Prøv avisen

Kan man tabe til kræft?

Tegning: Rasmus Juul

Når man taler om at tabe kampen mod kræften, kan efterladte opleve, at der stilles spørgsmål ved, om afdøde kæmpede hårdt nok, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse. Historisk set har krigs- metaforer været udbredte, når man talte om sygdom

Læser man dødsannoncer, kan man jævnligt læse om afdøde, at ”hun tabte kampen mod kræften”. Formuleringen støder og forundrer nogle, mens formuleringen af andre ses som en måde at ære en afdøds vilje; viljen til at kæmpe for at holde fast ved livet.

I Kræftens Bekæmpelse, hvor Bo Andreassen Rix er chef for dokumentation og udvikling, hører man af og til fra efterladte, som føler sig stødt over formuleringen.

”Pårørende kan fortælle, at de efter dødsfaldet modtager kondolencehilsner, hvor man skriver om, at afdøde tabte til kræften, og de opfatter formuleringen som unødigt negativt ladet. Når man taler om at tabe en kamp, så kan efterladte opleve, at der indirekte stilles spørgsmål ved, om afdøde tabte, fordi der ikke blev kæmpet hårdt nok. Men de pårørende har set et familiemedlem blive syg og dø af sygdommen og kan slet ikke forene forløbet med en tabt kamp.”

Der indrykkes omkring 35.000 dødsannoncer i danske aviser hvert år. På afdøde.dk kan man få et overblik over dødsannoncer, for 8 ud af 10 dødsannoncer er samlet på portalen. Efter kræft er hjerte-kar-sygdomme den hyppigste dødsårsag i Danmark. Hver fjerde dansker over 35 år dør af en hjerte-kar-sygdom, men på afdøde.dk er der ikke annoncer, hvor der står, at afdøde tabte kampen mod åreforkalkningen. Formuleringen bruges tilsyneladende kun i forhold til kræft.

Tidligere har krigsmetaforer været langt mere udbredt i forhold til sygdomme. Det forklarer videnskabshistoriker Karin Tybjerg, der er lektor ved Medicinsk Museion i København.

”Krigsmetaforer har været brugt om sygdomme langt tilbage,” siger Karin Tybjerg og henviser til afhandlingen ”Medicinske observationer”, som den engelske læge Thomas Sydenham skrev i 1676. Han skriver om ”en morderisk vifte af sygdomme, som skal bekæmpes”, og om, at kampen ikke er for de dovne. I beskrivelser af immunsystemet er krigsmetaforen også udbredt. I tekster fra slutningen af 1800-tallet kan man se de hvide blodlegemer beskrevet som ”kroppens grænsepoliti”, og den franske biolog Louis Pasteur (1822-1895) brugte flittigt krigsmetaforer, da han beskrev sin teori om bakterier.

Nutidens brug af krigsmetaforer i forhold til kræft hænger måske også sammen med udviklingen af moderne kræftbehandling, forklarer Karin Tybjerg. Efter Anden Verdenskrig blev behandlingen af kræft forbedret, og det skete ved, at man brugte nogle af de teknologier, som før havde været centrale i udviklingen af atomvåben.

”En masse af det materiel, midler og den forskningsindsats, man havde lagt i produktion af isotoper til brug i kernevåben, blev brugt til kræftbehandling, hvor det indgik i diagnosticering og strålebehandling,” siger hun.

I efteråret udkom bogen ”På en måde skal vi alle dø”, skrevet af Lotte Blicher Mørk, som er hospitalspræst på Rigshospitalet i København. I bogen skriver hun blandt andet om de metaforer, som bruges i forbindelse med sygdom.

”Det handler om at mestre, magte, bekæmpe, overvinde og tackle sygdom. De metaforer, vi ellers bruger i samfundet, finder man i en intensiveret form på et sygehus, og på sin vis giver det god mening, for vi vil gerne have kontrol og styring, hvilket ligger bag mange af metaforerne.”

Hun mener, at flere af metaforerne lægger et stort ansvar på den enkelte. Særligt metaforen om at tabe til kræften. Som hendes kollega hospitalspræst Henning Nabe Nielsen har udtrykt det: ”Ikke nok med at man er død, men man er også en død taber.”

”Vi ser på kræft som en farlig, uregerlig størrelse, som rammer, og som vi forsøger at få styr på ved at være kampberedte, men i forhold til den enkeltes krop pålægger det et stort pres og ansvar. Jeg møder det i samtaler, hvor der kan være en skyldfølelse, fordi man ikke kan mobilisere det, som skal til for at bekæmpe sygdommen. Man tænker, at man burde kæmpe lidt mere for ikke at skuffe sin elskede i stedet for at hengive sig til, at man ikke kan bekæmpe sygdommen.”

Men billedet kan også give god mening. Det oplever hospitalspræsten af og til gennem samtaler med efterladte.

”At skrive, at man kæmpede, men tabte kampen, kan være en hæder at give til den afdøde, som kan give meget mening for de efterladte.”

