Der er noget særligt over at begynde at føle sig hjemme et fremmed sted

For snart fire år siden købte min far og hans hustru et hus i Italien. Et gult stenhus på en bjergskråning i en lille flække i Abruzzo. Og det var en særlig følelse, da jeg begyndte at føle mig hjemme i huset i Italien, skriver journalist Karen Sofie Egebo

Karen Sofie Egebo er journalist på Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-redaktion.
Karen Sofie Egebo er journalist på Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-redaktion. .

Man skal dreje til højre, når man kommer til skiltet med ”Mobil Jolly”. Og oppe i byen er den slagter, der ligger ved siden af grønthandleren, den bedste. Nogle gange kan man ikke se Maiella-bjergene, men man ved, at de er der som en evig tagryg ude i horisonten. Og hvis man støvsuger, samtidig med at vaskemaskinen er tændt, går strømmen.

For snart fire år siden købte min far og hans hustru et hus i Italien. Et gult stenhus på en bjergskråning i en lille flække i Abruzzo. Der er figentræer i haven, og længere nede på grunden, der skråner ned i en stor dal, er der et skur, hvor der engang stod en ko.

I nabohuset boede indtil sidste sommer en gammel kone, der vaskede tøj i et vandtrug ude i gården, og man kunne høre hende synge højt inde i huset. Når hun så mine veninder og mig ligge på terrassen og solbade, råbte hun, at vi skulle passe på solen. Da vi var nede i huset sidste sommer, var hun død nogle dage forinden.

Jeg har været i huset syv gange. Nogle gange med min far, hans kone og mine brødre, og nogle gange med mine veninder.

Der sker noget helt særligt, når man er kørt to en halv time væk fra Rom og er kommet til bjergene, hvor der næsten ingen biler er på motorvejen. Når man begynder at kunne genkende landskabet og ved, når gps’en har sendt én på afveje. Når man når til huset og ved, hvordan man skal trykke på knappen for at få porten til at åbne, og at man har et vist antal sekunder til at få bugseret bilen igennem, før den lukker igen.

Jeg har boet mange steder i mit liv og flere år i udlandet. Jeg har aldrig rigtig haft et barndomshjem, men har været hjemme mange steder.

Alligevel var det en særlig følelse, da jeg begyndte at føle mig hjemme i huset i Italien. Det er jo et sted, jeg kun opholder mig få gange om året og ofte bare et par dage. Jeg taler italiensk, men ikke decideret flydende, og der er mange ting, der er helt anderledes end i Danmark – bjergene, maden, kirkegården, som er en stenmur med små hylder og billeder og blomster.

Jeg tror, at følelsen, jeg har, når jeg ankommer til huset og føler mig hjemme, er lidt den samme, andre har ved et sommerhus i Danmark. Men her er det bare midt i noget, der er fremmedartet.

Antonio og hans kone Vania boede i huset, før min far og hans kone købte det. De er pensionerede og flyttede lidt længere ned af vejen. Det var egentlig meningen, at de skulle nyde deres otium, men de kedede sig alligevel, så de åbnede en restaurant.

Og så kigger Antonio til det gule hus i de perioder, hvor det er tomt. Han kommer tit forbi, når man er der, og så står han der, rund som en kugle med buskede, hvide og grå øjenbryn, og brøler. Han taler ikke, han råber, og han taler kun italiensk. Og så overleverer han kun beskeder om huset og haven til min far.

Selvom min fars kone ejer huset lige så meget som min far – og udtrykkeligt er den, der ved mest om praktiske ting – er kutymen i Italien vist, at det er mænd, der ved mest om hus og have. Og damer skal helst heller ikke bestille grappa på restauranten.

Men han er venligheden selv og fortæller gerne om alt, hvad der er sket i byen siden sidst, og selvom man ofte taler lidt forbi hinanden, fordi det fælles sprog er begrænset, er der ingen tvivl om, at man er blevet en gammel bekendt, som han er glad for at se. Følelsen er jo også gengældt.

Vi er tit et eksotisk indslag i den lille bjergby, når vi med vores lyse hår og lidt længere lemmer gør vores bedste for at købe peccorino eller pane sale (saltet brød) oppe i byen. Men vi bliver mere og mere en del af byen, og til nytår fejrede min far og hans kone årsskiftet sammen med de lokale, hvor de kom igennem aftenen og natten udelukkende på italiensk.

Til sommer skal mine veninder og jeg atter ned i huset, det er blevet en tradition hver sommer. Vi har efterhånden faste værelser og rutiner, og vi behøver ikke sætte gps’en til, når vi skal køre op til højsletten Gran Sasso.

Så skal vi spise den gode peccorino, som er den lokale, vi skal sige hej til Antonio, og vi skal køre til højre ved ”Mobil Jolly”-skiltet.

Og jeg kan mærke, at jeg længes efter at komme hjem igen til huset i Italien.

Hjem til lugtene i huset, lydene fra hundene, der som et kor gør til hinanden fra husene rundt omkring i dalen, til de små firben, der piler hen over terrassen, til bjergene og udsigten, som jeg kan fremkalde som et maleri, når jeg lukker øjnene.