Kan man tillade sig at holde påskefrokost, hvis det gøres udendørs?

Etiske dilemmaer opstår også i det nære, og selvom man har sine egne værdier på rygmarven, må man søge at finde fælles fodfæste, siger filosof Ole Thyssen

Professor, dr. phil. Ole Thyssen, deltager i Kristeligt Dagblads format "Etisk sagt". – Foto: Leif Tuxen.
Professor, dr. phil. Ole Thyssen, deltager i Kristeligt Dagblads format "Etisk sagt". – Foto: Leif Tuxen.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det gjorde jeg her i formiddag, hvor jeg spurgte mine børn, om vi skulle holde en påskefrokost sammen ude i haven og naturligvis med god afstand til hinanden. Ét af mine børn svarede så, at det ville han ikke være med til. Han mente, at det var dårlig stil, da vi er blevet bedt om netop ikke at holde påskefrokoster. Mine tanker gik på, hvorvidt vi skal forholde os strammere til retningslinjerne, end myndighederne kræver. Det var jo ikke, fordi at jeg ikke havde tænkt mig at overholde de gængse retningslinjer. Min søn og jeg fandt ud af, at vi var uenige. Og sådan er det jo så ofte med etiske dilemmaer: At der ikke findes en saglig løsning.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

For mange år siden var jeg sammen med en kvinde, der blev gravid. Vi skulle nu afgøre, om hun skulle have en abort eller ej. Det var et ganske tungt valg. Jeg husker, hvordan jeg følte, at hele verden blev som en appelsin, der flækkede over på midten. Jeg kunne enten vælge den ene eller anden halvdel, men de to valg ville udelukke hinanden. Hvad der derefter skete, beholder jeg for mig selv. Jeg blev jo spurgt til en etisk udfordring – ikke et svar på den.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det er helt indlysende klimaudfordringen. Coronakrisen afslører, at danskerne er parate til at ændre adfærd, når det handler om eget liv, men når det handler om noget mere diffust som klimaet, viser vi på ingen måde samme villighed. Det er jo ganske mange vaner, der skal ændre sig, og man kan godt få en fornemmelse af, at det kun er muligt, når først klimaudfordringerne kommer helt tæt på eget liv.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Vi lever i et land, hvor hver eneste person har lov og ret til at have sin egen moralske stillingtagen. For mig er etik et niveau højere end det. For det handler ikke bare om, hvad man selv synes, er rigtigt og forkert. Det handler om, hvordan man finder sammen med andre, der har et helt andet moralsk udgangspunkt end én selv, og stadig på en fredelig måde kan omgås hinanden. Og det synes jeg ikke, vi formår at gøre nok i den offentlige debat eller i hverdagens etiske dilemmaer generelt.

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

I min alder sidder det nok på rygmarven, så jeg blot handler efter min bedste overbevisning uden at gøre mig så mange overvejelser om det. Og så alligevel finder man ofte sig selv i en situation, hvor man igen skal forholde sig påny, som det for eksempel er tilfældet nu under coronakrisen. Så sent som i dag var der en kvinde, der hvæsede ad mig på gaden, fordi hun mente, jeg stod for tæt. Der er lige nu uendeligt meget pres på samværet og på at formå at vise samfundssind. Jeg mener, det er vigtigt at turde omgås hinanden civiliseret og samtidig kræve sin plads. Det er den gensidighed, der er nødvendig i en social relation. For kan vi omgås, eller hvæser vi og vender hinanden ryggen, når der opstår uenighed? På den måde er etik allestedsnærværende.