Bliv klogere på virkelighedens og fiktionens venindeskaber i Karen Dichs "Livslang ærlighed"

Restauratør og forfatter Ida Davidsen mødte sin veninde fotograf Dorrit Heckscher, da de begyndte i skole sammen i begyndelsen af 1940’erne. I dag er mange af skolekammeraterne døde, men Ida og Dorrit holder hinanden og deres venskab i live, blandt andet ved at pille rejer hver fredag

Hver fredag kommer 83-årige Dorrit hjem til Ida, der har samme alder, og hjælper hende med at plukke rejer. Venindeparret er nogle af dem, man kan møde i Karen Dichs nye bog "Livslang ærlighed: Fortællinger om de afgørende veninder."
Hver fredag kommer 83-årige Dorrit hjem til Ida, der har samme alder, og hjælper hende med at plukke rejer. Venindeparret er nogle af dem, man kan møde i Karen Dichs nye bog "Livslang ærlighed: Fortællinger om de afgørende veninder." . Foto: Billede fra bogen.

Hvornår mødte I hinanden første gang?

Ida: ”Det gjorde vi, da vi startede i første klasse. Vi er begge født i 1937, så det må have været i 1943, da vi begyndte på Frk. Kruses Skole på Frederiksberg Allé. Eller det vil sige, skolen flyttede rundt hele tiden – der var jo krig – så undervisning blev flyttet til lejede villaer rundtomkring i byen.”

Dorrit: ”Efter 14 dage i skolen flygtede jeg sammen med min familie til Sverige. Der var krig, og jeg er jøde. Men efter krigen vendte jeg tilbage til Danmark og til skolen, og vores venskab har varet lige siden.”

Hvorfor blev I veninder?

Dorrit: ”Det ved jeg faktisk ikke. Vi var en gruppe piger i klassen, der klikkede.”

Ida: ”Det var bare sådan, det var. Vi blev hurtigt viklet ind i hinanden og hinandens familier. Sådan var det dengang. Vores forældre var meget deltagende, og de arrangerede aktiviteter, fødselsdage i dyrehaven, rundbold og så videre.”

Hvis I skal nævne nogle styrker i jeres venindeskab, hvad er det så?

Dorrit: ”Det er helt sikkert, at vi kender hinanden ud og ind.”

Ida: ”Vi har fulgtes jo ad gennem livsbegivenheder, bryllupper og så videre. Og vi har altid holdt venskabet ved lige. Vi holder meget sammen, men vi kan være rygende uenige og have store diskussioner, om alt fra politik til børn og nu børnebørn. Det har vi altid kunnet.”

Hvad giver venskabet jer, som ingen (af jeres) andre relationer kan?

Ida: ”Jeg kan altid ringe til Dorrit, hvis jeg har noget på hjertet, jeg skal af med, eller noget, jeg skal spørge hende om. Hun er altid parat til at hjælpe mig, når som helst.”

Dorrit: ”Og det gælder selvfølgelig også den anden vej. Vi har altid haft hinanden, og så er det altid rart at have en skulder at læne sig mod. Jeg blev for eksempel skilt tilbage i 1970’erne, og det var en hård periode for mig.”

Hvad er det sværeste ved at være veninder?

Dorrit: ”Der er ikke noget, der er svært. Man ved altid, at man har sin veninde og kan ringe til hinanden. Jeg kan huske, at Ida ringede grædefærdig, da huset i Espergærde var brændt ned. Jeg kunne næste ikke forstå, hvad hun sagde, fordi hun græd så meget. Det er det, man har veninder til.”

Ida: ”Ja, det var virkeligt frygteligt. Jeg var kommet i det hus, siden jeg var barn, så det var ret hårdt for mig. Heldigvis fandtes der blueprints hos kommunen, så huset blev bygget op, så det lignede sig selv.”

Findes der en særlig skelsættende periode i jeres venindeskab?

Ida: ”Jeg dumpede skolen tre gange, fordi jeg var ordblind, men det kendte man ikke til dengang. I stedet blev jeg betragtet som dum. og så måtte jeg gå ud af skolen som 14-årig, hvorefter jeg kom i lære på D’Angleterre. Og derefter rejste jeg meget. Først var jeg i Hollywood i fire år på Restaurant Scandia på Sunset Boulevard. Der kom jeg ikke meget hjem, og vi havde ikke særligt meget kontakt.”

Dorrit: ”Sådan var det jo. Men tænk, hvis vi havde været på computer som i dag, så havde det været noget ganske andet. Jeg var også i Amerika i en årrække, hvor jeg mødte en dansk mand, som jeg blev gift med. Det gjorde det jo svært at ses meget.”

Ida: ”Vi havde så travlt. Jeg knoklede som et dyr. Og Dorrit ligesådan. Efter Hollywood blev jeg ansat hos British European Airways, der lige var startet med at flyve jetfly – husk på, at vi er gamle piger – og de skulle finde på noget, de kunne servere på første klasse. Det endte med smørrebrød og kanapeer, og så sendte de mig afsted. I et helt år rejste jeg til alle deres stationer: i Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Dengang havde man jo ikke flyvekøkkener, men man fandt det hotel i byen, man fløj fra, der lavede den bedste mad. Så jeg var ude og hold møder med hotelkøkkener i et helt år. Men jeg var hjemme i weekenderne, fordi jeg fløj gratis, og så så vi hinanden, talte sammen og så videre.”

Har I særlige ritualer i jeres venindeskab?

Dorrit: ”Vi forsøgte at lave en tradition med de gamle klassekammerater om at fejre vores fødselsdage her i Idas restaurant, men vi fik ikke helt gjort noget ved det. Og nu er der kun os to tilbage.”

Ida: ”Her på vores gamle dage ser vi meget til hinanden. Dorrit er så sød, at hun kommer her hver fredag og hjælper mig med at pille rejer. Tænk at have en veninde, der gider det. Det er et godt venskab.”

Dorrit: ”Det er vigtigt for os begge to at holde os i gang. Vi har jo altid arbejdet. Og vi er begge af den overbevisning, at det er vigtigt, for ellers dør man. Hvis man sætter sig ned og siger: ’Det var det, nu er det slut,’ så er det slut.”

Ida: ”Men så længe vi har hinanden, kan vi holde skruen i vandet. Vi er gode til at lokke hinanden i gang. Vi kan godt sige ’nu må du fandme tage dig sammen’ til hinanden, også når kroppen værker.”

Dorrit: ”Selvfølgelig er vi også trætte. Hvis vi skal dø nu, skal det være på vores måde. Vi vil begge gerne lægge os i sengen og så ikke vågne op igen. Vi skal i hvert fald ikke på plejehjem, hvor de er så uforskammede over for de ældre. Og at ende på et hospital med slanger ud og ind i kroppen er også ganske frygtelig.”

Ville I blive veninder, hvis I mødte hinanden i dag?

Ida: ”Ja, det kunne vi sagtens. Det er helt oplagt.”

Dorrit: ”Vi er jo fuldstændig på bølgelængde. Selv efter så mange år.”