Prøv avisen

Katrine Winkel Holm: Vi må prøve at tale op, at man har meget at byde på, når man er over 50

I længden er det opslidende hele tiden at mene noget, synes sognepræst i Borup Katrine Winkel Holm, der fylder 50 år i morgen. I sit nye årti vil hun debattere mindre og for­dybe sig mere i de grundlæggende spørgsmål og formulere en ordentlig teologisk islamkritik. – Foto: Leif Tuxen.

Efter i mange år primært at have helliget sig hjemmelivet med sine tre børn vil sognepræst Katrine Winkel Holm se frem til et nyt årti med mindre polemik og mere fordybelse i arbejdet som teolog. Vi må tale op, at man sagtens kan brillere på arbejdsmarkedet som 50-årig, siger hun

Katrine Winkel Holm siger med smil i stemmen, at hun deler skæbne med Dronningen disse dage. Ligesom majestæten er hun på grund af corona-epidemien og forsamlings-påbudet blevet nødt til at aflyse eller i hvert fald udskyde fejringen af sin 50 års fødselsdag. Der skulle blandt andet have været reception i Borup Kirke på Midtsjælland, hvor hun er sognepræst, men nu er festlighederne reduceret til en intim fejring med den allernærmeste familie.

Og det er egentlig ok, når det nu skal være, for familien har altid været hendes hjertebarn. Skal man sige noget godt om den ellers ubehagelige situation, kan den tvungne pause være en velsignelse for de pressede børnefamilier, mener hun.

”På en mærkelig måde kan denne nedlukning af samfundet være en gave til at genopdage livet i familien. Man kan få struktureret sin hverdag sammen og genopdage at synge sammen, læse sammen og være sammen. Den tvungne passivitet kan være en tiltrængt pause for børnefamilien med to normalt udearbejdende forældre og børnene med lange dage i pasningstilbud. Men for en præst er det svært at være væk fra menigheden i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for at høre Guds ord,” siger Katrine Winkel Holm.

Selv er hun på vej ud af livsfasen med hjemmeboende børn. For halvandet år siden flyttede hun og manden Jonas Winkel Holm, der er overlæge i arbejdsmedicin, fra Haslev til Ringsted i et hus, der ligger lige i nærheden af Sankt Bendts Kirke. Den blev oprindeligt opført som klosterkirke, så historiens vingesus er nærværende. For eksempel gik biskop Absalon i klosterskole i Ringsted i 1100-tallet, så han kan i princippet have spadseret rundt på grunden, hvor familien Winkel Holm nu bor.

Deres ældste søn Søren på 22 år læser på Danmarks Tekniske Universitet i København, datteren Ida på 19 år holder sabbatår og er under epidemien primært hos sine forældre, mens den yngste søn Tyge på 17 år går i 1.g på gymnasiet i Ringsted og bor hjemme. Flytningen til Ringsted var mest en praktisk beslutning, fordi Jonas Winkel Holm blev ansat som ledende overlæge i Holbæk, og hun blev præst i Borup, og der passede det bedre logistisk at bo i Ringsted.

”Vi er heldige med nu at bo et sted, hvor man kan gå ned til stationen, og som børnene kan pendle til.”

Den 21. marts er dagen, hvor hun fylder 50 år. Hun har brugt tid på gøre status og tænke over, hvad det ny årti kommer til at bringe.

”Jeg synes for det første aldrig, det er særlig sjovt at fylde rundt, men jeg har vænnet mig til tanken. Jeg tænker på, at jeg er halvvejs i livet, men det er jo ikke engang sandt. Jeg er over halvvejs! Jeg sidder med en følelse af at have mange gode år foran mig, men også lidt med en tristhed over, at det livsafsnit med små børn er ovre. Der er en tomhed og en frihed forbundet med det. Det er to sider af samme sag, og så må man selv fylde tomheden ud.”

Empty Nest Syndrome kalder psykologer fænomenet, når forældre bliver triste over den tomme rede, der opstår, når børnene flytter. Heldigvis er Katrine Winkel Holm ikke helt der endnu.

