Fra 1997 og nogle år frem pendlede jeg mellem Grønland, hvor jeg arbejdede som sygeplejerske og Danmark, hvor mine børn dengang boede sammen med deres mor. Da min søn var 16 år, kom han en af gangene med mig til Grønland. Mit misbrug gik grassat, og jeg tog mere og mere medicin. En dag besvimede jeg i en rus og faldt om på gulvet. Min søn fandt mig og måtte tilkalde hjælp.
Lyt til podcasten "Mellem Liv og Ord", hvor Kim Leine medvirker, her.
Efterfølgende følte jeg en helt vanvittig skyld, som har siddet fast i kødet på mig siden. Jeg kom til at dyrke skyldfølelsen, så jeg stagnerede og var for lammet til at ændre min dårlige tilstand. Skyldfølelsen blev en undskyldning for ikke at tage mit liv op til revision og forhindre, at jeg ikke gjorde noget lignende igen. Den arbejdede sammen med misbruget, så de gensidigt forstærkede hinanden. Jo mere skyld jeg følte, jo mere havde jeg behov for at dulme den, og jo mere jeg forsøgte at dulme skylden, jo værre fik jeg det.
Jeg tænkte samtidig, at jeg var et godt menneske, fordi jeg trods alt følte skyld. Det hjalp mig bare ikke med at stoppe misbruget. Omvendt blev det en sovepude, og min destruktive adfærd ophørte først, da jeg fik udgivet min første bog ”Kalak” i 2007.
I dag forholder jeg mig til skylden ved at tale fornuftigt sammen med mine børn. De er begge i 30’erne, og vi har et godt forhold. Men i perioder har de haft brug for ikke at have kontakt til mig. Det har været meget smertefuldt, men har også føltes rigtigt. Tidligere har de været alt for solidariske med mig, men vreden er en meget sundere reaktion på det, jeg har udsat dem for. Vreden har været en rensende del af processen, og jeg er blevet meget glad og taknemmelig, hver gang de er vendt tilbage.