Prøv avisen
Seniorliv

Tidligere biskop: Kirken og livshistorier er for mange tæt forbundne

En tur i foråret kan gå til en eller flere af de kirker, der har en særlig betydning for den enkelte

Langt de fleste mennesker i vort land er i deres livshistorie forbundet med en eller flere kirker. Det tænker jeg ofte på, i forhold til mig selv, min familie og hele slægt.

Det meldte sig i min bevidsthed med påtrængende styrke, da jeg var til højmesse påskedag i Thyborøn Kirke i min fødeby.

Thyborøn ligger yderst på Harboøre Tange med udsyn over kanalen til Thy, hvor Vestervigs monumentale kirke troner på højderyggen, så den syner vidt omkring.

Som sådan er den fra min opvækst et billede i mit sind. Måske Aalborg Stifts første domkirke.

Thyborøn Havn blev i begyndelsen af 1900-tallet anlagt som en nødhavn for Vestkystens fiskere og blev hurtigt en af landets største fiskerihavne med et stærkt voksende folketal. I 1908 blev der bygget en ny kirke, som snart viste sig at være for lille, så den blev senere udbygget med to sideskibe og et udvidet korparti. Søndag efter søndag var der trængsel på kirkebænkene. Man skulle komme i god tid. Jeg husker en søndag, hvor en kirkegænger gik søgende rundt, indtil han standsede ved en bænk: ”Åh, der ku’ vel æt’ blyw en hal røv te mæ her?”.

Havgus og en strid vestenvind tærede på det røde murværk. I begyndelsen af vort århundrede stod det klart, at en ny kirke måtte bygges. Den blev indviet den 6. februar 2011. Den rejser sig med sit tagværk som et stort, tungt skib, som stævner frem. Det klarer storm. Det går ikke under. Det er et godt billede på kirken.

Jeg var glad for at se, at en væsentlig inventardel fra 1908-kirken er med på sin plads i koret i den nye kirke: Døbefonten i granit. Her blev jeg døbt den 28. april 1940. Det tænkte jeg intenst på, mens jeg lyttede til bibelteksterne og sang med på de mange salmer til påsken, som vi er velsignet med i den danske folkekirke.

Tankerne gik videre. Jeg blev jeg konfirmeret i Thyborøn Kirke den 10. oktober 1954. Her blev Alice og jeg viet den 25. marts 1964. Alice blev begravet på Thyborøn Kirkegård den 7. december 2007. Mine svigerforældre har ligeledes deres grave her. Og det bliver også mit sidste hvilested, som vi siger. Vores livshistorie er indesluttet i ringen af livsbegivenheder, der knytter sig til kirken.

Det er måske den væsentligste grund til, at så mange er medlemmer af folkekirken i disse flygtige, historieløse tider. Når jeg så udførligt fortæller herom, skyldes det, at jeg gerne vil påkalde mine læseres medleven i bevidstheden om, at vi i kirken har et fælles hjemsted.

Nu har foråret omsider meldt sin skønne ankomst.

Det er tid til udflugter. Måske til en eller flere af vore middelalderkirker – eller en anden kirke, som er en del af den personlige livshistorie? Pak madkurven, grib cyklen, eller tag bilen ud i det dejlige land!

Som præst har man en naturlig bevidsthed om, at kirken er vort fælles hjem. Det gælder også for dem, som er gået hjemmefra. Jeg er dybt i mit hjerte forvisset om, at Vorherre længes efter og håber på, at vi alle kommer hjem til sidst. Denne kalden skal stedse lyde fra kirken, hvis den skal være tro mod sin opgave i denne verden.

Denne vished har været glæden og fortrøstningen i mit virke som præst fra den dag, jeg tiltrådte som sognepræst i Nordby Sogn på Fanø i august 1970. Og videre som domprovst i Haderslev 1980-1991 og som biskop over Aalborg Stift indtil maj 2010. Jeg har set det som min opgave i tale og skrift at gøre den kristne tro gældende som lys og salt i samfundet og i det enkelte menneskes tilværelse. Intet mindre. Samme anliggende kan måske udtrykkes mere stilfærdigt og med større tyngde. Jeg citerer digteren Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), som skriver i et digt:

Kirken den er et gammelt hus
et tomt hus
et alment hus
Det er dens urørlighed
dens passivitet
der angår mig

Den løfter mod himlen
Den er et tungt
brød af sten
I jorden udenfor
lagde vi min mor

Kirken er ikke revolution
men den anonyme
niche for det fuldbragte
og for det som skal komme.