Der er nogle særlige tidspunkter, hvor Jens-Christian Schou er ekstra opmærksom på stemningen om bord.
Han er kaptajn på A.P. Møllers containerskib ”Cap San Lorenzo” og har derfor ansvaret for at sikre et godt arbejdsmiljø for besætningen. Men netop når skibet stævner ud, ved han, at det kan være lidt op ad bakke. Folk skal altid lige omstille sig til de otte uger, der ligger foran dem, før de kan komme hjem til familien igen. Og midtvejs er der også et velkendt dyk i humøret.
”Vi kalder det for ’snerreugen’. Den indtræffer næsten altid, når vi været af sted i præcis fire uger, og der er fire uger tilbage. Lige netop på det tidspunkt kan lunten blive lidt kort, og så er det min opgave at forsøge at få os gennem ugen på den bedste måde,” fortæller Jens-Christian Schou på en satellitforbindelse fra skibet, der netop er sejlet fra kystbyen Santos i det sydlige Brasilien.
”På et skib er der jo fuldstændig de samme konflikter, som der kan være på andre arbejdspladser. Men her kan man ikke lige gå i land. Så det kan blive ret intenst, og som kaptajn må man derfor have både empati og udvise smidighed og samtidig være i stand til at skære igennem og sige: ’Nu bliver det altså sådan her.’”
Snerreugen er heldigvis overstået nu. ”Det var sidste uge,” fortæller Jens-Christian Schou og griner.
I snerreugen mærker han, hvordan folk snakker lidt mindre sammen. At de trækker sig mere ind i sig selv, og at der ikke skal meget til, før de bliver irriterede. Men samtidig ved hele besætningen, at det er en svær uge, ”så alle gør faktisk en helhjertet indsats for at gøre livet om bord til et rart sted at være. Det er jo ikke skibene i sig selv, der afgør det – det er menneskene.”
Julehygge på tværs af tro
I år har sejladsen også været noget mere udfordret end normalt. På grund af pandemien har besætningen for eksempel ikke kunnet gå i land ved de havne, skibet anløber.
”På den måde undgår vi forhåbentlig at få virus med om bord. Men det betyder selvfølgelig, at vi har været spærret endnu mere inde, end vi plejer.”
Som kaptajn har Jens-Christian Schou mange roller. Han er ikke kun leder, men kalder sig også mor, far og sjælesørger. Det er for eksempel ham, der skal give den kedelige besked om, at en medarbejder ikke kan blive afløst som planlagt, fordi hans afløser har fået covid, ”og jeg har også måttet sige til en fra besætningen, at barnet derhjemme var blevet alvorligt sygt, eller at et familiemedlem var afgået ved døden. Heldigvis har vi både uddannelsesforløb og kurser, der lærer en at håndtere den slags, men i bund og grund handler det jo om at have empati, at være rummelig og at kunne sætte sig ind i andre menneskers følelser.”
”Cap San Lorenzo” sejler især med varer, der skal opbevares på køl. Primært kød og frugt. Skibet har en stor reefer kapacitet, som det hedder, når skibet er særligt indrettet til at rumme mange kølecontainere.
”Som for eksempel den mørbrad, folk skal have på bordet nytårsaften,” fortæller Jens-Christian Schou.
Containerskibet sejlede fra Rotterdam den 27. september og skal efter planen anløbe Antwerpen i Belgien og senere endestationen Hamborg i begyndelsen af januar. Jens-Christian Schou regner med at kunne gense sin kone og de voksne børn omkring den 5. januar.
Jul og nytår bliver altså i år om bord på skibet sammen med de 25 ansatte, der ud over danskere tæller folk fra både Ukraine, Indien, Rumænien, Filippinerne og Indonesien.
Det betyder, at der er mange forskellige trosretninger og kulturer blandt mandskabet, ”men her i julemåneden prøver vi alligevel at skabe lidt mere hygge om bord, så uanset om man tror på julemanden, Jesu fødsel eller er buddhist, skal man mærke, at december er noget særligt. Vi holder filmaftener, spiller bingo og pakkespil, hvor alle uanset tro kan være med. Og vi pynter også op til jul,” siger kaptajnen.
Parforhold med ventetid
Jens-Christian Schou har været ansat hos A.P. Møller i 38 år, heraf snart 22 år som kaptajn. I begyndelsen sejlede han de allerstørste ”blå skibe” for Maersk Line, men da koncernen købte virksomheden Hamburg Süd, blev Shou spurgt, om han med sin mangeårige erfaring ville være kaptajn på ”de røde skibe” og på den måde hjælpe med at brede virksomhedskulturen ud i det nye firma.
Nu sejler han i fast rutefart mellem Sydamerika, Afrika og Europa. Han er på havet i otte uger og hjemme lige så længe.
”Jeg synes ikke, der findes noget bedre job end det her. For når jeg er på arbejde, er det det eneste, jeg skal koncentrere mig om, og når jeg er hjemme, så har jeg rigtigt fri. Hvis jeg havde et mere traditionelt arbejde, ville grænsen mellem arbejde og fritid let blive mere flydende. Men nu kan jeg virkelig være nærværende, når jeg er hjemme.”
”Mine børn siger i dag, at de ikke rigtig tænkte over, at deres far var meget væk, ’for når du var her, var du her jo hele tiden’. Jeg kom ikke træt hjem som de andres forældre eller kastede mig i sofaen efter en lang arbejdsdag, og hvis de havde lyst til en fridag fra børnehaven, jamen så kunne det lade sig gøre.”
Faktisk oplever han også, at et arbejde med indbygget ventetid kan være rigtig godt for parforholdet.
”Man bliver aldrig træt af gensynets glæde. Og jeg har det som alle andre søfolk: Jeg glæder mig altid til at komme hjem, Men samtidig glæder jeg mig også altid til at skulle af sted igen. Man kan på en måde sige, at jeg lever to liv, ligesom min kone gør. Hun venter jo også på, at jeg kommer hjem. Men hun glæder sig også til den periode, hvor hun er alene igen og for eksempel får mere tid til vennerne. Så der er mange fordele ved det her liv. For at vente på noget betyder også at glæde sig til noget. Og jeg glæder mig hele tiden.”