Et sted i Vestjylland får kartoffelavler Oluf Sand og hans hustru, Gertrud, besøg af den tvivlsomme københavnertype Benny. Han inviterer sig selv indenfor og bliver boende helt frem til jul.
Ikke langt derfra er tre nisser styrtet ned med deres fly og skal have snittet en ny propel for at være flyvende igen. Nisserne anføres af Fritz, som herser rundt med Günther, der skal snitte propellen, og Hansi, der skal lave alt andet. Når Hansi spørger hvorfor, lyder begrundelsen: ”Because you are the one with the biggest tænder and the grimmest tøj”.
De Nattergales og Hans-Erik Saks’ tv-julekalender for voksne og andre barnlige sjæle ”The Julekalender” blev vist på TV 2 i 1991 og er siden genudsendt 10 gange. At den skøre nissehistorie kan bruges til mange ting, vidner en ny debatbog om.
”Kontrol eller tillid?” handler om, hvordan vi bevarer et samfund, hvor flest muligt opfører sig ordentligt, bidrager til fællesskabet og ikke udnytter alt til egen fordel. Altså hvordan vi holder bestanden af snyltende og sortsnakkende Benny’er og Fritz’er nede. Konklusionen er, at det eneste brugbare alternativ til styring fra toppen er, at vi opdrager mere på hinanden.
”Vi ønsker at bidrage til, at vi så vidt muligt baserer samfundet på tillid frem for kontrol, men det kræver gensidig selvregulring,” siger Gert Tinggaard Svendsen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
Oversat til ”The Julekalender” betyder det, at vi ikke skal være som Benny og Fritz. Men en anden af bogens forfattere, antropolog og professor ved Syddansk Universitet Gunnar Lind Haase Svendsen, tilføjer, at vi heller ikke skal være som de troskyldige kartoffelavlere:
”Bagsiden af vores danske godhedsideologi er, at vi stoler for meget og for ukritisk på hinanden. Hvis vi skal løse vores problemer i fællesskab, må der være mere mod til at opdrage dem, der ikke tager ansvar.”
Ildsjælen
I en ombygget nordjysk bondegård er en lille virksomhed, hvor 15 medarbejdere bygger læhegn, motorvejsafskærmning og lignende. Tre kernemedarbejdere er ansat til at få de gode idéer, men innovationen sikres også af medarbejderne i produktions- og montageafdelingen. I en uformel atmosfære går alle og finder løsninger på konkrete problemer. Medarbejderne bliver af chefen beskrevet som ”Georg Gearløs-typer”, der ved alt om maskiner og er gode til at finde løsninger, men ”slet ikke er klar over, hvor fantastisk det er, det de kan”.
Virksomheden er præget af, at alle gør en indsats, og lederne udsætter deres medarbejdere for meget lidt styring og kontrol. Såvel ledere som medarbejdere er i tvivl, om det vil være en fordel, hvis virksomheden vokser, for spørgsmålet er, om det vil kunne gå ud over den tillid og produktivitet, man har.
Et helt andet sted i landet, på et stort gymnasium, arbejder seks engelsklærere sammen i et team om at få klaret undervisningen i faget. En dag går en af de flittigste engelsklærere ned med stress og efterlader en masse uløste arbejdsopgaver, som de andre må samle op.
Tre af de resterende lærere går selv ind og påtager sig alle opgaverne. Ikke fordi deres rektor påbyder dem det, men for at være flinke, og fordi de ikke orker det bøvl, de altid har med at få de to sidste kolleger til at samarbejde og påtage sig ekstra arbejde. Der findes ingen formelle regler for, hvordan gymnasiet fordeler opgaver i denne situation, og rektor følger ikke så meget med i, hvordan problemet egentlig bliver løst af teamet. Resultatet bliver, at de tre får ekstra arbejde, nærmest uden at nogen bemærker det. De gør det ikke for at fremme deres karriere, men for anstændighedens skyld.
De to eksempler viser to sider af det hårdtarbejdende Danmark, hvor man gør sin pligt for fællesskabet og ikke for egen vinding. Både ledelse og medarbejdere på læhegns-virksomheden er ildsjæle . Det samme er de tre lærere, der dækker deres stressramte kollega.