Lars Henrik Jensen er kræftlæge ved Sygehus Lillebælt i Vejle, lektor ved Syddansk Universitet og formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi. Om krigsmetaforerne er hensigtsmæssige i forhold til kræft, afhænger af sammenhængen, mener han.

”Når det handler om at samle penge ind til kræft, har det vist sig hensigtsmæssigt at tale om at ’knække cancer’ og over for politikere kan man tale om kræft som en ’ydre fælles fjende’. Men i forhold til den enkelte patient kan det være problematisk.”

På Lars Henrik Jensens afsnit på kræftafdelingen i Vejle ser han hvert år omkring 300 nye mennesker, som har fået konstateret tarmkræft. Om det giver mening at tale om kræft som en kamp, er afhængig af sygdomsforløbet.

”Når man skal gennemgå en langvarig og krævende behandling, kan det for nogle opleves som en kamp og noget, man skal overstå for at komme ud på den anden side som kræftfri. Og her kan nogle finde støtte i at tale om det som en kamp.”

Omkring halvdelen af patienterne afslutter behandlingen og kan lægge sygdommen bag sig, mens andre skal indstille sig på, at sygdommen vil blive ved med at være der og på et tidspunkt blive egentlig livstruende.

”At tale om kamp og krig i de tilfælde vil være at garantere patienten et nederlag. Som kræftlæger er det vores opgave at udfordre det og gerne i god tid, så man i tide kan nå at ændre sin indstilling til livet. Vi skal som læger have en ydmyghed over for, at vi aldrig ved, hvordan det går for den enkelte, men generelt kan vi sige, at det tager omkring et år at vænne sig til, at man har en dødelig sygdom. Bliver man fastholdt i krigsmetaforerne, vil det betyde, at man bliver mere tilbøjelig til at sige ja til behandlinger med mange bivirkninger og en beskeden effekt, og måske begynder man at opsøge udsigtsløse tilbud.”

I de tilfælde, hvor Lars Henrik Jensen vurderer, at patienten kommer til at dø af sygdommen, spørger han, om patienten vil vide mere om, hvordan et videre forløb typisk kan forme sig.

”Det er ikke altid, at patienten har gjort sig klart, at de kan dø af den her sygdom, og hvis patienten ikke er klar til at høre det, er det et overgreb at fortælle det. Men ideelt set prøver vi at få en samtale, som tager afsæt i patientens verden og handler om, hvad der er vigtigt og giver glæde i hverdagen.”

”Så er der de tilfælde, hvor patienten eller de pårørende bliver ved med at vende tilbage til, at vi må kunne finde på noget at gøre, fordi de ser sygdommen som noget, der skal og kan overvindes. Naturligvis skal man som patient stille krav til sin kræftlæge, og som kræftlæger skal vi kende de mest potente former for behandling og være garanter for, at alle relevante muligheder for behandling er afsøgt, men alligevel er der tilfælde, hvor patienten eller de pårørende bliver ved med at kredse om, at der må kunne gøres mere.”

Når Lars Henrik Jensen læser dødsannoncer, bliver han jævnligt berørt, fordi han kan se, at afdøde er en patient, de har fulgt på afdelingen gennem længere tid, og han tænker på, hvordan patienten døde og håber, at han eller hun i tide fik talt med sine nærmeste om ønsker til den sidste tid.

”Det rører mig på en særlig måde, når der i en dødsannonce står, at den afdøde tabte kampen mod kræften. At afdøde tabte til kræften kan jeg se som trøstende ord til omverdenen om, at afdøde kæmpede for at bevare livet, men det kan også dække over et forløb, hvor afdøde havde så travlt med at kæmpe, at man fik en opslidende sidste tid ind og ud af hospitaler og måske døde på en travl sengeafdeling, mens man var i gang med en udsigtsløs behandling.”

Læge Ole Hartlings første hustru, læge Lene Hartling, døde af kræft i sommeren 2008. I dødsannoncen skrev familien, at Lene Hartling sov ind i hjemmet. Han finder det problematisk at bruge vendingen ”at tabe kampen mod kræften” og har flere gange overvejet, hvad årsagen er til, at man siger det. Efter Lene Hartlings død fik han et brev, hvor afsenderen kondolerede med, at Lene Hartling havde tabt kampen mod kræften. Et billede, han ikke kan forbinde med tabet af ægtefællen.

”Jeg tænkte, at min kone var et menneske med en sygdom, men hun var ikke ramt eller angrebet. Det var en bio-statistisk tilfældighed, der betød, at hun døde af kræft.”

Ole Hartling mener, filosoffen K.E. Løgstrups tænkning kan bruges til at forstå, hvorfor kræft beskrives som en sygdom, man taber til.

”Løgstrup påpeger, at straks vi møder det onde, spørger vi hvorfor, mens ingen spørger, hvorfor de har det godt, når de har det godt. Når vi bliver syge, så vil vi så gerne have en grund. For mig er det forklaring nok, at man trak en nitte i det bio-statistiske lotteri.”