Hvordan håber du, at din død bliver?
Først og fremmest håber jeg, at jeg bliver gammel. At jeg kommer til at se min søn vokse op og selv få børn, og at jeg når en alder, hvor min død bliver naturlig og udramatisk. Jeg har oplevet døden så tæt på, at jeg for længst har erkendt livets forgængelighed.
Lydserie: Hør Kira Skov fortælle om sit forhold til døden i Kristeligt Dagblads app.
I 2009 fik jeg konstateret kræft, og i løbet et par måneder i 2017 mistede jeg både min far og min mand. Jeg er klar over, livet ikke varer for evigt. Derfor behøver jeg ikke et langt sygdomsforløb op til min død, hvor jeg kan nå at sige alt det, jeg ikke har fået sagt. Jeg håber, jeg har kunnet udtrykke det, inden det kommer dertil.
Hvordan forestiller du dig, at din egen begravelse skal være?
Min begravelse må gerne være en fest. Det skal være en fejring af det liv, jeg har levet, med alt, hvad det rummer. Jeg elsker livet, og det skal ses i måden, jeg forlader det på. Jeg vil gerne kistebegraves. Det samme blev min mand (Nicolai Munch-Hansen, red.), da han døde, mens min far blev bisat. Når døde bliver bisat, så ser man dem blive kørt væk i en rustvogn, og det kan føles som om, de forsvinder. For mig var det mere håndgribeligt, da Nicolai blev begravet, og jeg så ham blive sænket ned i jorden. Og så synes jeg, det er smukt, at når man ligger begravet, så er det som om, man alligevel lever videre, fordi ens celler forenes med jorden og får blomster og planter til at spire op omkring en selv.
Hvor vil du gerne begraves henne?
Dagen inden, min mand døde, løb jeg en tur på Assistens Kirkegård i København. På det tidspunkt var min far allerede meget syg og lå på hospice. Mens jeg løb rundt der, kom jeg til at tænke på, at hvis jeg selv skulle begraves et sted, så skulle det være lige der. Samme nat døde min mand. Jeg tog min løbetur som et tegn på, at det var der, han skulle begraves. I dag ligger både min far og Nicolai på Assistens Kirkegård, og på min mands gravsten er der gjort plads til mit navn. Nicolais far er præst, og han sagde, at de ville gøre plads til mit navn på stenen, men at jeg ikke skulle føle det som et pres. Det kunne jo være, jeg blev gift igen. Men de har købt en dobbeltsten med plads til mit navn, hvis jeg ønsker at ligge der. I dag har jeg en ny kæreste, og ham har jeg ikke snakket med om, hvordan vi lige griber det an. Men han var også tæt med Nicolai, så det kan være, det ender med, at vi får en stor udvidet familiegrav.
Du har oplevet at miste din mand i en ung alder. Hvad har hans død betydet for dit forhold til troen på et efterliv?
Nicolais død fik mig til at søge efter et svar på, om vi bliver genforenet med dem, vi elsker. Jeg læste alt fra Freud til den tibetanske dødebog. I dag har jeg fundet fred med, at jeg simpelthen ikke ved, hvad der kommer til at ske, når vi dør. Jeg snakkede med sognepræst i Marmorkirken Mikkel Wold, der aldrig tvivler i sin tro. Han hjalp mig meget, efter jeg mistede Nicolai. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne være lige så stærk i min tro som han, er jeg det ikke. Nicolais død har lært mig, at min tro på kærligheden er eviggyldig. Det var kærligheden til Nicolai, der fik mig igennem sorgen, ligesom den fik mig til at indse, at der er en række ting i tilværelsen, som jeg ikke kan bruge min tid på. På den måde kan man sige, at tragedien vækkede mig. Det er klart, der også er dage, hvor alt er gråt i gråt. Men jeg ved, at jeg kan komme igennem selv det sværeste. Det sidder i mig helt ned på celleplan. Jeg rejser mig igen.
I din Kristeligt Dagblad app kan du også lytte til flere afsnit af "Når jeg dør". Du kan også lytte til dem her: