Kirken og menigheden har gjort, at vi føler os glade i vores nye tilværelse

Flere læsere har berettet om, hvor svært det kan være at komme til en ny menighed. Men Flemming og hans hustru oplevede venlighed og imødekommenhed, da de flyttede til et nyt sogn

Tilpasning: Det er altid svært at rive rødderne op og plante dem ordentligt igen.
Tilpasning: Det er altid svært at rive rødderne op og plante dem ordentligt igen. Foto: BJA.

Kære brevkasse

Jeg ved ikke, om I kan bruge mit brev, men jeg synes, at der mangler et indlæg fra en, som har en anden og mere positiv oplevelse af modtagelsen i en ny menighed. Jeg har nemlig med forundring læst nogle indlæg i brevkassen både i november sidste år og igen i januar i år, som handlede om indspisthed og afvisning af nye kirkegængere i de danske folkekirkemenigheder. Jeg fik ikke taget mig sammen til at svare tidligere, men nu føler jeg, at jeg gerne vil fortælle om mine erfaringer, som er helt anderledes.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

For godt to år siden flyttede min kone og jeg tilbage til Nordsjælland, hvor vi boede i de år, da vore børn voksede op, og som vi altid har længtes tilbage til. I mellemtiden er vi imidlertid kommet op i årene og havde allerede etableret os i en mindre, ældrevenlig bolig. Det kan siges at være noget af et vovestykke på ny at kaste sig ud i det private boligmarked og flytte til et sted, hvor der kun er få tilbage af de mennesker, vi kendte tidligere, men vi har ikke fortrudt et øjeblik.

Vi har aldrig tidligere haft et fast tilhørsforhold til nogen menighed, men kort efter flytningen tog vi en søndag formiddag hen til vores nye kirke. Det første, som slog os, var, at kirken næsten var fuld, og at stemningen var glad og forventningsfuld. Alle deltog med liv og sjæl med fuldtonende salmesang, trosbekendelse og fadervor. Det næste var den hjertelige og venlige tone mellem kirkegængerne. Der er ganske rigtigt en fast menighed, som kender hinanden, men der var en venlig og imødekommende stemning mod os fremmede, og vi følte os hurtigt accepterede.

Vi har siden konstateret, at alt dette ikke er et undtagelsestilfælde. Alle sognets tre præster er meget aktive og engagerede og prædiker med overbevisning og indføling, så man går opløftet hjem fra kirken. Jeg er ikke i tvivl om, at den næstekærlighedens ånd, som hersker i menigheden, i stor udstrækning udgår fra dem. Der er en aktiv menighedspleje med mange aktiviteter både af opbyggelig, velgørende, kulturel og social art, og det er ikke svært at føle sig til rette i alt dette.

Vi har nu begge lært en stor del af menigheden at kende. Måske er vi særligt begunstigede ved at være kommet til et sted, hvor der er en stor gruppe mennesker med samme baggrund og interesser, men for vores vedkommende er det helt givet kirken og dens præster og menighed, som har taget varmt imod os og gjort os glade og tilfredse med vores nye tilværelse.Venlig hilsenFlemmingKære Flemming

Mange tak for dit brev. Det gør ikke noget, at det varede lidt, inden du skrev om jeres gode erfaringer med at flytte til et nyt sted og blive mødt af så meget godt i kirken, for det er altid et aktuelt og vigtigt tema. Det er godt at høre, at I føler jer velkomne, og at I med tiden har oplevet, hvor stort et arbejde, der lægges i at udvikle meningsfyldte arrangementer til dem, der kommer til kirken.

Vi har brug for at høre de sårbare, ægte fortællinger fra mennesker, som ikke har oplevet sig mødt og inddraget i kirkens fællesskab, for det kan skærpe vores opmærksomhed, så vi udfordrer os selv og hinanden til at se, hvordan man som kirke på bedste vis kan løfte den svære, men også fornemme opgave, det er at gøre de bibelske fortællinger til kød og liv for mennesker. Men vi har også brug for de gode fortællinger, for de kan opmuntre og inspirere.

Det trænger vi alle til, og det trænger præster og organister og menighedens mange frivillige måske ekstra meget til. Uge efter uge har de måske gjort sig umage med at komme mennesker i møde. Vi har stor respekt for præstens arbejde, for det må ikke altid være lige let at kunne være der for alle slags mennesker og skulle prædike på samme tid for både konfirmandteenagere, travle børnefamilier, den ældre enke, de analyserende intellektuelle og dem, der virker upåvirkede udenpå, men som inden i sig selv bærer tunge byrder i form af sygdom, psykisk sårbarhed eller savn.

At skrive om og fortælle til andre, hvad der har skabt glæde, trøst og opmuntring og opbyggelse ved at komme i en kirke, kan være med til at man som præst, menighedsråd, sognemedhjælper eller som en almindelig kirkegænger kan blive opmuntret til at tage nye skridt og invitere nye med i fællesskabet.

Kirken er et helt særligt sted, som har betydning for mange, og som er vigtigt for vores samfund. I hele vores land og i alle afkroge er der unikke kirkebygninger. Der findes ikke noget lignende i samme kategori. Og i de bygninger kan man høre om det, som vender op og ned på meget. Det er budskabet om, at de små er de store, at der er håb i mørket, og at der er nåde for rigtige syndere. Og der kan man enkeltvis og som fællesskab udfordres i det selvoptagne eller få nye tanker ind i sindets cirkler. Hvem af os har ikke i ny og næ behov for at blive talt til? Det har man chancen for i en kirke. Og hvem af os har ikke brug for stilhed og eftertanke i halvanden time om ugen?

Få rum i verden har tradition for så meget sang og musik som i kirkens rum. Fællessang med indholdsrige salmer, der har bevist sin slidstyrke i mange generationer, kan bidrage til både indsigt og ydmyghed. Og musikkens toner finder måske lettere ind der, hvor ordene ikke altid rækker, når glæderne er størst, eller når sorgen og smerten gør ordene for små.

Inspireret af dit brev kan vi måske overveje, hvordan vi kan takke og opmuntre dem, der arbejder i kirken, så de med nye kræfter kan række ud til andre. De gode fortællinger kan måske også inspirere os til at være kirke midt i den tid og den kultur, vi lever i med nye udfordringer og også helt nye muligheder.Mange hilsener