Karen Thisted, journalist og forfatter: I adventslysenes skær får jeg så mange tanker
Advent og julen i det hele taget betyder utrolig meget for mig. Jeg er kristen, tror på og beder til Gud. Jeg er opvokset i en præstefamilie, og julen er for de fleste mennesker noget fantastisk, men os, der tror, er særligt interesserede i at få noget ud af den fantastiske tid. Mange tænder lysene i adventskransen de fire søndage i advent, men jeg går meget op i at fortælle børn og børnebørn om, at de fire lys i adventskransen er et symbol også på det kristne.
Jeg får så mange tanker, når jeg sidder der i adventslysenes skær, og for mig er advent en anledning til højtidelighed. Jeg tænker på året, der er gået, når jeg sidder der om aftenen foran min adventskrans. I mit barndomshjem tændte vi et lys ad gangen hver søndag, og det gør jeg stadig. Traditionen har jeg også givet videre, og for mig er det også en anledning til at tale med mit otteårige barnebarn om, at december ikke blot er en hektisk tid med masser af gaver, men en tid, hvor man tænker sig om.
Jeg er jo lige fyldt 72 i år, og da jeg for nylig var til møde i banken, fortalte de mig, at fortsætter jeg samme liv som nu, har jeg har ikke flere penge, når jeg fylder 79 år. Det er godt nok besynderligt på den måde at få en udløbsdato for sit nuværende liv.
Det giver advent mig mulighed for at begribe, for det skal ikke komme bag på mig, at jeg bliver ældre, og at livet forandrer sig. Gennem årene har jeg brugt meget tid sammen med Johannes Møllehave. Det nytter ikke noget, at det kommer bag på en, at man en dag skal dø, siger han. Man skal leve med den tanke, at først når man forsoner sig med, at man en dag skal dø, kan man overkomme hverdagen. Så jeg bruger de fire adventssøndage til sådan nogle tanker, for jeg ved jo ikke, hvor længe alting varer ved. Og jeg vil, at jeg får det meste ud af den tid, der er tilbage.
Agi Csonka, formand for Dansk Flygtningehjælp: For mig er advent forbundet med en søgen
Advent er for mig først og fremmest tid til eftertanke og en stund, hvor jeg lader mig selv falde til ro. Den simple glæde ved at bruge en stund på at kigge på et stearinlys eller spise en brunkage. Igennem 30 år har jeg haft en tradition med en veninde, hvor vi giver hinanden adventsgaver, så for mig er advent også tæt forbundet med venskab.
Jeg er ikke særlig religiøs og datter af flygtninge, så jeg har ikke haft mange adventstraditioner med fra min opvækst. Mine forældre begyndte så at sige forfra, da de kom til Danmark, så både for dem og for mig selv er juletiden forbundet med en søgen. Når man kommer fra en flygtningefamilie kan alt det med de mange, faste traditioner, som advent også er, virke en smule fjernt.
Har man som jeg oplevet store opbrud i livet, vil man vide, at stærke traditioner ikke er alle forundt. Mine forældre kommer fra Ungarn, og de forsøgte at holde jul, som man gør det i Danmark, og prøvede for eksempel at tage den særlige juleaftensstemning til sig. Men det kan være virkelig svært, for juleaften var vi ikke sammen med danske familier, så vi vidste ikke, hvad det gik ud på. I stedet gjorde vi det på vores egen måde og skabte traditioner med andre ungarske flygtninge. Dem udvekslede vi gaver med, som børnene fik.
Måske har deres indsats været med til, at jeg i dag også holder nogle adventstraditioner ved lige. Mine veninde får adventsgaver, men det samme gør mine voksne børn også fra tid til anden.
Da de var små, gik jeg på et tidspunkt over til adventsgaver i stedet for alle de små plastikting, de plejede at få i kalendergave. Og så får de altså stadig af og til adventsgaver, selvom de nu er voksne. Det er nok mest mig, der synes, at det er hyggeligt.