”Nu fik vi jo heldigvis det berømte tredje barn, som har forlænget tiden med hjemmeboende børn, som ellers går så hurtigt. Det er dejligt at have lidt mere børnetid, så man ikke bare sidder alene. Hver gang et barn flytter, ændrer familiestrukturen sig. Det er mærkeligt, når de flytter, og det er naturligt, at man kan blive ked af det, men man skal også passe på med at gøre alt til en kæmpe krise. Men jeg håber da, at mine børn bliver ved med at bo tæt på os og ikke i den anden ende af verden.”

Hun er ikke én, der hænger over dem, når de flytter hjemmefra.

”De skal også have lov at være i fred, men de kan altid komme hjem og overnatte, det ved de.”

Katrine Winkel Holm var 45 år, da hun blev sognepræst i Borup. Hun er altså for alvor kommet ind på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor nogle faggrupper allerede kan fortælle om, at de begynder at blive fravalgt til jobsamtaler på grund af alder. Forinden havde hun prioriteret at gå hjemme med de tre børn, mens hendes mand stod for den primære indkomst. Hun holdt sig i gang ved blandt andet at være en aktiv debattør med egen klumme i Morgenavisen Jyllands-Posten, ved i en periode at være formand for Trykkefrihedsselskabet, ligesom hun i en årrække har siddet, og fortsat sidder, i DR’s bestyrelse. Hendes valg om at gøre karriere sent i livet har aldrig bekymret hende.

”Der er en tid til små børn, og så er der en tid til at arbejde, og det er den, jeg er kommet til nu. Det er dejligt, at jeg nu virkelig kan investere i arbejdet, og jeg er sikker på, at jeg er en bedre arbejdskraft i dag, end da jeg var 30. Vi må prøve at tale op, at man har meget at byde på, når man er over 50.”

Som sognepræst synes hun netop, det er en stor fordel at have noget livserfaring at trække på, når hun har sjælesørgeriske samtaler med folk.

”Det er en stor opgave for en nyuddannet 27-årig præst at stå med det ansvar. Jeg har det også selv sådan, at jeg foretrækker, at min læge er ældre og mere erfaren end mig, men det holder selvfølgelig ikke meget længere, som jeg selv bliver ældre, kan jeg godt se. Men jeg synes, vi har et samfund med ekstrem ungdomsdyrkelse på en usund måde.”

Hun medgiver også, at modellen med først for alvor at træde ud på arbejdsmarkedet i midt-40’erne ikke holder i alle brancher.

”Det er klart, at hvis du vil være en top-karriereperson, så ville du i mit tilfælde være blevet hægtet totalt af ved at gå hjemme ved børnene, men jeg har fået en livsindsigt, som også er noget værd. Fordi man har fravalgt arbejdsmarkedet i en periode, betyder det ikke, at man er en doven samfundsnasser, og det skal vi som samfund være med til at tale op, frem for at beskrive det som en indholdstom opgave og et ressourcespild af kvinder, fordi det oftest er dem, der ønsker at være hjemme ved børnene.”

I de næste ti år er hendes plan at beskæftige sig med de grundlæggende spørgsmål. Selvom de markante holdninger ligger latent i samtalen, vil hun fremover deltage mindre i den hurtige debat og arbejde mere på det lange seje træk som teolog.

”Der er sikkert altid nogle, der opfatter en debattør som en strigle. Derfor kan folk blive overrasket over, at man sagtens kan være et venligt menneske, som er til at samarbejde med, selvom man skriver og udtaler sig polemisk. Og i mit arbejde som sjælesørger eller prædikant er det ikke det polemiske, der fylder.”

I længden er det også opslidende hele tiden at mene noget, siger hun.

”Nu vil jeg hellere fokusere på, hvad det er, der bygger os op som mennesker og som samfund.”

At skrive bøger bliver en af beskæftigelserne. Katrine Winkel Holm mener, at en ordentlig teologisk islamkritik stadig er en mangelvare.

”Det er påtrængende at formulere en teologisk, kristen vejledning i, hvordan vi skal se på det voksende muslimske mindretal i Danmark og på islam, som er den største konkurrent til kristendommen. Og også den største trussel mod vores frihed.”

Men det skal ikke bare være en overfladisk kritik, hvor dansk kultur reduceres til frisind og flæskesvær, understreger hun.

”Alternativet til islam skal ikke være nihilisme. Det skal være kristen kultur og tro. Der er kommet en ny sekularisme og ateisme, som har brug for modspil. Men hvor det tidligere meget har handlet om at tale imod islam, synes jeg i dag, det bør handle mere om at tale for kristen tro.”

Netop at give modspil til islam, være i modvind og værne om de danske, kristne værdier blev hun opfostret med i sit engagerede barndomshjem i Seem i Vestjylland. Hun er yngste datter af sognepræst og tidligere folketingspolitiker for Dansk Folkeparti Søren Krarup og historiker Elisabeth Krarup, der var hjemmegående. Alle havde en holdning til præstefamilien.

”Det var især meget barskt i 1990’erne, for der var man virkelig et umenneske, hvis man kritiserede indvandringen. Man var en halvnazist. Man skulle virkelig tage sig sammen for at stå ved, hvem man var, og hvem ens far var. Så snart man sagde sit efternavn, slog nogen syv kors for sig. I dag kan mange se, at det var fornuftigt.”

Jo ældre hun bliver, jo mere stolt bliver hun af sin far og det opgør, han tog med islam og indvandringen.

”Det var vigtigt for Danmarkshistorien. Han satte ikke en fod forkert, og det har været meget inspirerende for mig. Selvfølgelig er der omkostninger ved at stille sig frem, men der er også omkostninger ved at være tavs og brænde inde med ting.”

Katrine Winkel Holm er, ligesom hendes far var det, del af den teologiske bevægelse Tidehverv, der hylder gammeldags, luthersk kristendom. Det er også i det fællesskab, hun har lært at sige sin mening klart og tydeligt.

”Hellere spytte ud og få de tæv, der måtte komme, end at få en flot kirkelig karriere som en passiv, duknakket person. Det er da det mest sørgelige overhovedet. Jeg har stødt på folk, der siger, at de først vil ytre sig polemisk, når de er blevet pensioneret. Jeg ville ønske, at også præster var mere frimodige. Der er ting, der er vigtigere end den gode stemning.”

Under opvæksten i Seem blev der lagt stor vægt på værdier og traditioner. Inden de skulle sove, sang de altid to vers af ”Sov sødt, barnlille” i stedet for at bede fadervor. Forældrene lagde vægt på at fortælle og danne børnene og tog for givet, at de sad med ved højtlæsning efter aftensmaden.

”Det kunne da godt være hårdt for mig, der var den yngste, at skulle lytte til højtlæsningen af Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’, som jeg ikke forstod meget af dengang. Men jeg lærte at koncentrere mig og indgå i en sammenhæng, og man kunne tegne og lave påklædningsdukker imens. Og det betød, at jeg er blevet bærer af en tradition, som jeg har givet videre til mine egne børn.”

Så mens andre danskere i denne krisetid beskriver det som verdensomvæltende at være lukket inde sammen med deres familie, er det noget, hun altid har dyrket – det nære, indholdsrige samvær – og det har, så vidt hun kan se, ikke givet hende spor inkompetente børn. Tværtimod.

”Det var lange formiddage med nattøj, hvor der var tid til at læse hele ’ Snedronningen’ af H.C. Andersen og ikke kun et enkelt kapitel, plukke anemoner og dykke ned i Danmarkshistorien.”

I dag, hvor børnene er næsten voksne, holder forældrene stadig i vid udstrækning fast i at læse højt efter aftensmaden. I sommer læste de ”Ditte Menneskebarn”, og nu er de i gang med Johannesevangeliet.

”Det med at læse evangelierne i sammenhæng er ikke noget, man får mange steder. De unge mennesker finder sig i det indtil videre, og to kapitler i Johannesevangeliet tager ikke hele aftenen. Det giver et særligt samvær at læse sammen, så jeg prøver at holde fanen højt.”

At hendes egen fødselsdagsfejring er udskudt, tager hun med sindsro. Hun er langt mere bekymret for kirkens højtid, påsken, der venter lige om hjørnet.

”Jeg vil ønske, kirken genopstår til påske. Vi har brug for den.”

”Jeg ville ønske, at også præstervar mere frimodige. Der er ting, der er vigtigere end den gode stemning.

Katrine Winkel Holm