Prøv avisen

Kierkegaard for nybegyndere

Tegning: Rasmus Juul

Vor største og verdenskendte filosof påviste, at enhver af os er anlagt på at føre sit liv og stå ansvarligt bag ved det, vi gør og siger. Han mente også, at vi forfejler vort liv, hvis vi ikke vil være ved, at vi i denne vor livsførelse bæres oppe af en magt, der er større end os

Kierkegaard afviste, at man i filosofien kan tænke sig frem til et system for såvel verden som den menneskelige tilværelse, sådan som Platon forsøgte det. For Kierkegaard var modstanderen dog ikke Platon, men det system, den tyske Hegel (1770-1831) havde opstillet. Til gengæld var Kierkegaard meget inspireret af Sokrates’ helt åbne og spørgende måde at stræbe efter afklaring af værdierne på.

Kierkegaards forståelse af mennesket

Kierkegaards udgangspunkt var hans forståelse af mennesket som et væsen, der er anlagt på selv at føre sin tilværelse.

Det er det, der ligger i, at menneskers væren har karakter af eksistens. Eksistens betyder at stå ud fra sig selv, og det er det, man gør, når man forholder sig til sig selv.

Hvordan et dyr reagerer er bestemt af dets indre behov og tilskyndelser og de ydre påvirkninger, det er udsat for. Derfor er et dyr ikke ansvarligt for det, det gør. Det kunne ikke have gjort noget andet end det, det gør i den givne situation.

Anderledes med et menneske. Det har evnen til at forholde sig til såvel sine indre tilskyndeler som de ydre påvirkninger, det er udsat for. Det kan gå imod en bestemt trang hos sig selv til fordel for at gøre det, det finder rigtigt og godt. Og det kan stå imod et gruppepres til fordel for, hvad dets samvittighed foreskriver.

I virkeligheden er det et syn på mennesket, som vi alle deler – dog oftest uden, at vi gør os det klart. Det er jo, fordi vi umiddelbart antager, at et andet menneske har udviklet en sådan midte, at det selv – ansvarligt – kan føre sin tilværelse, at vi har en umiddelbar agtelse for den anden.

Noget andet er, at vi kan komme i den situation, at vi ikke længere kan agte et menneske – i hvert fald ikke så højt som før. Nemlig når dette menneske svigter, giver efter for sine impulser, lader stå til, glider ud i opløsning. For det er en opgave at udvikle og fastholde denne ansvarlige midte – og vi lever op til dette i større eller mindre grad.

Det religiøse hos Kierkegaard

Det er nemlig lettere at leve et liv, hvor man ikke selv tager ansvar, men lever som de andre, lever konformt, lever som spidsborger, som Kierkegaard udtrykker det. Man orker ikke at leve som ”hin enkelte”, som forholder sig til sig selv og i den forstand er sig bevidst at have et selv, og som vil være sig selv.

Når man ikke vil være sig selv, skyldes det ikke bare, at det er en opgave, og at det altså er nemmere at lade være, for det skyldes også, at der jo altid er noget, der er mangelfuldt og mere eller mindre uheldigt i en selv og i ens liv, og derfor vægrer man sig ved at se sig selv i øjnene, som man er, ved at overtage sig selv og bevidst føre sit liv. I stedet for flygter man fra sig selv og lader sig lede af sine lyster og af det uforpligtede, det svævende, og da bliver man det, Kierkegaard kalder æstetiker.

Jeg mener, vi alle let kan genkende både den konforme spidsborger og den uforpligtede æstetiker i såvel andre som i os selv.

Men der findes endnu en tredje måde at fortabe sig selv og sit liv på, som vi i mindre grad har blik for.

Det er nemlig ikke nok at være sig bevidst, at man er et selv, således at man står ansvarligt bag ved det, man gør, og at man vil være sig selv. De to ting – som tilsammen kan kaldes det etiske – kan nemlig meget vel føre til en forkrampet måde at være til på, hvor man vil være sin egen tilværelses herre. Og det mener Kierkegaard er en form for fortvivlelse.

Alle beror vi på en magt, der er større end os selv, som vi må overgive os til i tillid og tro, en magt som altså er guddommelig. På denne måde når Kierkegaard frem til, at der findes en måde at være til på, som ikke har karakter af det at være spidsborger eller æstetiker eller blot etiker, men som er det religiøse stadium.

Jeg mener faktisk, at de fleste mennesker også kan genkende dette element i deres egen umiddelbare måde at opleve tilvæ relsen på. At man hviler i en tillid til, at der i en selv og i ens tilværelse sammen med de andre findes noget kraftfuldt og bærende, at man er båret oppe af en livets magt og henter sin oplagthed, sin åbenhed og sit engagement i en livets kilde. Hvor livets magt og livets kilde er noget, som er større end en selv og fremfor alt noget, man ikke selv kan skabe, som altså ikke er ens egen fortjeneste. På denne måde er der noget om, at vi alle kender til det religiøse i bred forstand.

Men når det kommer til den nærmere forståelse af, hvad dette religiøse er, er der mere plads til forskellighed og uenighed. Jeg tror således, at de fleste i dag – også de fleste af dem, der opfatter sig selv som kristne – vil være skeptiske over for den måde, Kierkegaard i slutningen af sit forfatteskab tænker om det religiøse på. Nok er dette religiøse for Kierkegaard kærlighed (”Gud er kærlighed”), men han tænker om denne kærlighed som noget ganske forskelligt fra den spontant fremvoksede kærlighed og det umiddelbare venskab. Det umiddelbare liv er for den sene Kierkegaard noget, det gælder om at ”afdø fra”.

Men Kierkegaards tolkning af kristendommen er en sag for sig. Det afgørende og det, der viser Kierkegaards storhed, er, at også en ateist faktisk kan følge Kierkegaard ganske langt i hans fremstilling af de elementer i vor tilværelse, han beskriver med sine begreber om stadier og i sine tanker om selvet og dets udvikling, sådan som han har udviklet dem i først ”Enten-Eller” og ”Begrebet angst” og sidst og klarest i ”Sygdommen til døden”.

For alt dette er ikke filosofiske teorier eller systemer, men udlægninger af en tilværelsesforståelse, som vi alle har på en ikke bevidst, men levet måde.