammen og hver for sig.

Mange hilsener