”Heldigvis er der faktisk ret mange hårdtarbejdende ildsjæle i Danmark. Vi kender sikkert typen, som går til alle møder og gerne træder til for de andre,” siger Gunnar Lind Haase Svendsen, som tilføjer, at nogle, der er ildsjæle på arbejdet, måske er mindre ildsjæle i hjemmet eller i foreningen, men ganske ofte formår de samme mennesker at være ildsjæle allevegne.
Men ildsjæle er udfordret af deres egen pligt- og anstændighedsfølelse. Hvis opgaverne bare hober sig op, og den personlige arbejdsmoral er stærk, kan det gå som hesten Boxer i George Orwells roman ”Kammerat Napoleon”, som slider sig ihjel, fordi arbejdspresset bare bliver større og større.
”Arbejdspladsens trækdyr risikerer at gå ned med stress. Især hvis arbejdet skal deles med nogen, som ikke har den samme indstilling,” påpeger Gert Tinggaard Svendsen.
”Hvis vi sætter to ildsjæle over for hinanden, går det fint, ligesom i Pilebyg. Alle hjælper hinanden, og ledelsen behøver ikke føre kontrol eller stramme kravene. Men problemet er, at hvis man sætter en ildsjæl over for en frihjuler, som er ude på at udnytte situationen, så bliver det meget svært at være ildsjæl,” tilføjer han.
Forskerne siger, at deres bog er skrevet som hyldest til ildsjælen, men tilføjer, at det ikke er nok at være ildsjæl.
Frihjuleren
Søren er 36 år, ufaglært og arbejdsløs. På vikarbureauet fortæller han om, at han søger diverse jobs som lagerarbejder eller lignende, men det er svært, fordi han har et dårligt ben. Da han bliver spurgt, hvad han gør for, at benet får det bedre, svarer han, at der nok ikke er noget at gøre.
Videre i samtalen beretter han om, at han går på jagt og går lange ture med sin hund i fritiden. Da han godt kan se modsætningen, tilføjer han, at det kun er ”en gang imellem”, at han har ondt i benet.
Sonja er 45 år, vuggestueleder og kontrolfreak. Blandt personalet er hun ”vuggestuens dronning”. Hun ser sig selv som flittig og kompetent, men i realiteten får hun sine medarbejdere og alle andre til at lave det hele ved at tromle dem verbalt. Når andre er sat i sving, trækker hun sig tilbage til sit kontor, hvor rygterne går om, at hun bare sidder og lægger kabale på computeren. Hun holder ofte tidligt fri, men ingen føler sig i en position til at turde kritisere hende.
Umiddelbart tænker man nok ikke på Søren og Sonja som samme type, for de befinder sig i hver sin ende af den lokale magtpyramide. Men Søren og Sonja har det til fælles, at de er fulde af begrundelser for, hvorfor de mener at kunne tillade sig det, alle ikke kan tillade sig. De tilhører frihjulerne i samfundet.
”De er ikke nødvendigvis onde mennesker, men de falder for fristelsen til at komme igennem med mindst mulig indsats, fordi det kan lade sig gøre. Deres oplevelse har været, at de risikofrit kan flyve under radaren,” forklarer Gunnar Lind Haase Svendsen.
Han understreger, at der findes mennesker i samfundet, som har brug for at få bevilget et mindre arbejdspres, fordi de er syge, slidt op eller af andre grunde ikke magter mere. Men det gælder ikke dem, der bruger dårlige undskyldninger, magtudøvelse eller andre tilsløringsstrategier til at dække over, at de reelt springer over, hvor gærdet er lavest – til skade for alle andre. Bliver frihjulerne flere i antal og får frit spil, kan de udkonkurrere samfundets legitime frihjulere.
”Hvis alle i velfærdssamfundet gjorde ligesom Søren, ville velfærdssamfundet være en saga blot. Så havde vi ikke råd til det,” tilføjer Gert Tinggaard Svendsen.
Frihjulere benytter sig af en hel række tilsløringsstrategier. En underhund som Søren gør sig selv til en professionel stakkel, der har personlig gavn af at stille sig svag an. Over for denne type frihjulere er der brug for nogle omgivelser, som forholder sig kritisk og stiller krav og ikke bare accepterer hans forklaringer.
