Prøv avisen
Seniorliv

Kirkegården, havet, urnemuren eller skoven – hvilket hvilested skal man vælge?

Antallet af mennesker, der vælger kirkegården fra, er vokset. Og flere ønsker havet, som det sidste hvilested. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

De svære beslutninger om valg af gravsted blev igen omtalt, da prins Henriks ønsker om hvilested blev kendt

”Et gravsted? Nej tak, det skal jeg ikke have, for det skal mine børn i hvert fald ikke have besvær med.

Det er en kilde til ekstra økonomiske udgifter. Og dertil kommer den dårlige samvittighed, når børnene alligevel ikke kommer der!”.

Det har jeg hørt mange, mange gange i de mere end 25 år, jeg har holdt foredrag om min bog ”Bogen til mine kære”.

Og jeg har også tit hørt: ”Det, der blev bestemt i den bedste mening af mine forældre, nemlig at der ikke skulle være et gravsted, har jeg været ked af i mange år. Jeg ville gerne have kunnet vise mine børn et gravsted og talt om vores familie og slægt. Det er så tomt.”

Det er et svært emne for rigtig mange mennesker. Og det er da korrekt, at gravpriser og pasning af gravsteder er steget og steget de seneste 20 år, og den udgift vægrer stadig flere sig ved.

Antallet af mennesker, der vælger kirkegården fra, er vokset. Og flere ønsker havet, som det sidste hvilested.

Og debatten blussede op igen, da prins Henrik døde den 13. februar, og det blev kendt, at hans ønsker var utraditionelle, og at halvdelen af hans aske vil blive spredt i havet og den anden halvdel sat ned i en urne i Fredensborg Slotshave. Dertil kom, at kongehusets medlemmer ikke tidligere var blevet kremeret.

Jeg havde selv i januar været til en bisættelse, hvor beslutningen vedrørende den afdødes aske var noget tilsvarende: Halvdelen skulle spredes ud i havet, som den afdøde havde ønsket, mens en halvdel skulle sættes ned på et familiegravsted på en kirkegård.

Stærke følelser i familien gjorde, at ikke al asken skulle spredes i havet, men at der også skulle være et gravsted i nærheden.

For mange mennesker betyder dette at stå ved et gravsted, at man mindes den døde og tænker på et fælles liv og de fælles oplevelser, man har haft.

Det abstrakte kan derimod være meget svært for mange at forholde sig til i den sorgfulde tid. Derfor kan både askefællesgraven på kirkegårdene uden nogen markering af navn eller datoer på afdøde og det smukke blå hav også være en vanskelig beslutning og medføre en tung tid med store overvejelser omkring afskeden og den efterfølgende sorg- og savnperiode.

En ældre dame sagde til mig for flere år siden: ”Jeg savner at vide, hvor jeg skal lægge min blomst. Jeg bryder mig ikke om, at den kan ligge hvor som helst på fællesgravens græsplæne. Jeg har udsøgt mig et sted og valgt det som min faste plads!”.

Victor Borge, der døde i 2000, havde besluttet, at hans aske skulle deles mellem Danmark og USA. Det var én af de første gange, en afdøds ønske om at dele asken blev kendt i en bredere offentlighed.

Ikke alle kan lide tanken om at dele den afdødes aske i flere portioner, men når prins Henriks aske bliver delt, vil det uden tvivl komme til at betyde, at flere vil vælge en sådan løsning.

Jeg er blevet spurgt til råds af mennesker med to lykkelige ægteskaber: Hvad skal jeg gøre, når jeg dør? Mine voksne børn vil gerne have, jeg bliver begravet på deres mors gravsted, men jeg vil nødig såre min nuværende kone.

Jeg har bestemt ikke givet gode råd, men jeg kan forestille mig, at det i fremtiden vil blive mere almindeligt, hvis der er tale om kremering, at dele afdødes aske.

Og hvis man ikke bryder sig om de traditionelle gravpladser, kirkegården, havet eller urnemuren, så er skovbegravelser et nyere alternativ. Der findes skovkirkegårde, der hører under folkekirken, og andre, hvis man ønsker en ikke-kristen afsked.

Siden 2008 har det været tilladt at sætte urner ned i afmærkede områder i skoven, uden der er et kapel tilknyttet. Og nu er en urnenedsættelse under de store træer i den private Stensballe Skov ved Horsens en mulighed. Fredningstiden er 10 år. Der skal bruges urner af biologisk nedbrydeligt materiale.

I et sekulært land som det danske er det vel ikke overraskende, at havet og skoven vinder frem. 83 procent af alle afdøde sidste år blev kremeret, så den del af afskeden har danskerne taget til sig.

Måske vil de også lære af prins Henrik at beslutte, hvad der praktisk skal ske, når døden indtræffer. Og på den måde hjælpe og støtte de nærmeste efterladte.