Prøv avisen

Kathrine Wismanns far var alkoholiker: Hvor meget skal min søn vide om sin morfar?

Kathrine Wismann bor i dag på Nørrebro i København sammen med sin kæreste og sønnen Arthur. Hun er i tvivl om, hvad hun skal fortælle Arthur om hans morfar. – Foto: Leif Tuxen

Det er ikke kun en lidelseshistorie, men den er heller ikke rosenrød, siger Kathrine Wismann om forholdet til sin far, der var præget af svigt. Hun står i et dilemma, når historien om ham skal fortælles videre til det barnebarn, han aldrig nåede at møde

Artiklen er oprindeligt udgivet 15. juni 2018.

”Jeg er gravid?!”.

Få minutter før Kathrine Wismann skulle til bedemanden for at se sin døde far i kisten, trådte to streger frem på den positive graviditetstest, hun netop havde taget. Ordene hviskede hun til sin søster, som var den eneste anden i lejligheden i København den morgen i 2016. Chok og glæde blandede sig med den dybe sorg over at have mistet sin far, men først og fremmest var 26-årige Kathrine Wismann lettet over, at den lille blyp i hendes mave aldrig ville komme til at møde sin morfar.

”Tanken om mødet mellem det ekstremt slidte menneske, min far var til sidst, og et lille spædbarn, der suger alt til sig, kunne jeg ikke holde ud,” husker Kathrine Wismann.

Og hun vidste, at det ville have været svært for hendes far at skulle bære, at der kom endnu et barn til verden, som han ikke kunne give sit bedste til.

Historien om Kathrine Wismanns forhold til faderen er ikke for børn. Så hvordan fortæller man sit barn om en bedsteforælder, der ikke er her mere, og som på trods af gode minder også kan bebrejdes meget? Det har Kathrine Wismann spekuleret meget over, selvom hendes søn, Arthur, i dag kun er godt halvandet år. Derfor har hun lavet podcasten ”Min søns morfar” om sit dilemma, som for nylig er blevet udgivet på Radio24syvs hjemmeside.

”Jeg har altid haft lyst til at fortælle historien om min far, og nu, da jeg er blevet mor, er det blevet endnu mere aktuelt for mig,” forklarer hun.

Livsfortællinger snor sig ned gennem generationer og kan virke som spejl og understrøm i det enkelte menneskes identitetsdannelse. Det er netop derfor, de er væsentlige at give videre, mener psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen, der af Kristeligt Dagblads læsere er kendt fra avisens brevkasse ”Spørg om livet”. Det gælder også, når der er knaster i fortællingen som misbrug, vold, sygdom, svære skilsmisser og dødsfald.

”Specielt når børn bliver halv- og helvoksne, tager de ikke skade af at vide, hvorfor deres forældre er blevet dem, de er, og hvorfor mor eller far måske har en sorg i sit sind. Det kan ligefrem være en lettelse, for barnet er selv en del af den fortælling og bærer den med sig,” siger hun.

Den fortælling, Kathrine Wismann er skrevet ind i, begyndte i 1989, da hun kom til verden og ind i, hvad der på det tidspunkt var en familie med to ældre søstre. Heraf delte hun far med den ene.

Forældrene havde mødt hinanden i en dykkerklub og havde siden bosat sig i Brordrup uden for Roskilde på Sjælland. Der var bål i baghaven og en skov at lege i, men Kathrine Wismann husker også, at der fra begyndelsen var forbundet en stemning af utryghed med faderen. Han var sjældent nærværende og tog ikke del i familiens dagligdag, og så længe hun kan huske, har hun vidst, at han var alkoholiker.

Som otteårig blev hun skilsmissebarn, og siden fulgte nogle kontrastfyldte år med en tryg opvækst hos moderen og utrygge weekendophold hos faderen. Sammen med søsteren lagde hun strategier, når de skulle besøge ham. Hvad skulle de for eksempel gøre, hvis han gik på værtshus i stedet for at købe ind, som han havde sagt? Og i perioder, hvor besøgene blev afløst af telefonsamtaler, kunne hun føle sig trådt på, når faderen ringede hende op sent på aftenen, og hun skulle høre på lange fortællinger om hans oplevelser uden at blive spurgt, hvordan hun selv gik og havde det.

”Der var altid en krisestemning omkring min far og vores liv sammen med ham. For der var altid en aftale, han havde brudt, eller noget, han ikke havde styr på.”

I teenageårene blev Kathrine Wismanns forhold til faderen yderligere kompliceret, og i perioder havde de ikke kontakt. Men i de sidste omtrent syv år af hans levetid fandt de hinanden og havde nogle af de helt almindelige oplevelser, som hun altid havde drømt om. Hun spillede ny musik for ham. Han hjalp hende med at flytte. Eller de spiste en god middag sammen.

”Vi fik et godt forhold til hinanden på de præmisser, der nu var. Jeg forventede ikke, at han skulle stoppe med at drikke, og jeg tror, at han forstod, at hvis han ødelagde relationen til sin familie, så var der ikke nogen tilbage.”