Sonja og andre relativt magtfulde personer benytter ifølge forskerne typisk en af tre strategier. Enten vælger de bullying, altså at tromle og intimidere andre og derved sløre, hvad den pågældende leder egentlig selv yder. En anden mulighed er at tale uklart og mumlende, sortsnakke. Og en tredje er at tale nonsens, altså komme med en strøm af branchens modeord uden reelt at sige noget.
”Den gode nyhed for os i Danmark er, at ildsjælene er i overtal, og at tillid og ordentlighed faktisk er vidt udbredt,” siger Gert Tinggaard Svendsen og tilføjer:
”Men vi står med en alvorlig udfordring. Vi risikerer, at de bliver fortrængt af frihjulere. For hver gang én får succes med at køre på frihjul, vil det inspirere flere til at vælge denne strategi.”
Opdrageren
To projektmedarbejdere fra en stor virksomhed Roar og Anita er i Estland for at holde møde med samarbejdspartnere. Der er en plan for mødet, men Roar, som er en typisk frihjuler, sætter sin egen dagsorden med en lang talestrøm af tåget management-nonsens.
Mødelederen bliver overrasket, men tillader det. Anita ønsker, at hver medarbejder leverer sin del til en samlet rapport, men Roar får besnakket forsamlingen til ét samlet arbejde med alles navne på. Resten af aftenen har Roar det sjovt i baren med esterne. Anita går i seng.
Vi spoler nu tilbage til mødets begyndelse. Denne gang forestiller vi os, at straks Roar bryder dagsordenen, gør Anita opmærksom på dette over for mødelederen, som får sikret, at mødet følger klare, gennemskuelige regler. Når Roar siger noget uklart, afbryder Anita ham høfligt og spørger, om han vil præcisere, hvad han mener. Hvis han forsøger at redde sig ved at tromle sin kollega, ignorerer hun ham.
I det første forløb er Anita en ildsjæl, men hendes flid og indsigt bliver kortsluttet af frihjuleren. I det andet forløb gør hun mere end bare sørge for, at hun selv yder mere end gennemsnittet. Hun tager på sig at få taget masken af Roar og sikret, at rimelige regler og velargumenterede principper gælder, frem for brug af tågesnak og tromleri.
I andet gennemløb er Anita opdrageren .
”Pointen er, at det ikke er nok for os selv eller for samfundet, at vi er høflige ildsjæle, der kan være vores egen indsats bekendt, men som samtidig tolererer frihjulerne. Det er nødvendigt at mobilisere det hverdagsmod, der skal til for at opdrage på frihjulerne — og det er naturligvis lettere sagt end gjort,” siger Gunnar Lind Haase Svendsen.
I eksemplet med engelsklærerne fra gymnasiet i ildsjæle-afsnittet er det en fejl af de tre flittige lærere at tolerere, at de to andre kører på frihjul. Det skader både deres egen sag og hele arbejdspladskulturen at lade være med at sige fra. Gunnar Lind Haase Svendsen erkender, at det kan være svært altid at kræve retfærdighed og ens regler for alle. Ikke mindst hvis man er underordnet som de pædagoger, der arbejder for Sonja i frihjuler-afsnittet.
”Over for en leder, der opfører sig som en diktator, kunne man overveje at benytte en whistleblower-ordning, hvis enhver dialog falder på stengrund. Er det en vuggestueleder, kan man også prøve at henvende sig til områdelederen, kommunaldirektøren eller fagforeningen,” foreslår han. ”Hvis det ikke hjælper, må man tale med fødderne og tage sin afsked.”
Det kan virke naivt at tro, at alle uretfærdigheder i arbejds- og samfundslivet forsvinder, hvis alle lægger høfligheden til side og opdrager på hinanden. For eksempel kan der jo være stor uenighed om, hvad man skal opdrage hinanden til, og hvem der er ildsjæle og frihjulere. Forskerne forventer da heller ikke, at retfærdigheden altid vil ske fyldest. Men opfordringen til os alle er ifølge Gert Tinggaard Svendsen, at vi skal turde være mere opdragere over for hinanden:
”De retfærdighedstørstige, som tager på sig at disciplinere medborgere, findes i alle samfundslag og alle situationer. Selv bliver jeg en ivrig opdrager, når jeg kan se andre snyde sig foran i en kø i lufthavnen eller stjæle varer uden for en butik.”