Marie Høgh, sognepræst og debattør: Tiden minder om, at man står i forlængelse af andre
Advent er en fin, stille vandring hen imod det underfulde. Det er en eftertænksom tid. Vi taler om julesorg, men man kan nok også godt tale om adventssorg. Det er en tid, hvor erindringerne kan være med til at bære os gennem decembermørket. Erindringerne om vores barndoms jul og den hellighed, som julen er forbundet med for børn, som ikke længere er for os voksne. For børn er der en umiddelbar virkelig forventning, en uforstyrret glæde, hvor man går og tæller dagene. For os voksne har livets virkelighed brudt glæden, som gør, at adventstiden er meget mere end den dér umiddelbare barnlige glæde. Fordi den også er forbundet med netop sorgen over det, der ikke er, og det, der kunne have været anderledes.
Jeg kommer fra et hjem, hvor advent nærmest var en hellig tid. Vores hjem var ligesom at træde ind i en forventningens julekalender. Nu binder jeg altid en adventskrans på vores dør, så man kan se, at man er velkommen. Og tit når vi har gæster i adventstiden, synger vi fra Højskolesangbogen. Traditionerne betyder noget for mig, fordi man virkelig bliver mindet om, at man står i forlængelse af nogen, der har været der før en. Man står i forlængelse af en fortælling.
Der er mange, der snakker om, hvor stressende advent er med alt det, man skal nå. Selvom jeg er præst og har det, jeg nu har at se til i adventstiden, så har jeg aldrig forbundet adventstiden med trængsel og alarm. Men faktisk forbinder jeg det med en tid, hvor der er god tid til det, man ellers ikke har tid til. Man har tid til at sætte sig i sofaen med et lys tændt om aftenen og læse med hinanden eller synge julesalmer og sange. Der bliver skabt et rum til alt det, som vi ikke har tid til på andre tidspunkter om året. For der er noget, ens lille hjerte skal glæde sig til og gøre sig klar til. Så det er ligesom en stille forberedelse mod den højtid, hvor livet krystalliserer sig allerklarest for os. Nemlig julen.
Vincent F. Hendricks, filosofiprofessor: Advent er forventning om tid med familie og venner
Advent betyder jo ”det kommende”, og det er nedtællingen til Jesu fødsel, men den del af ligningen har jeg ikke. Jeg er ikke religiøs, så der er ingen religiøse konstellationer på advent, der er interessante for mig.
Til gengæld er det selvfølgelig en højtid, hvor man tæller ned til julen og familien og vennerne, alt det, man normalt forbinder med advent. Og så kan jeg meget godt lide traditionen med, at man brænder et lys af ad gangen i adventskransen. Eller i hvert fald kan gøre det på en sådan måde, at når man har nået hele vejen rundt, så er der ikke længe tilbage. Det synes jeg er en sjov nedtællingsfacon, og for mig betyder det en forventning om et komme med familie og venner og gløgg og æbleskiver.
Sidste år var vi relativt sent ude med adventskransen. Normalt plejer vi at lave den selv, men det gjorde vi så ikke sidst, så jeg gik op og købte en. Den kostede 1300 kroner! Så meget kan en adventkrans da ikke holde til, tænkte jeg. Men den blev tændt, også i overensstemmelse med de dage, der skulle gå, så den tjente sit formål. Jeg kiggede på den hver gang, jeg tændte et lys, og tænkte: Der røg 350 kroner. Klog af skade, og formentlig køber jeg ikke så dyr en krans igen i år.
Da børnene var små, fik de kalendergaver. Det var mest noget, min hustru stod for, for det var et meget omstændigt projekt. De er blevet teenagere, og nogle er også myndige, så vi har kørt adventsgaver de sidste par år. De har fået meget praktiske, anvendelige ting som dåseåbnere. Det er ikke altid med stor glæde, de har modtaget dem. Jeg går og spekulerer på, nu når størstedelen af børnene er blevet myndige, om de så vender den om og siger, at nu skal vi også have adventsgaver. Det får jeg jo at se inden så længe.