Den 26. januar 2016 puttede Kathrine Wismann et farvestrålende feriepostkort i en postkasse på den spanske ferieø Tenerife. Kortet var til hendes far, som ikke vidste, at hun og hendes kæreste var taget på en spontan ferietur. Men han fik aldrig kortet, for samme aften blev hun ringet op af sin mor, der fortalte, at nu var det sket, nu var han død.

Kathrine Wismann, der er studerende, bor i dag på Nørrebro i København sammen med sin kæreste og sønnen Arthur. Hun er ikke gået upåvirket gennem livet med en far, som blandt andet har givet hende problemer med angst. Siden barndommen har hun i perioder gået i terapi for at bearbejde de svigt, hun har oplevet. Og særligt nu, da hun er mor, er det vigtigt for hende at holde fast i sig selv og sine værdier og være et stærkt forbillede for sin søn.

Men hvad skal hun fortælle Arthur om hans morfar? Og hvad skal andre i lignende situationer stille op? Spørger man psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen, er nøglen til at løse dilemmaet, at man som forælder skal beholde smerten inden for sin egen generation.

”Det er vigtigt at bearbejde sin sorg og smerte og måske også dilemmaet mellem kærlighed og vrede, der kan opstå, når man har haft en belastet relation til sin forælder. Det kan man gøre med sin ægtefælle, venner, gennem terapi eller med hjælp fra en sjælesørger. Men ens børn kan ikke redde en fra den historie, og det er vigtigt at beskytte dem i den henseende. Har man arbejdet med sit eget barndomsstof, har man dog en større chance for at være bevidst om, hvad man leverer videre til sine børn,” siger hun.

Er man usikker på, hvad der er det rigtige at sige og gøre, kan man med fordel stille sig selv en række spørgsmål, siger Kristina Hermann. Hun er psykolog og har stor erfaring med behandling af pårørende til afhængige: Hvad er mit motiv for at fortælle den her historie om min forælder til mit barn? Hvordan gør det mit barn bedre rustet til verden? Og hvordan kan det hjælpe mit barn til at forstå sig selv og sin familie bedre?

Kristina Hermann forklarer, at barnets alder er afgørende for, hvad man kan fortælle. Når barnet er tre år, kan det måske bedre forstå, at en bedsteforælder døde af sin sygdom.

”Og når barnet bliver 10 år, vil det måske kunne forstå, hvis man forklarer, at bedstefar ikke kunne tåle at drikke. I teenageårene bliver det relevant at tale om alkohol i forhold til barnets egne erfaringer. Og når barnet nærmer sig voksenalderen, vil man kunne åbne for de mere komplekse fortællinger om bedstefars sygdom og dens indvirkning på en selv,” siger Kristina Hermann.

Hun peger i øvrigt på, at barnets egne spørgsmål kan være gode pejlemærker for, hvad man kan fortælle som forælder.

Kathrine Wismanns historie med faderen er ikke nogen ren lidelseshistorie, men det er heller ikke en rosenrød fortælling. Siden hun var helt lille, har hun følt, at de havde et særligt bånd. Han var omsorgsfuld, når han ville, og han kunne trænge ind under huden på folk og nogle gange forstå hende bedre end nogen anden. Men hun kan også blive vred på ham, når hun kommer i tanker om tidspunkter, hvor han har været egoistisk og nedrig.

Hun har ikke en færdig plan for, hvornår og hvordan hendes søn skal kende historien om sin morfar. Men hun er selv vokset op med en mor, der talte åbent med hende om det svære i tilværelsen, og den ligeværdige samtale vil hun gerne føre videre i sit eget forældreskab.

”For jeg tror på, at Arthur vil lære sig selv bedre at kende, hvis han også kender mig. Og der er en stor del af mig, han ikke forstår, før han kender historien om min far. Så hvis han er interesseret i at høre historierne, vil jeg gerne fortælle dem.”

I dag er Kathrine Wismann ikke lige så lettet som den dag, hun fandt ud af, at hun var gravid. Efterhånden som hendes søn bliver større og ikke længere er et sårbart spædbarn, bliver det mere sorgfuldt at tænke på, at han ikke skal møde sin morfar. Som når han løfter øjenbrynet på en bestemt måde, der minder hende om hendes far.

Den 27. maj havde hun fødselsdag. Hun græd det meste af dagen i år, for den samme dag ville hendes far være fyldt 60 år. På et tidspunkt den dag fandt hun et billede frem af sig selv og sin far. Sønnen Arthur så det og spurgte på babygebrokkent:

”A det?”

”Det er mig,” svarede hun.

”Og det dér er din morfar.”

Kathrine Wismann blev født i 1989 på sin fars fødselsdag. I år ville han være fyldt 60. Foto: Privatfoto.
Det bliver først og fremmest sønnen Arthurs egen spørgelyst, der kommer til at afgøre, hvor meget Kathrine Wismann i fremtiden fortæller ham om sin morfar.
Kathrine Wismann er 29 år og bor med sin lille familie på Nørrebro i København.